Sådan har jeg det lige pt. Derfor har jeg meldt mig til casting til Trinny & Susannahs makeover i DK.
I den seneste tid har det indre fået meget opmærksomhed og energi. Min adoption har fyldt meget, det har krævet mange timer og tårer.. Sådanne følsomme emner kan være meget drænende, og det ligger hele tiden i baghovedet.
Nu trænger jeg til at få pudset det ydre en anelse! Nå ikke mere om mig.. Ved I, hvem der ellers kunne trænge til en makeover?
Det gør den kritiske tone af adoption!
I den seneste tid har der været meget omtale af adoption. Det startede med historier om to kvinder, der har fået deres adoptioner ophævet efter, at de er blevet voksne. Det skabte noget debat. Så kom den hjerteskærende sag om Amy, det stakkels pigebarn fra Etiopien, hvis adoptivforældre ikke kunne rumme hende og den voldsomme tvangsfjernelse fra plejeforældrene.
Sidenhen har der været historier om kræsne forældre og fokus på de svære emner indenfor adoption. Jeg tror på åbenhed og ærlighed, men jeg er også pragmatiker. Jeg går ind for, at man tænker sig om, at man lytter til eksperter, og at man bruger sin fornuft.
Ønsker man fokus på nogle af de svære emner inden for adoption, så er det altså igennem medierne. Medier kan være gode, men også farlige - de kan fordreje ting, hvis man ikke passer gevaldigt på.
Adoption er sårbart og komplekst. Det er svært at forstå for andre, som ikke har med adoption at gøre. Adoption er skrøbeligt og hører på den måde ikke hjemme i mediernes søgelys.
Nu går jeg ikke ind for revolutioner, men for reformer - altså en langsom ændring. Jeg tror ikke, at man skal stræbe efter revolutioner indenfor adoptionsverdenen, men nærmere reformer. En optimering af de formidlende organisationer er en langsom process, som vi skal kæmpe for - but let's take babysteps!
Hvad gør den kritiske tone? Den gør mig ked af det, den gør mig vred og frustreret. Specielt når det kommer fra andre, som selv er adopterede. Jeg er ikke ved at spænde skyklapperne fast med bolte, men jeg synes det er uforskammet at kritiserer adoption som metode til familieforøgelse. Jeg synes at adoption er en fantastisk ting, og jeg kan ikke forstå, hvorfor nogle ikke kan se det?
Jeg er og bliver taknemmelig for min adoption, af hele mit hjerte! Og det mener jeg dybt seriøst. Det kan stadig give mig en klump i halsen, når jeg tænker over, hvor heldig jeg er!
Havde det ikke været for adoption, havde jeg mistet livet i 1994. Muligvis før ..
Sådan som adoption foregår her i Danmark, har jeg endnu ikke hørt én historie, som har påvirket mig så dybt, at jeg tænker "Nej, nu må galskaben stoppe. Vi må gøre noget!" Måske er jeg kold i bagenden, men det mener jeg virkelig. Vi har et stramt godkendelsessystem, hvilket jeg som adoptivbarn sætter meget pris på. Det at få en familie i sig selv, er ikke nok. Det er altså ikke alle, som er egnede til at være forældre - og specielt ikke adoptivforældre. Det kræver altså sin indlevelsesevne og rummelighed.
PAS ordningen er blevet fast, det er ikke længere "på prøve", det vil altså sige, at vi som familier kan få hjælp af specialiserede psykologer.
Adoptionen er på den politiske dagsorden.
Der sker rigtig meget indenfor adoptionsverdenen lige pt. Det er godt, det tager tid - men jeg tror på forbedringer i det lange løb. Der er ingen grund til kritik. Hold hovedet koldt.
Vi skal forhindre menneskehandel, kidnapning af børn, adoption af børn, som ikke var opgivet til adoption - der er meget at kæmpe for! Men i bund og grund, så kan vi være stolte af vores system. Et system, som ikke er korrupt eller fyldt med fejl ... Lad os sætte pris på det!
Jeg har MEGET mere at sige, men nu får jeg ondt i fingrene - så nu stopper jeg!
God dag til alle
Ina D. Dygaard
Formand for Adoption & Samfund - Ungdom
