Dagen før dagen

Kære alle sammen.

Så blev det d. 23. december. Julestemning har der godt nok ikke været meget af her. Tiden har været præget af eksamener. Jeg har ligget begravet i bøger og opgaver, så julehyggen har måtte vente på sig. Men imorgen går det løs!
Jeg skal fejre jul i Skanderborg med hele min familie. Og i år prøver vi noget nyt, i stedet for at mødes ved spisetid, så samles vi om eftermiddagen og laver al maden sammen, spiller pakkespil og leger med ungerne! Det bliver så hyggeligt!
Så den der snestorm må godt gå væk!

Hvad er jeres juletraditioner?

Alle julehilsnerne er sendt ud, gaverne er købt og jeg har vundet 50 kr. i Quicks skrabejulekalender!
Jeg er så klar til jul!

Da jeg sad og skrev julehilsner til DanAdopt, AC Børnehjælp og A&S, reflekterede jeg lidt over året der gik.
Det har været et rigtig hårdt år, som har været præget af en massiv kritik af adoption. Fra adopterede, fra forskere, fra journalister og fra den gængse dansker.
Heldigivis sker der al muligt positivt på den politiske dagsorden, som jo er enormt vigtigt for os som familier, der i sidste ende gerne skulle forblive lykkelige og sunde.

Personligt har det været et turbulent år. Jeg blev single, min veninde flyttede ind, jeg blev rask - og nu har jeg det rigtig godt. 2013 byder på spænding: Jeg skal en tur til Prag til februar, en måned til Tyrkiet og forhåbentlig tabe 10 kg! Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer!

Jeg kommer med et meget længere og uddybende indlæg i løbet af ugen, når jeg har proppet mig med så meget julemad, at jeg lige skal have en pause :)

Jeg vil ønske alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.
Ich wünsche Euch alle ein fröhliches Weihnachten und Guten Rutsch!
Merry Christmas to everyone, and a happy happy New Year!

- Choko

Den anden side..

Kære alle sammen.

Ved godt, at der har været lidt stille her - det er der en god grund til.

Efter Mercy Mercy blev vist, blev det simpelthen for meget for mig.. Der skal slet ikke være nogen tvivl om, at det har været.. ja undskyld, men pisse hårdt!
Dokumentaren og den efterfølgende debat tog så hårdt på mig, at jeg den dag i dag stadig ikke sover ordentligt, og jeg i en hel uge glemte at spise. Det er et tegn på, at kroppen siger STOP DIG SELV!! Nu er jeg jo en stædig dame, og jeg forsøgte at finde op & ned i alt det her kaos. Holde hovedet koldt, og være den, som kunne se tingene i det større perspektiv, være den som kunne nuancere debatten.
Jeg gjorde mit bedste..

Nå, men jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg går til psykolog. Min psykolog er vanvittigt dygtig, og hun siger altid noget klogt, men jeg bed mærke i én bestemt ting.

Vi sad og snakkede om hel adoptionsdebatten og om den negative tone. Jeg påpeger, at det jo altså "kun" er 7-10 % af de adopterede, som får vanskeligheder, hvad faaaaen det så betyder.
Pludselig, med hendes hjælp, gik det jo faktisk op for mig, at jeg selv delvist tilhører den procentdel.

Nej, jeg er hverken fysisk handicappet, anbragt uden for hjemmet, eller har en tilknytningsforstyrrelse.. men de første 20 år af mit nu 21 årige liv har været præget af mange forskellige vanskeligheder.
Først så blev jeg adopteret, hvilket jeg priser mig lykkelig for - men selvom, at jeg kun var 49 dage gammel, så blev jeg altså forladt, og det bed min underbevidsthed mærke i.
Da jeg var 4 år gammel, var jeg ved at miste livet ved et astmaanfald, og har siden kæmpet med tanken om at lide af en kronisk sygdom. Ikke nok med det så har jeg haft, jeg nævner i flæng, infektion i lungerne flere gange, helicobaktor i tyktarmen, svineinfluenza, lungebetændelse (som kan være fatal for en lungepatient) og mange andre sygdomme.
Jeg har gået på 3 forskellige folkeskoler/privatskole og i 4 forskellige klasser, og kan den dag i dag ikke sige, at jeg havde det skidegodt i nogle af klasserne. Min skolegang var præget af mobning, frustration og behov for tilknytning.
Da jeg blev student i 2010 fik jeg en depression, som jeg først fik behandlet efter et halvt år. Jeg mistede hukommelsen i 2 måneder. I mellemtiden fik jeg udviklet angst og måtte på lykkepiller. De gjorde intet godt. Jeg kunne ikke være vågen mere end 6 timer ad gangen, og så måtte jeg lægge mig. Det gjorde mig konstant træt, meget sårbar og asocial. Dem, som kender mig godt, ved at jeg af natur er MEGET social. Elsker at begå mig mellem mennesker. Det er i en sådan arena, at jeg har det bedst.
Nå, men først for et par måneder siden, kunne jeg ånde lettet op. Jeg overlevede!

Hvorfor blotlægger jeg nu hele min historie? Jo, det gør jeg fordi, at jeg vil understrege, at man faktisk godt kan komme ud på den anden side - helskindet!
Jeg lever i dag! Jeg trækker vejret, jeg bevæger mig i fuld fart. Jeg er i live. Jeg har det godt. Jeg har accepteret min adoption.
Så selvom at man måske på nogle punkter kan tilhøre de 7-10 % (måske kun i perioder), så kan man altså godt ende med at være lykkelig.

Jeg er lykkelig for, at jeg blev adopteret. 

Jeg blev forladt, men jeg blev også valgt. 

Jeg blev svigtet, men også fundet. 

Når man taler om adoption, så taler man om stærke følelser, om ønskebørn og vanskeligheder. De svære ting skal også frem i lyset, de er jo med til at nuancere debatten. Alligevel anser jeg dette som målet - at komme helskindet ud på den anden side. At kunne acceptere sin adoption og være lykkelig for at være blevet valgt til. 

Og det er min pointe, jeg har haft det svært, jeg har været rigtig sur på livet, det kostede mig troen på Gud, det resulterede i høje medicinudgifter - men jeg er her endnu! 

Vi skal simpelthen holde fast i, at man sagtens kan være et lykkeligt adoptivbarn. Vi må ikke glemme de knapt 90 % midt i det her kaos. Dermed ikke sagt, at jeg ikke føler med Amy og Masho - for det gør jeg bestemt! Jeg ønsker bare ikke, at journalister, instruktører og andre aktører kan få vendt debatten så meget, at man faktisk glemmer, hvad adoption betyder for langt de fleste. 

Det måtte blive den sidste bemærkning for nu. Nu vil jeg sove.

- Choko! 

Danmark skal tage ansvar for de adopterede og deres familier!

Kære alle sammen. 

Der er nu gået ca. halvanden uge, siden Adoptionens Pris blev vist på TV2. Det sætter jo mange tanker igang, og 

Adoption er en fantastisk måde at stifte familie på, men desværre tabes der nogle børn undervejs. Det er sørgeligt og vidner om, at vi har brug for, at Danmark tager ansvar nu!

Sagerne om Amy og Masho vidner begge om, at det kan være vanskeligt at være en del af en adoptivfamilie. I nogle tilfælde kan forældrene simpelthen ikke magte den opgave, der er forbundet med at have et adoptivbarn – selvom at det er deres største ønske! For selvfølgelig er der ingen adoptivforældre, som giver op uden en kamp for deres børn. Ingen forældre vil gå igennem et langt godkendelsesforløb, kurser og ikke mindst den lange ventetid, hvis ikke det var fordi, de gerne ville deres børn det godt! Når et adoptivbarn bliver anbragt udenfor hjemmet, så er det ikke fordi, at adoptivforældrene giver op! Det er et skrig på hjælp. Hvad skal man gøre, når man står med et barn, som har det ualmindeligt svært? Svært ved at takle sine følelser, svært ved at styre sin vrede, sorg, forladthed og frustration? Hvad skal man gøre, når kommunen ikke har nogle fagfolk med adoptionskyndig viden? Hvem skal man gå til?

De to sager om Amy og Masho giver mig et meget klart indtryk af, at der er behov for hjælp. Der er behov for, at den danske stat tager ansvar for de her familier. Vi har forpligtet os som stat at tage os af de her børn. Så skal vi altså også gøre det! Det er uacceptabelt, at adoptivfamilier får helt forkert vejledning af fagpersoner, som ikke har forstand på adoption. Staten må sørge for at tage hånd om os!

Den rigtige rådgivning:

For at man som adoptivfamilie kan klare sig, skal der i nogle tilfælde hjælp og rådgivning til. Hvad er den rette rådgivning? Det kan besvares med tre bogstaver: P A S. 

Post Adoption Service ordningen er lige det, vi har brug for! Vi skal bare have en livslang PAS ordning, så de adopterede også kan få hjælp senere i livet. Jeg har mødt rigtig mange unge adopterede, som først fik problemer, da de gik i puberteten eller selv skulle have børn. Når alle følelserne så vælter frem og er ustyrlige, så har de unge og voksne adopterede heller ikke nogen at gå til. Det er sørgeligt, at vi som samfund ikke gør nok for de her mennesker. Vi har et stort sikkerhedsnet og en velfærdstat, som de fleste af os er stolte af. Det plejede jeg også at være. I dag ser jeg et system, som lader deres adoptivbørn sejle i deres egen sø – det kan vi simpelthen ikke være bekendt! Vi har brug for den PAS ordning på Finansloven nu, det er vores ansvar at vi ikke får flere sager som Amys og Mashos. 

Ifølge Haagerkonventionen, som vi jo altså har forpligtet os til, så skal vi sørge for rådgivning til adoptivbørnene. Efter min mening så overholder vi ikke Haagerkonventionen. En kommunalt ansat psykolog uden forstand på adoption, er ikke godt nok! 

Efter Mashos ulykkelige historie har politikerne endelig fået øjnene op for, at der skal gøre noget radikalt! De har derfor vist besluttet at sætte penge af til PAS. Det er jo fantastisk! Det er bare 40 år for sent.. Men ok, bedre sent end aldrig. 

Er spændt på at se, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid. Lad os håbe, at vi kan få adoption på Finansloven!

Nu når jeg desværre ikke mere, jeg har en eksamensopgave, der desværre ikke skriver sig selv. 

God dag til alle!

- Choko

Sikke en uge

Kære alle sammen.

Lytter til en af de største stemmer fra Tyrkiet. Ebru Günes har en fængende stemme! Jeg kobler af.

Hold nu op en uge, jeg har haft! Sjældent har jeg sovet så lidt, siddet foran min Mac i så mange timer, røget så mange cigaretter og gået frem og tilbage i mit køkken!

Det har virkelig været hårdt. Det skal der slet ikke være nogen tvivl om. Adoption har aldrig fyldt så meget i medierne, som de har gjort i den forgangne uge.
Det har været rigtig svært - af flere grunde.
1. Jeg har så ondt af lille Masho.
2. Jeg får ondt af hendes forældre, fordi de udsættes for et så stort og offentligt had, som efter min mening er helt uhørt. De er blevet rådgivet dårligt.
3. Manglen på viden om adoption skriger så højt i den dokumentar. Den psykolog aner ikke, hvad han taler om! Han er totalt afsporet.
4. En helt ny problemstilling er kommet til overfladen. Mediernes besøg hos de biologiske forældre. Det er så uetisk og så forkert! Det må ikke ske! De skal lade vores familier være i fred, skal de!
5. Jeg har tillid til et system og de danske myndigheder - men det kritiseres så groft!
6. Jeg elsker adoption, det reddede mit liv, og debatten er så fjendsk og fuld af had.
7. Folk forstår simpelthen ikke, hvordan det er at være adopteret. Og de vil heller ikke lytte..

Det hele bunder i, at der mangler viden om adoption, støtte til adopterede og et eftersyn af systemet her og der. Vi skal have ryddet op i alt det her, og vi skal hele vejen rundt. Bliver næsten helt forvirret af alle de ting, som kan forbedres!
Jeg skal vist have det lidt på afstand. Jeg skal have tømt hovedet og se tingene mere klart! (Måske et par timers søvn ville gøre godt?)

I dag har jeg brugt dagen hos en veninde. Juleklip og hygge hele dagen.
Imorgen kommer far og laver lidt praktisk her i lejligheden. Der skal skrives eksamensopgave. Hele ugen gik med adoption, journalister og eftertanke. Kunne overhovedet ikke koncentrere mig om opgaven, så nu er jeg en uge bagud, og det skal indhentes imorgen! Bum..

Nu vil jeg gå i seng..

Jeg skal nok komme med et mere sigende oplæg. Skulle bare lige have det her ud af systemet. 
Godnat
- Choko <3