søndag den 20. juli 2014

Det usagte.

Kære alle sammen.

Det her indlæg har jeg kæmpet med i meget lang tid. Jeg har gået og reflekteret over, hvordan det skulle skrives. For det er ikke nemt at skrive. Det gør faktisk ret ondt. Men jeg synes, det er vigtigt at få vist en anden side af den ellers så rosenrøde genforening mellem mor og barn.

Hele Danmark kender nok til Sporløs, tyskerne til Vermisst - ja der findes rigtig mange programmer hele verden over, hvor programdeltagerne søger efter savnede familiemedlemmer.

Jeg har tit fulgt med i Sporløs. Flere af mine venner har deltaget i programmet, og jeg har også selv overvejet det. Ja, jeg havde endda udfyldt deres ansøgningsblanket. Vi ser ofte et glædeligt møde mellem mor og barn. Vi ser en masse følelser, som har været fortrængt i mange år, få frit løb. Vi ser en kærlig familie, der tager imod barnet med åbne arme.

Sådan troede jeg også, det ville blive, da jeg skulle møde min mor sidste år.
Det blev det ikke. Mødet med min mor var fantastisk - men da jeg kom hjem var tingene knapt så rosenrøde. Jeg fik ikke mødt hele min familie, selvom jeg gerne ville. Jeg fik ikke engang set et billede af mine søstre, og jeg kommer nok heller aldrig til det.

Da der var gået 4 måneder efter rejsen til Sri Lanka, skulle jeg vaccineres den sidste gang hos lægen mod hepatitis. Og der gik det op for mig, at der allerede var gået så lang tid - og at jeg savnede min mor helt vanvittigt.
Det gjorde også meget mere ondt, end jeg havde troet. Inden jeg rejste til Sri Lanka var jeg jo udemærket klar over, at den her rejse ville forandre mit liv for ALTID. Men jeg vidste ikke, at den skulle tage mig igennem en sorgperiode.
Jeg har måtte sørge over, at jeg aldrig får det forhold til min mor, som jeg gerne vil have. Det gør så ubeskriveligt ondt, at omstændighederne ikke giver mig mulighed for at få et forhold til min mor, som jeg så gerne vil have et forhold til. Jeg elsker hende! Vi hører sammen, og det kunne jeg mærke allerede  i samme øjeblik, da hun trådte ind ad døren på hotelværelset i Colombo. Men sprogbarrieren og al det hemmelighedskræmmeri komplicerer tingene.

Det er som at stjæle slik fra et barn - på juleaftensdag! Det er uretfærdigt! Jeg fik lige snust til følelsen af at have en dyb connection med min mor. Og så blev den taget fra mig. Jeg kan slet ikke finde ord, der kan forklare, hvordan det føles - og hvor svært det er.
Jeg har haft rigtig svært ved at acceptere tingene. Selvom mit hoved godt kan forstå, at min mor ikke kan fortælle sandheden til familien, selvom hun sikkert gerne vil, så kan mit hjerte ganske enkelt ikke acceptere det.


Jeg har haft svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke også fik et "Sporløs-moment", hvor familien stod med åbne arme. Jeg har haft meget svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne være lillesøster - og moster. Jeg ELSKER jo børn, og mit hjerte knuses sådan, fordi jeg ikke kan være der for min lille niece. 
Hvorfor gør det så ondt? Jeg kender jo ikke de her mennesker? Jeg har delt 9 timer med min mor. Hun har jo ikke været der gennem min opvækst. Hun var der jo ikke, når livet gjorde ondt, når jeg lå på hospitalet, eller da jeg havde en depression. Korrekt, men hun gav mig livet. Og hun gav mig ovenikøbet en chance mere i livet ved at adoptere mig bort. Jeg er hende dybt taknemmelig (Selvom det jo nærmest er forbudt at sige nogle gange i adoptionsverdenen!) 

En anden faktor er naturligvis, at mit forhold til min mor herhjemme heller ikke altid har været verdens bedste. Jeg vil ikke gå i detaljer, for jeg vil gerne holde vores forhold så privat som muligt - men jeg vil blot nævne, at vores skræntende forhold naturligvis også har en betydning, for det har affødt et behov for en tilknytning til en anden … og her havde min biologiske mor været et oplagt, men urealistisk valg. Og derfor har det gjort dobbelt så ondt. 
Jeg står med to forhold til to mødre, og ingen af dem er, som jeg gerne ville have dem. 



Der er næsten gået et år. 
Tiden er fløjet afsted - og så alligevel ikke. Det er så lang tid siden, jeg har set min mor. Jeg savner hende hver dag. Tanken om, at jeg skal leve sådan her resten af mit liv, er næsten ubærligt. Men tiden heler alle sår, og en dag lærer jeg vel at leve med disse omstændigheder. Det er jo endnu et vilkår. 

Hvorfor har jeg valgt at skrive om det her? 
Fordi min formodning er, at de fleste tror, det foregår som vi ser det i Sporløs. Det gjorde jeg jo selv! Men der er så meget mere, så mange nuancer, som vi ikke ser i Sporløs. Og det synes jeg er vigtigt at få frem. 
Med min egen erfaring i bagagen, kan jeg godt undre mig over, at nogle aktører i adoptionsdebatten taler så uproblematisk positivt om de her genforeninger. Hvor er garantien for, at en genforening får en lykkelig slutning? Den findes da ikke! Derfor mener jeg også, det er enormt vigtigt, at vi får talt om de her møder på både godt og ondt. For de kan gøre så ubærligt ondt. Ligeledes synes jeg også, at min erfaring har affødt en ny skepsis overfor åbne adoptioner. Jeg ved godt, der er mange forskellige måder og definitioner af åbne adoptioner, men i de tilfælde hvor kontakten mellem mor og barn er direkte, er jeg i hvert fald blevet mere skeptisk. Jeg er klar over, at min egen historie ikke er repræsentativ for alle historier og genforeninger - det ville være rigtig ærgerligt! Dog afspejler min historie én af de utallige nuancer. 

Jeg håber, at det giver lidt stof til eftertanke hos adoptivforældre og adopterede - og alle andre, som måtte have interesse for adoption. Det er ikke nødvendigt så rosenrødt, som vi går og tror. 
Tiden efter et møde med de biologiske forældre er ikke nødvendigvis særlig rar. 
Jeg ville naturligvis ikke have undværet mødet med min mor, men det har givet mig flere ting at slås med, end jeg havde inden mødet. Der var jeg ret afklaret med min adoption. Nu står jeg tilbage med et savn. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af det? 


Savnet skal jeg leve med resten af mine dage. 

Det blev alt for nu. 
- Choko

søndag den 11. maj 2014

Venteposition...

Kære alle sammen

Indlæggene kommer efterhånden noget mere sporadisk, end de gjorde før i tiden. Jeg er ganske enkelt mere presset nu. Lige for tiden sidder jeg og skriver min bachelor. Ugen inden jeg oprindeligt skulle have afleveret, blev jeg indlagt på Århus Sygehus. Jeg har tidligere nævnt, at jeg har utallige skavanker og sygdomme, og det koster bare et par indlæggelser en gang imellem. Det var dog rimelig uheldigt, at jeg skulle blive syg lige inden, min BA skulle afleveres, så jeg har fået 3 uger ekstra.
Det betyder, at jeg skal aflevere om knap 14 dage.

Siden sidst er der sket rigtig meget. Både herhjemme og på adoptionsfronten.
Jeg har blandt andet været til mit første kurdiske bryllup. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg er så glad på brudeparrets vegne. De er nogle dejlige mennesker!


På adoptionsfronten er der også sket virkelig meget den seneste tid! AC Børnehjælp fik varslet en suspendering, og har sat en genopretningsplan igang. Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvad der vil ske det næste stykke tid. 
Vi går og venter på ministerens helhedsanalyse, som er lovet færdig inden sommerferien. Det eneste, man ved lige nu er, at man inddrager nogle adopterede, som er kommet til DK i nogle bestemte årstal. Mere ved vi ikke. Det er meget frustrerende. Jeg håber, helhedsanalysen kommer til tiden, men jeg bliver ikke overrasket, hvis den bliver forsinket. 

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i Nordic Adoption Councils Chairpersons' Conference i Stockholm for ca. 3 uger siden. Det var endnu en gang en kæmpe fornøjelse at deltage i et NAC møde. Det er altid så inspirerende at møde ens udenlandske kolleger. Jeg blev enormt inspireret denne gang, både af svenskernes mediehåndtering, af måden islændingene havde lagt pres på deres myndigheder, de bundsolide og gamle erfaringer hos nordmændene, og ikke mindst mine finske kollegers høje etik og moral og reflektionsniveau. Det var ganske enkelt fantastisk. Og det er nogle fantastiske mennesker! 
Alle lande kunne fortælle om nedgang i antallet af børn, som blev formidlet. Men kun i Danmark befinder man sig i en dyb og eksistentiel krise! Så det var faktisk en anelse hårdt at repræsentere Danmark. I Danmark er vi også det eneste land, hvor samarbejdet er minimalt. Det var meget inspirerende at høre de andre fortælle om, hvordan de arbejder tæt sammen. Det er på tide, at vi tænker nyt i Danmark. 

Og når jeg siger nyt, så mener jeg ikke nødvendigvis mere kritisk. Selvfølgelig skal vi i kampen for at blive bedre, være mere kritiske overfor de sociale, kulturelle og kommercielle problemer - men vi skal stadig arbejde FOR adoption som en måde at være familie på. 
Adoption er stadig en god familieform! 
Jeg tror, vi kan blive meget bedre, hvis vi kigger både indad og udad. Indad for at se, hvor vores indre grænser er. Hvor meget kan vi gå med til? Hvilken etik og moral skal vi konstant arbejde med? (En høj én, naturligvis!!!!)
Men vi bør også kigge ud ad. Kigge på vores gode venner i Norden. Dem kan vi lære rigtig meget af. 

Vi står lige nu i en brydningstid, hvor alt kan ske. 
Jeg er meget spændt på, hvad der sker de kommende måneder. Jeg er spændt på, om de danske politikere giver op, og afskaffer international adoption fuldstændigt, eller om de lader det forstætte - måske under et nyt system?
Det håber jeg ! Jeg håber, adoption fortsat vil være muligt i fremtiden - og jeg håber, man fortsat lader private organisationer tage sig af dele af opgaverne. Jeg tør ikke tænke på et statsligt formidlingsapparat. Jeg kan ikke se det positive ved det, beklager! Jeg vil hellere holde det i det private.

Midt i den her krise - og venteposition, har jeg brugt meget tid på at reflektere over, hvad det egentlig er, jeg arbejder for.
Kernen er børnene! Jeg arbejder med adoption, fordi der findes millioner af børn ude i verdenen, som har brug for en eller forældre. Som har brug for kærlighed. Eller en barndom.
Alle børn har krav på familie.
Det er dét, jeg arbejder for! Og de skal have en stemme - også når de er blevet unge og voksne.

Nu må jeg hellere vende tilbage til min bachelor. Det blev alt for denne gang!

- Choko

mandag den 24. februar 2014

Børnehjemsturisme

Kære alle sammen

I disse dage tager jeg mig godt nok til hovedet. Mange gange. Medierne skriver om zoofilisme (sex med dyr) og om børnehjemsturisme, hvor den rige hvide mand eller dame bestiller en chartertur, hvor et besøg på børnehjem er inkluderet.

Det er ikke alene klamt, men så dybt forkasteligt! Hvad tænker folk på ?

Ja, det er da rigtigt smart at vise flere sider af et land, og ikke kun alt det turistede. Det er da fint nok at give turisterne et nuanceret billede, men havde det behøvet at være et børnehjem, de skulle se? Og ja, det er da måske også en smart måde for børnehjemmet at indsamle penge på, men hvad men børnenes ve og vel!?

Set i et adoptionsrelateret perspektiv, så skal vi finde en måde at finansiere børnehjemmene på. Ressourcerne er få, og som det ser ud lige nu, så svinder antallet af adoptivbørn, og må derfor teoretisk set give børnehjemmene nogle udfordringer, både pladsmæssigt og økonomisk. Men er børnehjemsturisme den rigtig løsning? Nej, det tror jeg ikke! 



Åh, hvor jeg væmmes. Jeg får det så dårligt, når jeg tænker på det. Billederne i mit hoved er så sørgelige. Jeg kan lige se for mig, hvordan danske turister sammen med en guide kører ud og besøger et børnehjem, hvor alle ungerne er blevet beordret til at smile og se søde ud. Så skal børnene danse og spille for deres gæster. Det hele er så opstillet, men skal samtidig være et forsøg på at vise nuancerne. Men nuancerne bliver jo skjult, fordi det bliver så opstillet. Børnene er højest sandsynligt IKKE særlig glade, og de har garanteret ikke lyst til at hoppe og danse for de her fremmede mennesker, som alligevel går igen. Jeg vil godt vædde med, at gæsterne ikke ser børn sidde i deres tremmesenge og rokke frem og tilbage.
Jeg aner jo ikke, om scenariet er rigtigt - men det er i hvert fald sådan, jeg forestiller mig det. Og det gør ondt!

Det er faktisk lidt, som at gå i en menneskelige zoologisk have! I zoo lærer dyrene også tricks og får en godbid for deres numre. Og det har kun ét formål. At underholde.
At besøge et børnehjem skal måske ikke ligefrem underholde, men sådan fremstår det nu alligevel lidt i mit hoved. Turisterne er der jo ikke for at kede sig!

Ja, man tager sig til hovedet.. Jeg gør i hvert fald.
Der er noget galt med verden.

Nå, nu må jeg hellere vende tilbage til bachelorskrivningen. 

- Choko

søndag den 5. januar 2014

En rejse tilbage i tiden

Kære alle sammen.

Flere måneder er gået. Sorry! Der er sket så meget det sidste stykke tid, at jeg har været nødsaget til at nedprioritere Bloggen lidt. Men her midt i eksamenslæsningen, får jeg pludselig lyst til at skrive.

Siden jeg sidst skrev tilbage i oktober, er der sket rigtig mange ting. Både gode og dårlige.
For det første er jeg blevet ansat på Musikhuset i Århus. Wuhuuuuu! Det er jeg superlykkelig for. Det er en fantastisk arbejdsplads, og jeg befinder mig så godt i den branche. (Har tidligere været ansat på Horsens Ny Teater.) Der er konstant nye udfordringer, har fantastiske kollegaer og så er det fedt at arbejde midt i kulturens kerne. Jeg har allerede haft fornøjelsen af at stå på scenen sammen med et fedt gospel kor fra Harlem ledet af Anthony Morgan, betjent Tobias Dybvad og set Clemens holde lydprøve. Det er fedt, jeg elsker det!

Jeg har naturligvis også fejret jul og nytår med familie og gode venner. Dog glæder jeg mig helt vildt til, at jeg kan holde jul næste år uden at skulle bekymre mig om eksaminer. Al den tid jeg har gået på universitetet, har julen virkelig lidt. Julestemningen har været begravet i eksamenslæsning og stress.
Til Juli bliver jeg færdig! Jeg kan ikke helt fatte det endnu. 3 år er gået så stærkt!

Planen er, at jeg skal udlæres som speditør, og så kan jeg forhåbentlig gøre karriere som disponent - drømmen ligger specielt hos DSV eller LKW Walter (i Wien, Østrig!!!) Det bliver meget mærkeligt, at jeg snart er færdig med at studere. De sidste 16-17 år af mit liv har dagligdagen primært bestået af skole. Nu skal jeg prøve noget nyt. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme ud i den rigtige virkelighed, og slippe ud af den her "uni-boble"!

Når jeg i mine stille stunder sidder og tænker tilbage, så er det bestemt en revideret udgave af min barndom, jeg tænker på. Det har ikke altid været særlig sjovt at være mig. Men når jeg kigger på mig selv, og ser på, hvem jeg er i dag, ja så skylder jeg mange personer en stor tak.

Min passion for det tyske sprog skyldes først og fremmest min morfar. Uden ham havde jeg aldrig klaret 6. klasse, hvor jeg skiftede skole og skulle have tysk for første gang, hvor min nye klasse havde haft det allerede i et halvt år. Takket være ham klarede jeg det, og fik topkarakterer.
Min tysklærer i folkeskolen, TC, har bestemt også en stor betydning. På grund af ham blev tyskundervisningen spændende, han var en af de bedste lærere, jeg nogensinde har haft!
Anne Larsen var min tysklærer i gymnasiet. Hun pressede mig til at blive bedre. Hun skældte mig ud, når jeg var for doven og satte krav til mig. På 12 måneder sprang jeg fra 02 til 12! I dag er tante Anne én af de mennesker, som har allerstørst betydning for mig.


Normalt spiller en skoleleder ikke den største rolle. Men min skoleleder i folkeskolen var virkelig en fantastisk kvinde - og lærer! Loa Carnera. Loa var streng og krævende, men samtidig enormt dygtig og passioneret. Hun tog ansvar, og da vores klasse manglede en dansklærer, trådte hun til. Hun rettede vores stile og fik os tilbage på sporet. Hun sørgede for, at vi kunne bestå vores danskeksamen. 
De fleste børn kunne godt lide Loa, men var nok også lidt skræmte af hendes facon. Men ikke jeg. Hun støttede mig, da jeg havde det svært. Jeg havde faste samtaler hos Loa, og hun hjalp mig på ret køl. (Ja, jeg har endda lektierne, hun gav mig for endnu!) 
Igår mødte jeg hende og hendes mand i Musikhuset. Meget overraskende, men nøj hvor jeg fik en krammer. Og var da også glad for, at jeg kunne fortælle hende om min rejse til Sri Lanka og vise et billede af min mor. 
Loa og jeg til min dimission i 2007. (Næsten 3 år med bøjle bliver lige pludselig MEGET værdsat!!) 
Jeg skylder også min veninde, Johanna, en kæmpe tak. Uden Jumsegøjen havde mit liv været meget kedeligt. Hun har været en fast støtte gennem de sidste mange år! Hun får mig til at le, når jeg har allermest brug for det! Hun er den, jeg går til, når jeg er frustreret. Hun er my partner in crime! 
Johanna/Joey er samtidig min faste støtte i adoptionsverdenen, det er hende, som jeg går til, når jeg skal sparre med nogen i forhold til adoption. Det betyder så også, at det er hende, jeg slæber med til diverse arrangementer. Delegationsbesøg, konferencer og møder mm. 
Jeg aner ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende! 

Jeg har før nævnt min "reservemormor", og om hvordan hun er en kæmpe støtte. Specielt i forbindelse med min rejse til Sri Lanka. Min reservemormor er helt og aldeles uundværlig! Hun fortæller mig, når jeg skal tage mig sammen, når jeg er for flyvsk og støtter mig, når alting gør ondt. 
Og som bonus har hun verdens bedste barnebarn, som er blevet min virkelig gode veninde! 

Min anden veninde, Naja, er en gammel veninde fra gym. Den dag i dag føles hun som en søster, og hun har givet mig en dejlig nevø og niece! Mere behøver jeg vidst ikke at sige :)
Mathias som helt spæd. Idag er han en vildbasse på snart 4 år!
Til Lillys barnedåb. Jeg var fadder
Der skal naturligvis også lyde en tak til min skønne moster, min roomie (og resten af hendes fantastiske familie både i Danmark og i Tyrkiet), mine forældre og mange mange andre. 

Godt nok kommer jeg fra en lærerfamilie, og anser mig selv som delvist miljøskadet i den her branche, men det her viser mig alligevel, hvor stor en betydning vores lærere har. De følger os gennem livet og er med til at forme os. Det har mine lærere i hvert fald gjort! Det er så vigtigt, at de stiller krav til os, og presser os til at yde det bedste! 
Derudover er det alpha omega at være omringet mennesker, der elsker én. Uden støtte kommer man ikke langt - slet ikke når livet gør ondt. 

Om et halvt år forandres alting. 
Hvem stiller nu krav til, at jeg bliver bedre? Det er kun mig selv! 
Det er virkelig mærkeligt, at jeg snart skal være meget mere voksen, end jeg er nu. (Selvom jeg nu mener, jeg er ret voksen.) Jeg skal til at have mig et "voksen" job, og ikke bare være studerende. Det er virkelig mærkeligt. Nu starter mit liv rigtigt. Nu skal jeg ud og nyde det. 

Men uden alle de her fantastiske mennesker, havde jeg aldrig klaret det. Jeg var aldrig kommet hertil uden dem. 

Så et inderligt DANKE SCHÖN herfra! 

Av, så gik tiden. Nu må jeg hellere vende tilbage til eksamenslæsningen. Den læser jo ikke sig selv… Desværre!