lørdag den 18. august 2012

Alle adoptivbørn har special needs.

"Special needs" børn - børn med særlige behov... Et barn som har et handicap på den ene eller den anden måde. Det kræver forældre med et speciel godkendelse. Det er godt.

Men der er jo ingen garanti for, at et "ikke-special need" barn ikke bliver sygt eller har et handicap?
Vi har alle vores at slås med. Jeg har i hvert fald.

Igen vil jeg tage min egen personlige historie i brug, men den er naturligvis subjektiv og ikke generaliserende.

Jeg blev adopteret som 49 dage gammel. Jeg var sund og rask, og min mor fik af vide, at hendes kommende datter var sund og rask. Det var hun så også ... indtil
Da jeg var 3 fik jeg et så voldsomt astmaanfald, at jeg var ved at dø. Havde mine forældre reageret en time senere, havde jeg måske ikke levet i dag.

Så de sidste 17 år har jeg levet med den kroniske sygdom astma. Dertil kom allergien. Hest, hund, kat, græs, birk var det første ... Det gjorde det nogle gange svært, at besøge min mormor og morfar som havde heste og hund. Så blev allergien værre og i dag kan jeg ikke spise rå frugt og grønt.
Derudover brød en hudsygdom ud, jeg fik en depression i 2010 og angst senere. Det kostede mig 2 måneder af mit liv, jeg ikke kan erindre og et halvt år på lykkepiller.
Jeg kan jo lige runde af med, at jeg fik en scanning af min hjerne igår. Lad os håbe, at jeg ikke fejler mere.

Jeg har været igennem lidt af hvert, og må leve med det hver dag. Det er nogle gange lidt en kamp, men for det meste er det til at holde ud! Min pointe her er, at selvom at jeg var "rask" på papirerne, så kan der altid dukke noget op senere hen. Vi har alle sammen brug for opmærksomhed og vi har alle sammen behov. Jeg er ikke et speciel-need barn, men jeg har specielle behov! Og det gælder alle adoptivbørn. Vi er unikke, og specielle, og det skal der værnes om!

God weekend til alle :-) Og god Eid til alle muslimer :-)

- Choko <3