fredag den 19. april 2013

Det sociale eksperiment

Kære alle sammen

I forgårs deltog jeg sammen med min veninde i "Gadens Parlament" på DR2.

Med 48 deltagere og 25 minutter er det begrænset, hvad man kan nå at få diskuteret. Det blev i hvert fald meget overfladisk.
Som man også ser i programmet, er jeg langt fra enig i alle synspunkter. Og jeg vil gerne konkretisere mine holdninger, det er en vigtig debat - men 25 minutter giver ikke anledning til de store forklaringer.

Det første jeg vil tage fat i, er Merete Laubjergs udsagn om, at adoption er verdens største sociale eksperiment...
Jeg har ikke ord for, hvad jeg mener om det udsagn!
Hendes argument er, at vi ikke ved, hvordan det ender - og derfor mener hun vel, at vi eksperimenterer med børn.
Men undskyld - på hvilket tidspunkt i livet ved vi, hvad der vil ske om 30 år? Adopteret eller ej, så er der jo ingen garantier i livet.
Hvis adoption er et socialt eksperiment, så eksperimenterer vi vel også med plejebørn, skilsmissebørn - og alle andre børn!!
Og hvordan kan man tillade sig, SOM ADOPTIVMOR, at kalde det for et socialt eksperiment? Ej, altså .. Jeg mangler ord.


Det næste, jeg gerne vil ind på, er hele debatten om international adoption. 
For tiden hører vi rigtig meget fra voksne adopterede, som er adopteret fra Korea. Jeg kan sagtens forstå og rumme deres vrede, frustration og sorg. 
Jeg er bare nødt til at understrege, at det ikke er alle adopterede, som har det sådan. Langt de fleste har et rigtig godt liv i DK. Vi må ikke underkende, at der tilbage i 70'erne blev begået en masse fejl. Det gjorde der - og hvor gør det ondt. Men det er ikke længere repræsentativt for alle adopterede. 
Vi er nødt til at spørge os selv, hvad er alternativet? Hvilket liv kunne vi have haft i stedet ? 
De fleste ville have haft et liv som gadebørn, et liv i slummen, mange af os havde måske slet ikke haft livet i dag. Jeg havde i hvert fald ikke kunne fejre min 10 års fødselsdag. Og det er jo ikke bare noget, jeg formoder - det er noget, jeg ved. Og nej, det er ikke en myte, at børne på børnehjem har det svært. DET ER FAKTUM. At påstå andet er direkte flabet!

Mange af de her kritikere får det til at lyde som om, at alternativet altid ville være et liv hos de biologiske familier. Og det er jeg ganske enkelt ikke enig i .. De børn, som er blevet adopteret indenfor de sidste 20 år, er for det meste hittebørn. De er forældreløse! Måske var det ikke sådan i Korea dengang, der blev børnene måske faktisk narret fra deres forældre - men sådan er det ikke i dag. 
I Sri Lanka er lovgivning stykket således sammen, at de biologiske forældre SKAL dukke op i retten ved barnets overdragelse til adoptivfamilierne. Det forhindrer lige præcis, at børnene bliver givet væk uden forældrenes accept. 
Jeg har kender til flere historier, hvor livet hos den biologiske familie ville have været ualmindeligt forfærdeligt. Forestil dig lige, at være resultatet af din mors voldtægt? Eller incest? 

Jeg vil egentlig også gerne snakke lidt om konsekvenserne af at stoppe international adoption i Danmark. Vi har tiltrådt Haagerkonventionen, Menneskerettighederne og Børnekonventionen. Vi er altså en del af et fælles international ansvar. At lukke international adoption er i mine øjne at løbe fra det ansvar. Vi ville lade nogle børn i stikken, og det kan vi ikke være bekendt! Desuden ville det jo påvirke enormt mange lande. Vi arbejder sammen med omkring 20 forskellige lande, og en lukning vil også påvirke dem. Vi skal altså lige tænke os om en ekstra gang... 

I "Gadens Parlament" blev der også snakket om de biologiske forældre. 
Nogle mener, at der er for lidt fokus på dem, og at de er blevet forsømt. Det er en meget svær debat, både fordi der er mange følelser indblandet, men også fordi, at de biologiske mødre kommer fra forskellige lande, kulturer, kår osv. 
Herhjemme respekterer vi kvindens ret til selv at bestemme - så bør vi også respektere kvindens ret til bortadoption! (Her mener jeg rent principielt)
Jeg synes, der har været lidt en tendens til at romantisere de biologiske forældre. Det er åhhh så synd for dem, og de har alle sammen fået franarret deres børn. Det er simpelthen ikke rigtigt. Mit hjerte bløder for de mødre, som har fået stjålet deres barn. Uden tvivl. 
Men vi må simpelthen også anerkende, at der er kvinder i verden, som sætter børn i verden, som de ikke er i stand til at opdrage og elske. Og ja, der findes kvinder, som ikke elsker deres børn! Eller ikke kan. 
Derudover er der enormt stor forskel på at være biologisk mor i Colombia, Sri Lanka, Kina m.m og så i Danmark. Der er så mange faktorer, som spiller ind - og derfor er det også lidt svært at sige noget generelt om biologiske mødre.
Man er ikke en god forældre, bare fordi man har født børn! Det er et hårdt arbejde at være en god forælder! Kæmpe respekt til alle dem, som gør et fantastisk stort stykke arbejde! 
Man giver ikke sit barn en god opvækst, bare fordi at man deler gener med dem. 
De fleste biologiske mødre har valgt at forlade deres børn. De fleste har nok også gjort det af kærlighed! 



Det vigtigste og mest udfordrende for os adopterede, er nok at vi ALDRIG MÅ GENERALISERE UD FRA VORES EGNE HISTORIER. 
Vores historier kan bruges til oplysning i forbindelse med bestemte emner, men de afspejler jo ikke alle adoptioner. 
Min egen historie er unik, jeg har både haft det svært og godt, jeg er på nogle områder en del af statistikken, men på andre måder ikke. 

Lige nu er vandene mellem adopterede delt. Ulykkelige vs. lykkelige. Det er en ærgeligt drejning! Og jeg ville da ønske, at vi ikke var så splittede. 
Vi kæmper godt nok delvist for det samme mål, men når vores udgangspunkter er så forskellige, så er det godt nok svært at styrke et sammenhold. Efter min mening. 
Hvordan kan jeg kæmpe for adoption sammen med mennesker, som egentlig bare synes, det er noget lort - fordi deres egen opvækst var forfærdelig? 

Dette er en bøn til alle kritiske adopterede, om at vi ALLE sammen kigger udover vores egen navle. At vi alle sammen bevæger os op på et højere plan, og forsøger at se tingene i et større perspektiv. Vi må se fremad og ikke hænge os i fortidens adoptioner. Vi er blevet så meget klogere siden da, og vi har forbedret os! 
Adoption skal være til barnets bedste. Adoption handler om at give børn en ny primæromsorgsgiver. Og hey, så er det en kæmpe bonus at forældre kan øse en masse kærlighed ud til dejlige børn! Vi må ikke accpetere adoptioner, som er foregået på uetisk vis - det må der ikke herske tvivl om, men vi må også huske på, at de fleste foregår korrekt. Vi skal ALTID kæmpe for adoptioner, som udelukkende er til barnets bedste.

Vi snakkede også om åbne adoptioner, som er blevet et nyt og smart emne indenfor adoption. Jeg vil gerne kommentere lidt på det - men det må blive lidt senere. Og måske i et andet indlæg. 


Det her er ren utopi, men hvis man nu som baby fik valget, hvad man helst ville - ville man så ikke vælge et liv hos en familie fremfor et liv på gaden? 
Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge. 




Nu vil jeg takke af. 
Tak for opmærksomheden. 
- Choko

mandag den 15. april 2013

Genealogisk forvirring

Burde egentlig gå i seng.. Klokken er mange, og jeg skal have undervisning på Universitet imorgen. Men hjertet galoperer løs og adrenalinen pumper rundt. Jeg har lige set Horisont på DR1 om adoptivbørn, som flytter tilbage til deres fødelande.

Der var et interview med en sydkoreansk forsker, som brugte begrebet genealogisk forvirring.

Det var meget underligt at få sat et ord på den følelse, som jeg har gået med i mange år.

Genealogi betyder: Læren om slægt. Både teoretisk men også i praksis. Altså slægtsforskning.

Som adopteret kan der nemt opstå noget forvirring omkring denne lære om slægt - eller mangel på samme!
For mig har det i hvert fald været manglen på viden om min biologiske slægt, og jeg tror bestemt ikke, at jeg er den eneste adopterede, som har det sådan.

For mig kom den genealogiske forvirring til udtryk for mange år siden. Jeg har jo en kronisk lungesygdom. At bruge mange timer af sit liv på sygehuset under indlæggelser, kontroller og samtaler med læger, sætter tingene lidt i perspektiv.
Jeg har altid haft svært ved at acceptere min sygdom, og den dag i dag er jeg stadig ikke helt afklaret med det. På trods af en voldsom indlæggelse for snart 3 år siden, har jeg stadig svært ved at tage min medicin med en god fornemmelse i maven. Jeg mangler svar på, hvorfor jeg skal have det sådan.

Hvorfor er det lige MIG?
Er det fordi, at jeg har arvet det fra mine biologiske forældre? Er der lungesygdomme i familien - eller det bare fordi, jeg har været virkelig uheldig?

Jeg var engang til speciallæge sammen med min mor. Lægen spørger mig, om der er bestemte sygdomme i min familie. Jeg kigger på min mor og griner lidt. Så kigger jeg på lægen og tænker "Er du blind eller bare godt dum?"
Men ok, han kunne jo ikke vide, at jeg var adopteret. Så det måtte jeg forklare.
Jeg forlod konsultationen med en ret underlig fornemmelse. Jeg var nok lidt forvirret pga. oplevelsen. Jeg var nok godt og grundigt genealogisk forvirret! Det er episoder som disse, som får mig til at tænke på, at jeg jo faktisk er adopteret. Det er en mindre sjov side af adoptionen.

Jeg har rigtig meget brug for at få styr på den forvirring. Jeg vil virkelig gerne have nogle svar. Jeg vil rigtig gerne vide, hvorfor det lige var mig!
Hvorfor var det lige mig, som skulle have ondt i lungerne og have svært ved at trække vejret?
Hvorfor var det lige mig, som skal bruge en masse medicin bare for at kunne fungere nogenlunde normalt?
Hvorfor var det lige mig, som ikke bare kunne tage til de sportsstævner, jeg gerne ville deltage i ?

Den her genealogiske forvirring kan være enormt frustrerende, specielt fordi der ingen garanti er, for at man nogensinde får svar på sine spørgsmål. Jeg går naturligvis og håber på, at jeg får mine svar engang til sommer, hvis jeg kommer til Sri Lanka. (Hvilket jeg jo håber, at jeg gør!)

Hvem er jeg?
Hvor kommer jeg fra?
Hvem ligner jeg?
Hvorfor er jeg, som jeg er? 

Det er mange af de spørgsmål, som adopterede har florerende oppe i hovedet. Det er enormt belastende at gå og tænke på hele tiden. Jeg synes i hvert fald, at det kan være enormt frustrerende.
Det fyldte ikke så meget som barn, men i takt med at jeg er blevet ældre, fylder det mere og mere i tankerne. Jeg tænker ikke på det hele tiden, men hver gang jeg kæmper med en sygdom eller et andet slægtsrelateret problem, ja så tænker jeg naturligvis på det.

Puuh, det blev et lidt anerledes indlæg, end jeg lige havde forventet. Det blev måske lidt mere følsomt, end hvad jeg havde regnet med.
Vil se om jeg kan komme med et indlæg om et par dage.

Godnat

- Choko

lørdag den 13. april 2013

Overblik

Kære alle sammen.

Ikke mere end 4 måneder efter den første mediestorm om Masho, blev der sidste fredag anledning til endnu en. Socialminister Karen Hækkerup har midlertidigt stoppet DanAdopts samarbejde med Etiopien.
Så kører maskinen igen.. Artikler og historier i samtlige medier. Der er rigtig mange danskere, som lige pludselig har fået en holdning til adoption, og de holdninger bunder mest i alt det lort, ja undskyld mig, som medierne har skrevet. Det skaber nogle forvrængede holdninger, som ikke bunder i fakta! Det kan godt pisse mig lidt af, at vi danskere er så nemme at narre. Tænk, at der ikke er nogle som bare er en smule kritiske overfor medierne. Sørgeligt, det er det.. Og det gør ondt, fordi at vi som adopterede bliver kigget skævt til. Nu skal jeg forsvare min adoption, som er foregået retmæssigt til. Det forventes jo nu af samfundet, at mine forældre blev narret af en børnehøster, og at jeg har det skidt i Danmark.

Børnehøstere, adoptionsbranche, adoptionsfirmaer og andre fantastiske begreber bliver slynget ud hvert 5. minut.

Jeg synes ikke, medierne formår at skabe et sagligt billede (men det er vel ikke noget nyt!), så derfor vil jeg forsøge at komme med mine holdninger og skabe lidt overblik. Mine holdninger er ikke opstået på grund af en artikel fra Ekstra Bladet eller TV2, nej det er en kombination af mine egne forventninger og visioner til adoptionssystemet samt Ankestyrelsens undersøgelse og mine egne erfaringer som adopteret.
Jeg vil naturligvis også understrege, at dette er min PERSONLIGE holdning. Jeg er hverken sociolog, antropolog eller psykolog, så mine betragtninger er på ingen måder faglige eller professionelle.

Etiopien: Der er rigtig mange børn i Etiopien, som har brug for forældre. Der er rigtig mange børn i Etiopien, som aldrig når at blive voksne. Det er sørgeligt, og adoption er én ud af mange måder, hvorpå man kan give børn en fremtid. Etiopien står overfor nogle udfordringer efter min mening. Der er brug for store forbedringer i adoptionssystemet, men det er de godt selv klar over, og forsøger at blive bedre. Der er behov for et mere gennemskueligt system med nogle meget klare regler indenfor området. Der er behov for at de biologiske forældre bliver mere oplyst om, hvad adoption egentlig er.
Kultur og traditioner er nogle underlige størrelser, som man skal tage hensyn til. Vi kan ikke forvente, at Etiopien har samme standarder som os - det er nok tilnærmelsesvist umuligt lige pt., men vi kan tydeliggøre, hvad vi vil acceptere. Vi vil ikke acceptere, at børnehjemmene ikke overholder visse standarder, børnene skal have tilstrækkeligt med mad og medicin! Sådanne ting kan man godt tydeliggøre for vores samarbejdspartnere.

Ophævelser af adoptioner: Der florerer for tiden en historie om, at Mashos biologiske forældre vil have omstødt adoptionen. Jeg vil godt påstå, at det er en rigtig dårlig idé! Jeg tror ikke, det er det rigtige for Masho.
1. Hun har fortrængt sit modersmål, så hun kan derfor ikke kommunikere med dem.
2. Hun ville blive forladt én gang til følelsesmæssigt, hvilket jeg tror vil have store konsekvenser for hendes velbefindende. (Uden at vide det.)
3. For mig lyder det som om, at Mashos biologiske forældre bare gerne vil have noget kontinuerlig kontakt med Masho og Roba. Der er jo intet, der hindrer dem i at kontakte myndighederne og de formidlende organisationer og sende en hilsen, et brev eller et billede til Masho. Men det er Mashos forældre, som bestemmer om der skal være kontakt, indtil hun er fyldt 18 år.

Ankestyrelsens beslutning: Jeg har fuld tillid til de danske myndigheder, og i min optik har man truffet den rigtige beslutning. Vi er nødt til at komme til bunds i den her sag.

Åbne adoptioner: Der er meget snak om, hvorvidt alle adoptioner fremover skal være åbne, såfremt det er muligt. Det mener jeg faktisk ikke nødvendigvis, at de skal. Der er flere grunde, som taler imod åbne adoptioner.
1. Hvad nu hvis barnet overhovedet ikke ønsker kontakt til den biologiske familie? Jeg kan være bekymret for, at det kan skabe nogle identitetskriser hos børn, som føler sig som kastebolde mellem 2 familier. Børnene skal vide, hvor de hører til.
2. Det ses hos nogle plejebørn, at de føler sig som en lus mellem to negle. Deres biologiske forældre har måske et større ønske om kontakt, de har flere følelser i klemme og det er et større tab. Men nogle plejebørn vil helst blive hos deres plejefamilier, fordi der har de det bedst. Der er tryghed, struktur og rummelighed. Jeg kan forestille mig, at åbne adoptioner vil skabe samme forhold mellem familierne, som i plejefamilier - og det mener jeg ikke er godt.
3. Hvis der er tale om biologiske forældre med alkohol/stofmisbrug, psykiske problemer af voldsom grad, eller tendens til at ty til vold - ja så mener jeg ikke, at en kontakt til dem er til barnets bedste!
Og essensen i adoption er jo netop, at det skal være til barnets bedste!

Jeg havde i dag besøg af min far, som skulle hjælpe med min cykel.
Vi kom til at snakke om adoption, fordi at jeg jo har været lidt i medierne på det sidste osv.
Han kom med en meget vigtig pointe...
Princippet om adoption handler om, at børn får en ny primær omsorgsgiver. Og forældre får lov til at få børn. Dét er adoption!
Adoption handler IKKE om at finde børn til forældre. Vi skal ikke have mellemmænd ud og lede efter børn, så bliver det lige pludselig en forretning. Noget tyder på, at det har foregået sådan i Etiopien, og er det tilfældet, ja så skal det naturligvis stoppes! DET ER IKKE ADOPTION!

Nååå, men jeg har faktisk arbejdet lidt på det her indlæg i nogle dage, og siden jeg skrev på det sidst, så har jeg faktisk været i fjernsynet for første gang :D
Det var en fantastisk oplevelse, og jeg kommer til at skrive meget mere om det i næste uge, for på onsdag gæster jeg "Gadens Parlament" på DR2 kl. 19. Så jeg laver nok et lille indlæg om min deltagelse i forskellige medier.
Men her kommer lidt billeder fra Aftenshowet, vist d. 8. april.