Jeg elsker adoption, men nogle dage er det hårdt. I dag vil jeg skrive om, hvad jeg føler, når det hele bliver for meget.
Man plejer at sige, at dårlig PR er bedre end ingen PR. Men er det virkelig sandt? For tiden er jeg meget i tvivl...
Der har i lang tid floreret skandaløse historier, der er blevet langet hård kritik ud efter adoptionsverdenen.
Imorgen vises filmen "Adoptionens Pris" på TV2. Jeg er spændt, men også vanvittigt nervøs. Filmen har allerede skabt en del røre og affødt hård kritik af DanAdopt.
Som medlem af Adoption & Samfunds Hovedbestyrelse, og som formand for Adoption & Samfund - Ungdom, kan jeg på nuværende tidspunkt ikke komme med min personlige holdning til sagen, det er også svært, når man ikke har set filmen.
Men jeg frygter, hvad der sker imorgen efter filmens TV premiere.
Oveni det, så er Dorrit Saietz blevet indstillet til Cavlingprisen for sine artikler om Amy. Amy-sagen er ulykkelig og aldeles forfærdelig. Det har ødelagt en familie. Dorrit skal have credit for at have skabt opmærksomhed på de ting, der foregår i Etiopien, men måden hun har gjort det på, er noget jeg tager meget stor afstand fra. Igen, kan jeg ikke sige så forfærdeligt meget pga. tillidsposter, som er nogle poster, jeg vægter højt og betræder med varsomhed.
Hvorfor skriver jeg nu om 2 sager, som jeg alligevel ikke vil kommentere ordentligt på?
Det gør jeg, fordi at jeg er så træt af al den negative omtale. Ikke bare træt, som i fornærmet og tøsesur - nej jeg bliver fysisk træt helt ind til knoglerne. Der er dage, hvor jeg bare ikke gider læse flere artikler om myndigheder, om børn, om at adoption er menneskehandel, eller hvad det nu kan være.
Da jeg startede på at få Adoption & Samfund - Ungdom bragt tilbage sammen med Johanna Vigholt, var adoptionsverdenen en forstående, en spændende og glad verden at begå sig i. Nu er holdningerne splittede, folk på ventelister er bekymrede (No wonder! Det ville jeg også blive med al den kritik!), bitre adopterede, som ikke kunne se objektivt på adoption, og aktører i medieverdenen, som giver spalteplads og TV tid til dem, som ikke er repræsentative for alle os andre i adoptionsverdenen!
Det er simpelthen så drænene og energislugende.
Jeg forsøger at sige til mig selv "A&S og ASU er dit helle. Det er dit frirum, hvor folk forstår dig."
Men undskyld mig - HVOR ER DET FRIRUM!?
Jeg så virkelig gerne, at vi i fællesskab fandt vores samlingspunkt igen. Jeg så gerne, at man vendte retorikken, og at man igen fokuserede på, at adoption er en god måde at stifte familie på!
Vi skal fokusere på en PAS ordning på Finansloven, vi skal have oprettet et videnscenter, vi skal få adoption som en del af pensum hos pædagoger, socialrådgivere og sundhedsplejersker mm.!
Nu skal det ikke ses som om, at jeg har skyklapperne i baglommen, klar til at hive dem frem. Nej nej! Vi skal stadig være opmærksomme på, at de formidlende organisationer og myndighederne gør deres arbejde, men vi må også have tro til Adoptionsnævnet og Statsforvaltningerne.
I sagens natur skal vi være med til at forbedre hele adoptionsverdenen på godt og ondt!
Lige nu er der bare rigtig meget, der gør ondt.
Der kæmpes videre i håbet om en mere sober, objektiv og ordentlig fremstilling af adoption i fremtiden. Det er stadig mit mål, at danskerne skal kende mere til adoption, og hvordan det er at være adopteret. Jeg kæmper for det! For tiden er det bare meget op ad bakke!
Det blev alt for denne gang. Der skal skrives lidt på eksamensopgave i intern kommunikation, inden det bliver alt for sent.
Love from Choko
