tirsdag den 10. november 2015

Hvorfor hjalp jeg ikke min mor?


Kære alle sammen

Det er 100 år siden, jeg sidst har skrevet på min blog, men nu synes det nødvendigt at slå på tasterne igen.

For lang tid siden blev jeg kontaktet af Pam (min tolk/myndighedsperson på Sri Lanka), som fortalte mig, at min mors hus var blevet ødelagt af regnskyl. Måske har jeg faktisk allerede skrevet et lille indlæg om det for noget tid siden. Det var min mors fætter, der havde kontaktet Pam, fordi det var vigtigt for dem, at jeg fik det af vide.
Dengang blev jeg ked af det, men samtidig glad for, at de informerede mig. Det gør familie.

For ca. en måneds tid siden bliver jeg ringet op af et udenlandsk nummer. Nummeret er ikke kodet ind på min iPhone, men landekoden var srilankansk. Det var en mand, der ringede. Han sagde, han kendte min mors fætter. Min mors fætter ringede for at spørge om penge til min mor. Når man får sådan et opkaldt, går alle alarmklokker igang. Manden siger, at det skal gå stærkt, og om jeg kan overføre dem i eftermiddag srilankansk tid. Det kan jeg ikke, siger jeg. Jeg lover, at jeg vil undersøge, om jeg kan hjælpe.
Jeg spørger til, hvordan min mor har det. Han siger, at det har været svært pga. deres hus, og at hun har nogle problemer, som han ikke vil belemre mig med.
Seriøst? Det er jo min mor!
Desværre bliver forbindelsen brudt, og jeg står midt ude på Strøget i Aarhus og aner hverken fra eller til.

Jeg ringer til min far, og vi får os en lang snak om det her. Penge ændrer jo relationen markant! Det stiller mig i den værst tænkelige situation. Måske er deres råb om hjælp reelt nok, måske forsøger de at udnytte mig. Hvem ved?
Jeg ved, at begge scenarier er mulige. Jeg er helt klar over, at jeg ikke kan tage en beslutning med det samme, og jeg er brug for at høre nogle erfaringer. Jeg kaster mig derfor over de sociale medier og spørger om råd i forskellige fora, der har noget med enten Sri Lanka eller adoption at gøre.
Jeg ved, at jeg ikke ved nok om den srilankanske kultur til, at jeg kan sige A eller B.

Jeg får rigtig mange kommentarer om, at jeg skal passe på eller lade helt være.
Nogle siger, at jeg skal gøre det. Puuuh, det er svært.
Men særligt 2 kommentarer har hjulpet. Den ene skriver, at jeg skal være mit eget etiske råd. Den formulering har virkelig hjulpet mig meget! Og hvis "rådgiveren" læser med - så 1000 TAK!
Den anden kommentar kom fra en srilankansk adopteret, der samtidig vidste noget om antropologi og srilankansk kultur. Hun fortalte mig lidt om, hvad der kunne ske, hvis jeg gav penge. Jeg skulle forberede mig på, at jeg ville få en "forsørger" rolle i vores relation. Alternativt skulle jeg hjælpe dem og gøre det tydeligt, at det kun var denne ene gang.
Jeg syntes ikke, at jeg var sikker endnu. Jeg snakker med min psykolog om det, og vi snakker frem og tilbage. Vi snakker lidt om, at det nok var meget godt, at jeg ikke havde gjort noget endnu.
Jeg begyndte faktisk at have det ok med ikke at gøre noget.

Men så igår... Igår skrev min veninde fra Sri Lanka. Hun er datter af det ægtepar, som hjalp min mor under hendes graviditet. Jeg kalder hende P her.
P skriver, at hendes far var blevet kontaktet af min mor. Hun skriver, at min mor har brug for hjælp. Hun skriver, at min mor jo har bedt om, at jeg hjalp hende. Og at hendes mand ikke behandler hende godt. Hun har virkelig brug for hjælp!


FUCK!!!!
Hvorfor fanden hjalp jeg hende ikke til at starte med?
Hvorfor lod jeg min skepsis komme mig til gode?
Hvorfor lod jeg mine vestlige værdier være overskyggende, når jeg ved hun kommer fra en anden kultur?
Hvorfor troede jeg ikke på hendes fætter?

Jeg har så mange spørgsmål, og jeg er bitter. Jeg er frustreret på mig selv over, at jeg ikke troede på min familie. De har indtil videre kun behandlet mig ligeværdigt som familie. Jeg har til gengæld behandlet dem som mindreværdige fra et fattigt land. Og jeg skammer mig! Det er min mor! Hvorfor tvivlede jeg på min mor?

Jeg ved jo godt, at det er set 1000 gange før, at adoptivbørn blev kontaktet af biologisk familie, der dybest set var mere interesseret i penge end i relationen.
Men jeg har fra start af mærket en følelse af samhørighed med min mor. Jeg har fra starten af altid villet gå igennem ild og vand for hende. Det vil jeg stadig.
Jeg har fra dag 1 af sagt, at jeg ville gøre alt for hende. Da det så virkelig kom til stykket, blev jeg en kujon og tvivlede på hendes behov for hjælp. Det er pinligt!

I weekenden skal jeg skype med min og P. Jeg glæder mig vanvittigt meget til at se dem begge to igen, denne gang kun på en skærm. Jeg har ikke set eller talt med dem i over 2 år.
Jeg er også lidt nervøs.

Jeg sætter nu alle sejl ind for at hjælpe min mor. Om jeg så skal rejse til Sri Lanka imorgen, så gør jeg det.

Dear Mom. 
I miss you. 
I will love you forever. 
Your daughter. 

- Choko