søndag den 20. juli 2014

Det usagte.

Kære alle sammen.

Det her indlæg har jeg kæmpet med i meget lang tid. Jeg har gået og reflekteret over, hvordan det skulle skrives. For det er ikke nemt at skrive. Det gør faktisk ret ondt. Men jeg synes, det er vigtigt at få vist en anden side af den ellers så rosenrøde genforening mellem mor og barn.

Hele Danmark kender nok til Sporløs, tyskerne til Vermisst - ja der findes rigtig mange programmer hele verden over, hvor programdeltagerne søger efter savnede familiemedlemmer.

Jeg har tit fulgt med i Sporløs. Flere af mine venner har deltaget i programmet, og jeg har også selv overvejet det. Ja, jeg havde endda udfyldt deres ansøgningsblanket. Vi ser ofte et glædeligt møde mellem mor og barn. Vi ser en masse følelser, som har været fortrængt i mange år, få frit løb. Vi ser en kærlig familie, der tager imod barnet med åbne arme.

Sådan troede jeg også, det ville blive, da jeg skulle møde min mor sidste år.
Det blev det ikke. Mødet med min mor var fantastisk - men da jeg kom hjem var tingene knapt så rosenrøde. Jeg fik ikke mødt hele min familie, selvom jeg gerne ville. Jeg fik ikke engang set et billede af mine søstre, og jeg kommer nok heller aldrig til det.

Da der var gået 4 måneder efter rejsen til Sri Lanka, skulle jeg vaccineres den sidste gang hos lægen mod hepatitis. Og der gik det op for mig, at der allerede var gået så lang tid - og at jeg savnede min mor helt vanvittigt.
Det gjorde også meget mere ondt, end jeg havde troet. Inden jeg rejste til Sri Lanka var jeg jo udemærket klar over, at den her rejse ville forandre mit liv for ALTID. Men jeg vidste ikke, at den skulle tage mig igennem en sorgperiode.
Jeg har måtte sørge over, at jeg aldrig får det forhold til min mor, som jeg gerne vil have. Det gør så ubeskriveligt ondt, at omstændighederne ikke giver mig mulighed for at få et forhold til min mor, som jeg så gerne vil have et forhold til. Jeg elsker hende! Vi hører sammen, og det kunne jeg mærke allerede  i samme øjeblik, da hun trådte ind ad døren på hotelværelset i Colombo. Men sprogbarrieren og al det hemmelighedskræmmeri komplicerer tingene.

Det er som at stjæle slik fra et barn - på juleaftensdag! Det er uretfærdigt! Jeg fik lige snust til følelsen af at have en dyb connection med min mor. Og så blev den taget fra mig. Jeg kan slet ikke finde ord, der kan forklare, hvordan det føles - og hvor svært det er.
Jeg har haft rigtig svært ved at acceptere tingene. Selvom mit hoved godt kan forstå, at min mor ikke kan fortælle sandheden til familien, selvom hun sikkert gerne vil, så kan mit hjerte ganske enkelt ikke acceptere det.


Jeg har haft svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke også fik et "Sporløs-moment", hvor familien stod med åbne arme. Jeg har haft meget svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne være lillesøster - og moster. Jeg ELSKER jo børn, og mit hjerte knuses sådan, fordi jeg ikke kan være der for min lille niece. 
Hvorfor gør det så ondt? Jeg kender jo ikke de her mennesker? Jeg har delt 9 timer med min mor. Hun har jo ikke været der gennem min opvækst. Hun var der jo ikke, når livet gjorde ondt, når jeg lå på hospitalet, eller da jeg havde en depression. Korrekt, men hun gav mig livet. Og hun gav mig ovenikøbet en chance mere i livet ved at adoptere mig bort. Jeg er hende dybt taknemmelig (Selvom det jo nærmest er forbudt at sige nogle gange i adoptionsverdenen!) 

En anden faktor er naturligvis, at mit forhold til min mor herhjemme heller ikke altid har været verdens bedste. Jeg vil ikke gå i detaljer, for jeg vil gerne holde vores forhold så privat som muligt - men jeg vil blot nævne, at vores skræntende forhold naturligvis også har en betydning, for det har affødt et behov for en tilknytning til en anden … og her havde min biologiske mor været et oplagt, men urealistisk valg. Og derfor har det gjort dobbelt så ondt. 
Jeg står med to forhold til to mødre, og ingen af dem er, som jeg gerne ville have dem. 



Der er næsten gået et år. 
Tiden er fløjet afsted - og så alligevel ikke. Det er så lang tid siden, jeg har set min mor. Jeg savner hende hver dag. Tanken om, at jeg skal leve sådan her resten af mit liv, er næsten ubærligt. Men tiden heler alle sår, og en dag lærer jeg vel at leve med disse omstændigheder. Det er jo endnu et vilkår. 

Hvorfor har jeg valgt at skrive om det her? 
Fordi min formodning er, at de fleste tror, det foregår som vi ser det i Sporløs. Det gjorde jeg jo selv! Men der er så meget mere, så mange nuancer, som vi ikke ser i Sporløs. Og det synes jeg er vigtigt at få frem. 
Med min egen erfaring i bagagen, kan jeg godt undre mig over, at nogle aktører i adoptionsdebatten taler så uproblematisk positivt om de her genforeninger. Hvor er garantien for, at en genforening får en lykkelig slutning? Den findes da ikke! Derfor mener jeg også, det er enormt vigtigt, at vi får talt om de her møder på både godt og ondt. For de kan gøre så ubærligt ondt. Ligeledes synes jeg også, at min erfaring har affødt en ny skepsis overfor åbne adoptioner. Jeg ved godt, der er mange forskellige måder og definitioner af åbne adoptioner, men i de tilfælde hvor kontakten mellem mor og barn er direkte, er jeg i hvert fald blevet mere skeptisk. Jeg er klar over, at min egen historie ikke er repræsentativ for alle historier og genforeninger - det ville være rigtig ærgerligt! Dog afspejler min historie én af de utallige nuancer. 

Jeg håber, at det giver lidt stof til eftertanke hos adoptivforældre og adopterede - og alle andre, som måtte have interesse for adoption. Det er ikke nødvendigt så rosenrødt, som vi går og tror. 
Tiden efter et møde med de biologiske forældre er ikke nødvendigvis særlig rar. 
Jeg ville naturligvis ikke have undværet mødet med min mor, men det har givet mig flere ting at slås med, end jeg havde inden mødet. Der var jeg ret afklaret med min adoption. Nu står jeg tilbage med et savn. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af det? 


Savnet skal jeg leve med resten af mine dage. 

Det blev alt for nu. 
- Choko

Ingen kommentarer:

Send en kommentar