mandag den 12. august 2013

Velkommen tilbage til virkeligheden

Kære alle sammen

Nu er der gået 10 dage, siden vi landede i Kastrup. De sidste 8 dage har jeg så ligget med en infektion i halsen, så jeg er på penicillin. Super dårlig timing, da jeg skal være instruktor (tutor) på uni om 14 dage!!

Jeg ved ikke rigtig, på en eller anden måde føler jeg, at jeg stadig ikke har helt styr på følelserne. Jeg synes ikke, at jeg har bearbejdet noget som helst. Men måske er det fordi, der ikke er ret meget at bearbejde?
Jeg troede jo, at jeg skulle hjem og arbejde med en definitiv afsked med min mor. Men det skal jeg jo ikke. Til gengæld burde jeg finde mig et job, som jeg rent faktisk får løn for, så jeg kan komme til Sri Lanka snarest! ;-)

Samme dag som vi landede, fik jeg en sms fra min grandfætter. Dér kunne jeg alligevel godt mærke, at jeg blev lidt forvirret, og ikke helt vidste, hvordan jeg skulle reagere. Jeg skal lige finde ud af, hvordan og hvor meget kontakt, jeg ønsker.

Det eneste jeg rigtig ønsker, er vel at give min mor en kæmpe krammer. Men det kommer ikke til at ske lige pt.
Jeg sidder her og forsøger at skrive noget klogt, mens jeg lytter til en sang. Sidder og studser lidt over omkvædet. Jeg lyttede også til den på Sri Lanka, og på én eller anden måde, så beskriver den egentlig mit forhold til min mor ret godt.


Nobody sees
Nobody knows
We are a secret
Can't be exposed
That's how it is
That's how it goes
Far from the others
Close to each other
That's when we uncover.

Jeg synes, det er meget sigende, fordi vi også skal holde vores forhold hemmeligt - eller hun skal mest! Jeg kan heldigvis dele min lykke med alle jer, og alle de mennesker, som er tæt på mig - men det kan hun ikke! Hun kan kun dele det med sin fætter, og hvor det smerter mig. Tænk hvis hun bare gerne vil dele sin lykke med resten af verden (ligesom mig!), og er nødt til at skjule den hver eneste dag.

Det er super hårdt ikke at kunne dele det. Eksempelvis skal jeg sammen med mine forældre interviewes til Hjemmet om 14 dage. De ville rigtig gerne have et billede af mig og min mor - men det kan jo ikke lade sig gøre. Jeg kan simpelthen ikke vise billeder af hende. Heller ikke på facebook, selvom jeg så gerne vil. Jeg tør ganske enkelt ikke tage den chance. Tænk nu hvis nogen, som hun kendte, opdagede det. (Chancen er nok lig nul, men alligevel!)
Men som min søde tante Anne sagde, så er det vigtigste jo ikke at dele det med verden, men at vi har hinanden, når vi kan. Og det har hun jo egentlig ret i.. Det er jo bare mig og min lykkesrus!

Nå, nu vil jeg tilbage til sygesengen. Forhåbentlig bliver jeg snart rask, og klar nok i hovedet til at komme med et lidt bedre indlæg ;-)

- Choko!