Dagen før dagen

Kære alle sammen.

Så blev det d. 23. december. Julestemning har der godt nok ikke været meget af her. Tiden har været præget af eksamener. Jeg har ligget begravet i bøger og opgaver, så julehyggen har måtte vente på sig. Men imorgen går det løs!
Jeg skal fejre jul i Skanderborg med hele min familie. Og i år prøver vi noget nyt, i stedet for at mødes ved spisetid, så samles vi om eftermiddagen og laver al maden sammen, spiller pakkespil og leger med ungerne! Det bliver så hyggeligt!
Så den der snestorm må godt gå væk!

Hvad er jeres juletraditioner?

Alle julehilsnerne er sendt ud, gaverne er købt og jeg har vundet 50 kr. i Quicks skrabejulekalender!
Jeg er så klar til jul!

Da jeg sad og skrev julehilsner til DanAdopt, AC Børnehjælp og A&S, reflekterede jeg lidt over året der gik.
Det har været et rigtig hårdt år, som har været præget af en massiv kritik af adoption. Fra adopterede, fra forskere, fra journalister og fra den gængse dansker.
Heldigivis sker der al muligt positivt på den politiske dagsorden, som jo er enormt vigtigt for os som familier, der i sidste ende gerne skulle forblive lykkelige og sunde.

Personligt har det været et turbulent år. Jeg blev single, min veninde flyttede ind, jeg blev rask - og nu har jeg det rigtig godt. 2013 byder på spænding: Jeg skal en tur til Prag til februar, en måned til Tyrkiet og forhåbentlig tabe 10 kg! Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer!

Jeg kommer med et meget længere og uddybende indlæg i løbet af ugen, når jeg har proppet mig med så meget julemad, at jeg lige skal have en pause :)

Jeg vil ønske alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.
Ich wünsche Euch alle ein fröhliches Weihnachten und Guten Rutsch!
Merry Christmas to everyone, and a happy happy New Year!

- Choko

Den anden side..

Kære alle sammen.

Ved godt, at der har været lidt stille her - det er der en god grund til.

Efter Mercy Mercy blev vist, blev det simpelthen for meget for mig.. Der skal slet ikke være nogen tvivl om, at det har været.. ja undskyld, men pisse hårdt!
Dokumentaren og den efterfølgende debat tog så hårdt på mig, at jeg den dag i dag stadig ikke sover ordentligt, og jeg i en hel uge glemte at spise. Det er et tegn på, at kroppen siger STOP DIG SELV!! Nu er jeg jo en stædig dame, og jeg forsøgte at finde op & ned i alt det her kaos. Holde hovedet koldt, og være den, som kunne se tingene i det større perspektiv, være den som kunne nuancere debatten.
Jeg gjorde mit bedste..

Nå, men jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg går til psykolog. Min psykolog er vanvittigt dygtig, og hun siger altid noget klogt, men jeg bed mærke i én bestemt ting.

Vi sad og snakkede om hel adoptionsdebatten og om den negative tone. Jeg påpeger, at det jo altså "kun" er 7-10 % af de adopterede, som får vanskeligheder, hvad faaaaen det så betyder.
Pludselig, med hendes hjælp, gik det jo faktisk op for mig, at jeg selv delvist tilhører den procentdel.

Nej, jeg er hverken fysisk handicappet, anbragt uden for hjemmet, eller har en tilknytningsforstyrrelse.. men de første 20 år af mit nu 21 årige liv har været præget af mange forskellige vanskeligheder.
Først så blev jeg adopteret, hvilket jeg priser mig lykkelig for - men selvom, at jeg kun var 49 dage gammel, så blev jeg altså forladt, og det bed min underbevidsthed mærke i.
Da jeg var 4 år gammel, var jeg ved at miste livet ved et astmaanfald, og har siden kæmpet med tanken om at lide af en kronisk sygdom. Ikke nok med det så har jeg haft, jeg nævner i flæng, infektion i lungerne flere gange, helicobaktor i tyktarmen, svineinfluenza, lungebetændelse (som kan være fatal for en lungepatient) og mange andre sygdomme.
Jeg har gået på 3 forskellige folkeskoler/privatskole og i 4 forskellige klasser, og kan den dag i dag ikke sige, at jeg havde det skidegodt i nogle af klasserne. Min skolegang var præget af mobning, frustration og behov for tilknytning.
Da jeg blev student i 2010 fik jeg en depression, som jeg først fik behandlet efter et halvt år. Jeg mistede hukommelsen i 2 måneder. I mellemtiden fik jeg udviklet angst og måtte på lykkepiller. De gjorde intet godt. Jeg kunne ikke være vågen mere end 6 timer ad gangen, og så måtte jeg lægge mig. Det gjorde mig konstant træt, meget sårbar og asocial. Dem, som kender mig godt, ved at jeg af natur er MEGET social. Elsker at begå mig mellem mennesker. Det er i en sådan arena, at jeg har det bedst.
Nå, men først for et par måneder siden, kunne jeg ånde lettet op. Jeg overlevede!

Hvorfor blotlægger jeg nu hele min historie? Jo, det gør jeg fordi, at jeg vil understrege, at man faktisk godt kan komme ud på den anden side - helskindet!
Jeg lever i dag! Jeg trækker vejret, jeg bevæger mig i fuld fart. Jeg er i live. Jeg har det godt. Jeg har accepteret min adoption.
Så selvom at man måske på nogle punkter kan tilhøre de 7-10 % (måske kun i perioder), så kan man altså godt ende med at være lykkelig.

Jeg er lykkelig for, at jeg blev adopteret. 

Jeg blev forladt, men jeg blev også valgt. 

Jeg blev svigtet, men også fundet. 

Når man taler om adoption, så taler man om stærke følelser, om ønskebørn og vanskeligheder. De svære ting skal også frem i lyset, de er jo med til at nuancere debatten. Alligevel anser jeg dette som målet - at komme helskindet ud på den anden side. At kunne acceptere sin adoption og være lykkelig for at være blevet valgt til. 

Og det er min pointe, jeg har haft det svært, jeg har været rigtig sur på livet, det kostede mig troen på Gud, det resulterede i høje medicinudgifter - men jeg er her endnu! 

Vi skal simpelthen holde fast i, at man sagtens kan være et lykkeligt adoptivbarn. Vi må ikke glemme de knapt 90 % midt i det her kaos. Dermed ikke sagt, at jeg ikke føler med Amy og Masho - for det gør jeg bestemt! Jeg ønsker bare ikke, at journalister, instruktører og andre aktører kan få vendt debatten så meget, at man faktisk glemmer, hvad adoption betyder for langt de fleste. 

Det måtte blive den sidste bemærkning for nu. Nu vil jeg sove.

- Choko! 

Danmark skal tage ansvar for de adopterede og deres familier!

Kære alle sammen. 

Der er nu gået ca. halvanden uge, siden Adoptionens Pris blev vist på TV2. Det sætter jo mange tanker igang, og 

Adoption er en fantastisk måde at stifte familie på, men desværre tabes der nogle børn undervejs. Det er sørgeligt og vidner om, at vi har brug for, at Danmark tager ansvar nu!

Sagerne om Amy og Masho vidner begge om, at det kan være vanskeligt at være en del af en adoptivfamilie. I nogle tilfælde kan forældrene simpelthen ikke magte den opgave, der er forbundet med at have et adoptivbarn – selvom at det er deres største ønske! For selvfølgelig er der ingen adoptivforældre, som giver op uden en kamp for deres børn. Ingen forældre vil gå igennem et langt godkendelsesforløb, kurser og ikke mindst den lange ventetid, hvis ikke det var fordi, de gerne ville deres børn det godt! Når et adoptivbarn bliver anbragt udenfor hjemmet, så er det ikke fordi, at adoptivforældrene giver op! Det er et skrig på hjælp. Hvad skal man gøre, når man står med et barn, som har det ualmindeligt svært? Svært ved at takle sine følelser, svært ved at styre sin vrede, sorg, forladthed og frustration? Hvad skal man gøre, når kommunen ikke har nogle fagfolk med adoptionskyndig viden? Hvem skal man gå til?

De to sager om Amy og Masho giver mig et meget klart indtryk af, at der er behov for hjælp. Der er behov for, at den danske stat tager ansvar for de her familier. Vi har forpligtet os som stat at tage os af de her børn. Så skal vi altså også gøre det! Det er uacceptabelt, at adoptivfamilier får helt forkert vejledning af fagpersoner, som ikke har forstand på adoption. Staten må sørge for at tage hånd om os!

Den rigtige rådgivning:

For at man som adoptivfamilie kan klare sig, skal der i nogle tilfælde hjælp og rådgivning til. Hvad er den rette rådgivning? Det kan besvares med tre bogstaver: P A S. 

Post Adoption Service ordningen er lige det, vi har brug for! Vi skal bare have en livslang PAS ordning, så de adopterede også kan få hjælp senere i livet. Jeg har mødt rigtig mange unge adopterede, som først fik problemer, da de gik i puberteten eller selv skulle have børn. Når alle følelserne så vælter frem og er ustyrlige, så har de unge og voksne adopterede heller ikke nogen at gå til. Det er sørgeligt, at vi som samfund ikke gør nok for de her mennesker. Vi har et stort sikkerhedsnet og en velfærdstat, som de fleste af os er stolte af. Det plejede jeg også at være. I dag ser jeg et system, som lader deres adoptivbørn sejle i deres egen sø – det kan vi simpelthen ikke være bekendt! Vi har brug for den PAS ordning på Finansloven nu, det er vores ansvar at vi ikke får flere sager som Amys og Mashos. 

Ifølge Haagerkonventionen, som vi jo altså har forpligtet os til, så skal vi sørge for rådgivning til adoptivbørnene. Efter min mening så overholder vi ikke Haagerkonventionen. En kommunalt ansat psykolog uden forstand på adoption, er ikke godt nok! 

Efter Mashos ulykkelige historie har politikerne endelig fået øjnene op for, at der skal gøre noget radikalt! De har derfor vist besluttet at sætte penge af til PAS. Det er jo fantastisk! Det er bare 40 år for sent.. Men ok, bedre sent end aldrig. 

Er spændt på at se, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid. Lad os håbe, at vi kan få adoption på Finansloven!

Nu når jeg desværre ikke mere, jeg har en eksamensopgave, der desværre ikke skriver sig selv. 

God dag til alle!

- Choko

Sikke en uge

Kære alle sammen.

Lytter til en af de største stemmer fra Tyrkiet. Ebru Günes har en fængende stemme! Jeg kobler af.

Hold nu op en uge, jeg har haft! Sjældent har jeg sovet så lidt, siddet foran min Mac i så mange timer, røget så mange cigaretter og gået frem og tilbage i mit køkken!

Det har virkelig været hårdt. Det skal der slet ikke være nogen tvivl om. Adoption har aldrig fyldt så meget i medierne, som de har gjort i den forgangne uge.
Det har været rigtig svært - af flere grunde.
1. Jeg har så ondt af lille Masho.
2. Jeg får ondt af hendes forældre, fordi de udsættes for et så stort og offentligt had, som efter min mening er helt uhørt. De er blevet rådgivet dårligt.
3. Manglen på viden om adoption skriger så højt i den dokumentar. Den psykolog aner ikke, hvad han taler om! Han er totalt afsporet.
4. En helt ny problemstilling er kommet til overfladen. Mediernes besøg hos de biologiske forældre. Det er så uetisk og så forkert! Det må ikke ske! De skal lade vores familier være i fred, skal de!
5. Jeg har tillid til et system og de danske myndigheder - men det kritiseres så groft!
6. Jeg elsker adoption, det reddede mit liv, og debatten er så fjendsk og fuld af had.
7. Folk forstår simpelthen ikke, hvordan det er at være adopteret. Og de vil heller ikke lytte..

Det hele bunder i, at der mangler viden om adoption, støtte til adopterede og et eftersyn af systemet her og der. Vi skal have ryddet op i alt det her, og vi skal hele vejen rundt. Bliver næsten helt forvirret af alle de ting, som kan forbedres!
Jeg skal vist have det lidt på afstand. Jeg skal have tømt hovedet og se tingene mere klart! (Måske et par timers søvn ville gøre godt?)

I dag har jeg brugt dagen hos en veninde. Juleklip og hygge hele dagen.
Imorgen kommer far og laver lidt praktisk her i lejligheden. Der skal skrives eksamensopgave. Hele ugen gik med adoption, journalister og eftertanke. Kunne overhovedet ikke koncentrere mig om opgaven, så nu er jeg en uge bagud, og det skal indhentes imorgen! Bum..

Nu vil jeg gå i seng..

Jeg skal nok komme med et mere sigende oplæg. Skulle bare lige have det her ud af systemet. 
Godnat
- Choko <3

Mercy, Mercy...

Kære alle sammen.

Puuuuuha, det er hårdt at vidne til en så ulykkelig historie om Masho.
Alle de volsomme reaktioner har været hårde at læse og høre.

Jeg så filmen med en klump i halsen, og følelserne sad uden på tøjet! Jeg rystede i flere timer efter at have set filmen.

Mercy Mercy - Adoptionens Pris satte så mange tanker og følelser igang.  Jeg vil prøve at få sat dem lidt på plads.

Som formand for Adoption & Samfund - Ungdom, vil jeg ikke kritisere parter fra filmen. Jeg vil ikke skyde skylden på nogen. Derfor er de her tanker udelukkende mine personlige tanker!

Når jeg læser kommentarer fra adopterede, står det mig meget klart, at den her film har revet op i mange følelser. Det har skabt frustration, tvivl og bekymring hos mange. Det gør mig bekymret på de adopteredes vegne, og derfor vil jeg gerne understrege følgende; der er absolut INGEN grund til at frygte, at netop DIN adoption er ulovlig, eller har brudt nogle regler.
Jeg har stor tillid til Adoptionsnævnet og Ankestyrelsen! Jeg har ligeledes tillid til, at de adoptionsformidlende organisationer gør deres arbejde ordentligt.

Jeg har flere gange udtalt, at PAS og Videnscenter er så vigtigt for at forbedre vilkårene for adoptivfamilier. Mercy Mercy bekræfter jo bare den påstand.
Vi kan ikke stille os tilfredse med, at en kommunal psykolog skal vejlede en adoptivfamilie, når han/hun ingen viden har omkring adoption. Det er utilstrækkeligt for både forældre og børn.
Et adoptivbarn har brug for at tale om sin adoption, vi skal alle lære at leve med vores adoption. Vi skal hverken dvæle i vores fortid, eller glemme den. Vi skal finde den gyldne middelvej, hvor vi kan leve med den bagage, som nu engang udgør en del af vores livsvilkår.

Derudover er det vores ansvar, at de biologiske forældre ikke bliver lovet ting, som aldrig vil blive overholdt. Når barnet først er adopteret bort, så kommer det heller ikke hjem igen.

Mange som så filmen, er nok tilbøjelige til at tro, at adoption kan ende som menneskehandel. Det vil jeg gerne kommentere lidt på - med afsæt i min egen historie!
Adoption er ikke menneskehandel, det forhindrer de internationale love om transnational adoption!
Der kan være flere grunde til, at penge ønskes indblandet.
- De biologiske forældre, som Mashos, vil gerne have økonomisk hjælp pga. fattigdom.
- Adoptivforældrene ser al den fattigdom og nød, og ønsker derfor at bidrage økonomisk.
Ved begge scenarier er svaret NEJ! Det er ulovligt. Hensigten er god, det er naturligt fordi, at vi tænker på vores medmennesker - men bliver penge indblandet, så anses det som menneskehandel. Det ved alle myndigheder og instanser. Derfor - ADOPTION ER IKKE MENNESKEHANDEL! Desuden kan det bevises, at der ikke er tale om menneskehandel i den pågældende sag.

Vi skal huske på, at kulturen er anerledes end den herhjemme i Danmark. Vi skal huske på, at forholdene er anerledes. Vi har en forholdsvis høj standard indenfor systemet, men vi kan ikke kræve, at afgiverlandene er på samme niveau som os. Specielt ikke u-landene. Vi kan hjælpe så meget, som midlerne tilladder det, med at få folk uddannet og få klædt dem så godt på som muligt.

Det er også meget vigtigt for mig, at fastlægge at barnets alder ikke spiller en væsentlig faktor for den senere trivsel. Jeg blev adopteret, da jeg var 49 dage gammel, men det har alligevel ikke været let at være adopteret. Jeg har både haft en depression og angst, og 6 måneder med antidepressiv medicin kostede mig 2 måneders hukommelse. Noget af det var adoptionsbetonede problemer. Ikke alle, men nogle. Alle adoptivbørn har særlige behov!

Til sidst vil jeg gerne komme ind på det at være adoptivfamilie. Mange har skrevet på facebook, at forældrene burde vide, hvad de gik ind til. Det er en kæmpe omgang vrøvl! Man kan ikke kræve af nogle forældre, at de kan forudse deres barns ve og vel. Det gælder alle slags familier.
Når man adopterer et barn, kan man ikke fastslå, hvilke problemer der vil dukke op. Jeg kan igen tage afsæt i min egen historie. Jeg blev adopteret, da jeg var 49 dage gammel, jeg var altså en del yngre end Masho. Jeg var sund og rask. Indtil jeg blev 18. Da jeg blev student, fik jeg en depression som senere hen udviklede sig til angstanfald. Det kostede mig 6 måneder på antidepressivmedicin, som ødelagde de måneder, fordi jeg kun kunne holde mig vågen i 6 timer ad gangen. Derudover satte sig på hukommelsen, så jeg kan INTET huske fra september - start november 2010. Det stod sørme ikke i mine adoptionspapirer. Nej, men jeg overlevede alligevel. Alle mennesker har et ømt punkt, livet leves med bump på vejen - men trods det, så overlever vi! Vi kan ALDRIG forudse, hvad der vil ske i fremtiden, så uanset hvor gode forberedende kurser adoptivforældrene vil komme på, vil der altid ske noget uventet af den ene eller den anden karakter.

Masho kan også komme helskindet ud på den anden side med den rette hjælp. Og det har vi pligt til at sørge for sker! Det har vi gennem internationale konventioner forpligtet os til, og det er derfor den danske stat, som skal efterleve dette.

Puuuh, der er meget mere at skrive om, men jeg kan ikke holde til mere lige nu. 
Jeg kommer måske med et indlæg senere i aften. 
- Choko <3

Giv mig mit frirum tilbage!

Kære alle sammen.


Jeg elsker adoption, men nogle dage er det hårdt. I dag vil jeg skrive om, hvad jeg føler, når det hele bliver for meget.

Man plejer at sige, at dårlig PR er bedre end ingen PR. Men er det virkelig sandt? For tiden er jeg meget i tvivl...

Der har i lang tid floreret skandaløse historier, der er blevet langet hård kritik ud efter adoptionsverdenen.
Imorgen vises filmen "Adoptionens Pris" på TV2. Jeg er spændt, men også vanvittigt nervøs. Filmen har allerede skabt en del røre og affødt hård kritik af DanAdopt.
Som medlem af Adoption & Samfunds Hovedbestyrelse, og som formand for Adoption & Samfund - Ungdom, kan jeg på nuværende tidspunkt ikke komme med min personlige holdning til sagen, det er også svært, når man ikke har set filmen.
Men jeg frygter, hvad der sker imorgen efter filmens TV premiere.

Oveni det, så er Dorrit Saietz blevet indstillet til Cavlingprisen for sine artikler om Amy. Amy-sagen er ulykkelig og aldeles forfærdelig. Det har ødelagt en familie. Dorrit skal have credit for at have skabt opmærksomhed på de ting, der foregår i Etiopien, men måden hun har gjort det på, er noget jeg tager meget stor afstand fra. Igen, kan jeg ikke sige så forfærdeligt meget pga. tillidsposter, som er nogle poster, jeg vægter højt og betræder med varsomhed.

Hvorfor skriver jeg nu om 2 sager, som jeg alligevel ikke vil kommentere ordentligt på?
Det gør jeg, fordi at jeg er så træt af al den negative omtale. Ikke bare træt, som i fornærmet og tøsesur - nej jeg bliver fysisk træt helt ind til knoglerne. Der er dage, hvor jeg bare ikke gider læse flere artikler om myndigheder, om børn, om at adoption er menneskehandel, eller hvad det nu kan være.
Da jeg startede på at få Adoption & Samfund - Ungdom bragt tilbage sammen med Johanna Vigholt, var adoptionsverdenen en forstående, en spændende og glad verden at begå sig i. Nu er holdningerne splittede, folk på ventelister er bekymrede (No wonder! Det ville jeg også blive med al den kritik!), bitre adopterede, som ikke kunne se objektivt på adoption, og aktører i medieverdenen, som giver spalteplads og TV tid til dem, som ikke er repræsentative for alle os andre i adoptionsverdenen!

Det er simpelthen så drænene og energislugende.
Jeg forsøger at sige til mig selv "A&S og ASU er dit helle. Det er dit frirum, hvor folk forstår dig."

Men undskyld mig - HVOR ER DET FRIRUM!?

Jeg så virkelig gerne, at vi i fællesskab fandt vores samlingspunkt igen. Jeg så gerne, at man vendte retorikken, og at man igen fokuserede på, at adoption er en god måde at stifte familie på!
Vi skal fokusere på en PAS ordning på Finansloven, vi skal have oprettet et videnscenter, vi skal få adoption som en del af pensum hos pædagoger, socialrådgivere og sundhedsplejersker mm.!
Nu skal det ikke ses som om, at jeg har skyklapperne i baglommen, klar til at hive dem frem. Nej nej! Vi skal stadig være opmærksomme på, at de formidlende organisationer og myndighederne gør deres arbejde, men vi må også have tro til Adoptionsnævnet og Statsforvaltningerne.
I sagens natur skal vi være med til at forbedre hele adoptionsverdenen på godt og ondt!

Lige nu er der bare rigtig meget, der gør ondt.

Der kæmpes videre i håbet om en mere sober, objektiv og ordentlig fremstilling af adoption i fremtiden. Det er stadig mit mål, at danskerne skal kende mere til adoption, og hvordan det er at være adopteret. Jeg kæmper for det! For tiden er det bare meget op ad bakke!

Det blev alt for denne gang. Der skal skrives lidt på eksamensopgave i intern kommunikation, inden det bliver alt for sent. 
Love from Choko

Afveksling og afkobling - Adimi kalbine yaz!

Afveksling...

Jeg sidder i min seng og arbejder. Tonerne fra Tarkan spiller højt, og jeg har hørt den her sang på repeat siden i forgårs (Jeg lyver ikke! På repeat!) Jeg er rigtig træt, og vil helst bare ligge i fosterstilling og høre musik. Jeg er uduelig og anelse sørgelig i dag. 

Sangen minder mig om mit livs rejse til Tyrkiet. Mange danskere tror nok, at Tyrkiet kun er et feriested med alt for mange mennesker, og der danses til Tarkans "Kiss kiss." Sådan er det ikke. Jeg havde aldrig troet, at Tyrkiet - og tyrkerne ville få så stor betydning for mig. Her kommer lige lidt billeder fra ferien. 

Moské i Antalya. Vi er lige ankommet til byen og har sovet hos nogle venner. 

Udsigt fra hotelværelset i Antalya. Bygningerne er nogle MEGET fine hoteller.

Billede af vores hotel. Grida City Hotel huser starten på vores eventyr.
Her mødte vi en tyrkisk kendis fra Survivor (Tyrkiske Robinson), Wipe Out og Deal No Deal, som i dag er tennistræner. Vi endte med at mødes med 2 af kollegaerne senere på rejsen. 

Beach Park, Konyaalti, Antalya. Vi fandt vores flag!

Vores første dag i landsbyen udenfor Banaz. Her besøgte vi familie.
Manden ville så gerne have, at jeg tog et billede af ham og sit æsel.

Den smukke udsigt fra huset i landsbyen. Solen er på vej ned, og det er så betagende! 

Om tirsdagen var der bazar. Det var fedt!

Mig på bazaren!

Vores sidste dage brugte vi i Izmir.
Vi er taget til Cesme, hvor alle de rige og kendte holder deres ferier.
Det kan vi godt forstå - hold op, hvor er der lækkert! Uhm!

Nu går vi bare og venter på, at vi skal rejse til Antalya, Izmir og ikke mindst Istanbul til sommer. Nøj, hvor jeg glæder mig. Slappe af, hygge sig og møde en masse mennesker. Og drikke tyrkisk the! Det savner jeg herhjemme. I disse tider er der rigtig meget fokus på adoption, og det tager hårdt på mig. Amy sagen ligger mit hjerte nær, og sagerne om de etiopiske børn gør mig vred! Jeg bliver frustreret over, at der er så meget modstand. Jeg bliver frustreret over, at det skal være så svært, når vi er så mange, som bare gerne vil nyde vores frirum og vores fællesnævner. Jeg er harm over den danske journalistik og Politikkens måde at bringe historier på - jeg plejede ellers at elske Politikken! (Giddi günler; Oh those good old days!)

Jeg ved også godt, at der er nogle, som har det langt sværere med det her, eksempelvis de involverede i Amy sagen, men for mig er det stadig svært. Jeg er ung og har kun 21 års liverfaring (Dammn, tiden går stærkt - jeg havde fødselsdag i søndags!), men jeg er formand for alle unge adopterede i Danmark, og derfor vil jeg også gerne være oppe på et højt niveau, jeg vil være orienteret og skarp. Det kan ikke lade sig gøre hele tiden, og jeg har desværre ikke altid ret. Men jeg forsøger virkelig at holde mig på niveau med eksperterne ;-) Det er hårdt arbejde, fordi at adoption er meget nuanceret, og enormt følsomt og forskelligt for alle. Nogle gange kan det være svært, at abstraherer fra sine egne holdninger, som jo typisk bunder i egne erfaringer - selvom, at man absolut ikke bør generaliserer ud fra egne erfaringer! Det forsøger jeg også selv at efterleve, og derfor suger jeg ALT til mig som en svamp. 

Så med al den omtale og den frustration, den medbringer, vil jeg hellere fordybe mig i tyrkisk musik. Jeg må koble hjernen lidt fra i dag, og så tage fat imorgen. Nu er det tid til Tarkan ;-)

Og jeg har naturligvis uploadet sangen til jer også! 

Fokus

Kære alle sammen.
Adoption har været rigtig meget i medierne. Adoption & Samfunds formand Jens Damkjær har været i TV2 News, og der har været flere artikler om adoption - én af dem er en artikel med mig.
Lad os håbe at al den mediedækning, kan hjælpe os videre. Vi ønsker PAS ordningen på finansloven, vi ønsker et viden - og formidlingscenter.. Meget kan gøres.

Billede af artiklen "Jeg kunne have mistet livet" fra Kristeligt Dagblad 

Det giver jo også anledning til eftertanke og inspiration.
Når jeg funderer over livet og adoption, så er de unge altid i mine tanker. Jeg tænker altid på, hvordan vi kan gøre tilværelsen bedre, og hvordan vi kan forhindre triste skæbner og ulykke, som lige nu får rigtig meget taletid. Men lad os nu ikke glemme, at der er tale om ca. 7-10 % af adoptivbørn, som oplever problemer - resten er lykkelige og aldeles velfungerende!
Jeg har på det sidste haft en ulykkelig skæbne tæt på livet. En skæbne som har brug for intensiv og massiv psykologisk hjælp, hjælp til at fungere, og hjælp til at bearbejde sin adoption. Det er hjerteskærende at se et system, som tror at de faktisk ved noget om adoption, når de ikke aner noget som helst! Det er frustrerende, at man ikke overvejer, hvor vigtigt det er, at man får bearbejdet de følelser, som er forbundet med adoptionen. Jeg tror på, at hvis man får bearbejdet følelserne, og får snakket om adoptionen, så kan man langt hen ad vejen skille sig af med mange problemer. Jeg har selv oplevet det. Den dag hvor jeg ligesom indså, at min adoption spillede en stor rolle i mit følelsesmæssige liv, var det også MEGET lettere at kunne agere og bevæge mig i livet. For jeg kunne håndtere mine følelser, og jeg vidste, hvorfor jeg følte, som jeg nu engang gjorde. Man er ikke herre over, hvorfor man føler, som man gør - men bare at vide, hvorfor man føler det, kan måske gøre det lettere.
Jeg hører bestemt ikke under de 7 - 10 %, jeg hører heldigvis til dem, som er velfungerende. Jeg betragter ikke min adoption som en sygdom eller et symptom, men den spiller en kæmpe rolle i forhold til min identitet. Den er en del af mig. Jeg ville ikke være mig, hvis ikke jeg var blevet adopteret. Og det er jeg stolt af! Så selvom at det kan lyde som om, at adoption er et stempel på min pande, så betragter jeg det nærmere som en del af min krop, en del af min sjæl og en del af mit sind.

Nu er der desværre ikke tid til mere for denne gang. Det blev altså et kort og følelsesmæssigt indlæg. 
Godnat. 
- Choko <3

Adoption er en god måde at stifte familie på!

Adoption kritiseres for at være blødsøden og at være en dårlig måde at skabe en familie på. Forskere, adopterede og andre aktører langer ud efter adoptionsverdenen. Børnene bliver skadet for livet – og der har været ingen hjælp at hente.

I det sidste års tid har adoption fyldt meget i medierne. Mange danskere aner slet ikke, hvad adoption er. De aner ikke, hvad der sker efter adoptionen, og hvorfor det kan være svært at være adopteret. Vi er jo bare som de andre.

Negative historier har floreret i medierne. Nogen har givet dem masser af taletid og skabt en unuanceret debat. Den konstatering bunder ikke i bitterhed eller jalousi, men når der kun belyses én vinkel, så bliver debatten bare meget unuanceret. Debatten er også blevet generaliseret ud fra enkeltpersoners private historie, men man kan altså ikke generalisere ud fra personlige historier. Det bør være i alles interesse, at vi kigger på forskellige sider af sagen og kan se på det bredere perspektiv!

Der findes mange sørgelige historier, og det er dybt ulykkeligt for de berørte familier. Desværre har det affødt nogle meget bitre holdninger, og personer som ikke kan se udover deres egne historier. Det er rigtig ærgerligt. De skulle have haft noget hjælp.

De bitre holdninger ender altid med, at adoption er en dårlig ting, fordi at nogen har haft en dårlig barndom. Her laver man altså en fejslutning. For adoption er ikke en dårlig ting. Hvad er adoption egentlig?

Adoption er, når et barnløse par får et barn, som mangler forældre og kærlig. En familie skabes. Det er adoption!

Så er der alt det andet før og efter adoptionen, som man kan kritisere. Det er helt okay. Man skal bare kalde en spade for en spade, og en skovl for en skovl!

Man kan kigge på godkendelsesrammerne, hele systemet, den hjælp man kan få (eller den hjælp man burde få!) og meget mere. Der er da nogle ting, som godt kunne forbedres og hvor kritikken er konstruktiv.

Det nytter bare ikke noget, at man kritiserer det system, vi havde for 40 år siden, eller den hjælp man ikke fik dengang. Det kan vi ikke bruge til ret meget. Lad os dog hellere bruge tiden på at kæmpe for at alle adopterede kan få livslang hjælp gennem PAS ordningen, eller at vi kan oprette et videns-og formidlingscenter, så eksempelvis fagpersonerne kan blive bedre til at håndtere de adopterede og deres familier, så vi ikke alle sammen ender med diagnoserne ADHD, borderline og tilknytningsforstyrrelser. Mange af de adopterede har bare brug for at få bearbejdet deres adoption, og den sorg der nu engang følger med. De har brug for, at nogle lytter på dem.

Den seneste historie er om det etiopiske børnehjem Enat Alem og om organisationen DanAdopt. De biologiske forældre bliver lovet billeder og kontakt til børnene, og at børnene vil vende tilbage til Etiopien. Det er katastrofalt, disse løfter kan nemlig ikke overholdes. De bliver derfor narret til at give deres børn væk. Nogle kalder det grænsen til menneskehandel. Der må ikke herske nogen tvivl om, at adoption ikke er menneskehandel! Adoption betyder ikke, at adoptivforældrene køber et barn. International adoption er sikret gennem internationale love og konventioner, så der ikke bliver handlet med børn. Skulle det ske, at nogen bryder disse regler, skal de naturligvis også tage konsekvenserne for det. Det er vores opgave, at tingene forløber retmæssigt og korrekt.

Det er meget vigtigt at understrege, at vi ikke går ind for menneskehandel. Det er ikke i nogens interesse at frarøve forældre deres børn. Barnets tarv skal altid være vores primære fokus!

Når det så er sagt, så er adoption stadig en god måde at stifte familie på! Et barn får en ny chance i livet, og barnløse par får muligheden for at give et barn alverdens kærlighed og omsorg.

Med disse ord vil jeg slutte, og opfordrer alle til at se på tingene med nuancerede briller – også selvom at medierne har tendens til at belyse tingene fra udelukkende én vinkel.

Adoption er en god måde at stifte familie på!

Drivkraften i mit arbejde

You could go the distance
You could run the mile
You could walk straight through hell with a smile
You could be the hero
You could get the gold
Breaking all the records that thought never could be broke

Do it for your people
Do it for your pride
Never gonna know if you never even try
Do it for your country
Do it for you name
Cause there's gonna be a day

When your, standing in the hall of fame
And the world's gonna know your name
Cause you burn with the brightest flame
And the world's gonna know your nameAnd you'll be on the walls of the hall of fame
Be a champion, Be a champion, Be a champion, Be a champion
On the walls of the hall of fame

Adoptionskonferencen på Christiansborg d. 19.09.12.

Be teachers. Be politicians. Be preachers. Be believers. Be leaders. Be astronauts. Be champions
Be true seekers
Be students

Det er efterhånden ikke nogen overraskelse, at jeg lægger meget energi i arbejdet for adoption. Det ligger mit hjerte nært. Det betyder alt for mig. Men hvorfor gør jeg det egentlig? Nogle dage er det uoverskueligt at være formand for Adoption & Samfund - Ungdom, det er hårdt og til tider drænende. Men når jeg så ser mine medlemmer i øjnene, og når jeg hører deres historier, så bliver jeg mindet om, hvorfor jeg gør det. Det minder mig om, hvor vigtigt det er, at nogen står i spidsen for alle de her unge mennesker. Jeg står i spidsen. Jeg kæmper for deres sag. Jeg kæmper for de små børn, som lige er kommet til Danmark, jeg kæmper for, at de har et sted at gå hen, når de er blevet ældre. Jeg kæmper for de kommende adoptivbørn, jeg kæmper for, at de får et bedre liv i Danmark, og en så smertefri tilværelse som overhovedet muligt. 

Jeg kæmper for at systemet fungerer så optimalt som muligt. Jeg kæmper for, at adoption fortsat vil være en fantastisk måde at stifte familie på. Jeg kæmper for, at vi ikke bliver glemt. (For jeg synes ofte, at man glemmer os.) 

Når jeg sidder og skriver mine foredrag, så bruger jeg meget tid på at tænke over min adoption og mit liv. Når jeg tænker tilbage, så har jeg haft en god opvækst, kærlige og støttende forældre, og generelt et godt liv. Alligevel har det været hårdt nogle gange. Det har været hårdt at vokse op, og faktisk også ret hårdt at blive voksen og se, hvordan adoptionen egentlig påvirkede mit liv i et omfang, jeg slet ikke var klar over - indtil nu. Det gør ondt at indse, at den person jeg var i folkeskolen, var et barn, som var påvirket af sin adoption. Det gør ondt at mærke, hvordan adoption påvirker mit syn på livet, på mine følelser (for jeg er meget mere sårbar end andre.), hvordan det påvirker min psyke. Det gør ondt at mærke, at det er svært! Og lige nu i dette sekund gør det ligeså ondt at skrive om. At skrive om adoption, at arbejde med adoption er også én af de måder, jeg lærer at leve med det på - og derfor er det både hårdt og et meget følelsesmæssigt arbejde. 

Jeg har lige været til Landsmøde i Radikal Ungdom, og her spurgte jeg social & sundhedsordføreren om, hvorvidt man ville lave en adoptionspolitik. Han blev rigtig glad, og det er noget, man vil arbejde på. Det glæder mig - uanset om det er RU, DSU, SFU, DFU, VU, KU eller LAU - adoptionspolitikken har været glemt i mange år, og nu gør ét parti noget ved det. Det er fantastisk. 

Derudover kom mange af mine partifæller hen og roste mig for alt det arbejde. "Det er så fedt, det du gør Ina." "Jeg så dig i medierne, fed artikel." Kommentarer som disse er fantastiske, og jeg sætter pris på dem alle sammen, hver og én. Ofte bliver jeg så overrasket over den positive tilbagemelding, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal svare - så svaret bliver nogle gange lidt kejtet. Men det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke sætter pris på dem - for det gør jeg! Fantastisk feedback fastholder mit fokus. Så der skal lyde et kæmpe stort TAK til alle jer, som har været henne og rose mig gennem tiden. Til alle jer i Adoption & Samfund, både i Hovedbestyrelsen og i lokalforeningerne, til adoptionskonferencen, Amys adoptivforældre, DanAdopt, AC Børnehjælp, til venner og familie. STORT TAK TIL ALLE! 

Det skal være min afsluttende bemærkning. "You can move mountains, you can break rocks, you can be a master. Don't wait for luck. Dedicate yourself and you can find yourself." 

Tak til jer alle sammen! 

Adoption og taknemmelighed

Kære alle sammen.

Der er nu gået noget tid siden, jeg har fået skrevet her på bloggen.
Der er sket rigtig meget. Jeg er blevet interviewet til Kristelig Dagblad om en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, som også handler om min personlige historie. Der var mange emner på banen.
Ét af emnerne var taknemmelighed.

Skal man som adoptivbarn være taknemmelig? Er man tvunget til det? 

Det er meget simpelt - NEJ, man skal ikke føle sig tvunget til at føle sig taknemmelig. Vi kan jo ikke gøre for, at vi blev adopterede. Det er bare sådan, det er. Der er bare heller ikke noget galt med at være taknemmelig, hvis man er det.

Personligt føler jeg mig taknemmelig. Men ikke kun overfor min adoption, men for livet. Jeg er glad for, at jeg er i live den dag idag. Var jeg ikke blevet adopteret, havde jeg måske mistet livet tilbage i 1994. Så på den måde spiller adoptionen naturligvis en rolle, men det er der så en grund til.

Derudover så sidder jeg og skriver på et foredrag, som jeg skal holde for Adoption & Samfunds lokalforening i Midt-og Vestsjælland. Det er et bredt foredrag, som strækker sig fra børnehavebarnet til den unge adopterede. Jeg kommer ind på min egen historie, og jeg kommer med mit bud på, hvilken slags hjælp, der vil være godt for unge adopterede. Jeg glæder mig rigtig meget. Normalt er mine foredrag vinklet mere smalt, men det bliver spændende at prøve at holde et stort og bredt foredrag.

D. 10-11. november er der generalforsamling i Adoption & Samfund - Ungdom i Odense. Det bliver fedt, og vi er godt igang med planlægningen. Vi håber på at se en masse dejlige unge mennesker!

Nu vil jeg gå i seng, jeg skal tidligt op og en tur til Hornslet, for at hygge og have kvalitid med mennesker, der ligger mit hjerte nært.
Godnat peeps.
- Choko