søndag den 22. maj 2016

Pladderhumanister og Væmmeligboere

Kære læsere.

Jeg tænker så tit over, hvordan vi endte her. Hvordan vi lod det komme så vidt?

Ved sidste folketingsvalg gik jeg grædende hjem fra en mislykket valgfest. Mit syn på verden blev så sort. Jeg mistede al troen på Danmark. Men jeg vidste det jo godt, og jeg havde inden valget mine bange anelser. Ved Europarlamentsvalget stemte 25% på DF og Morten Messerschmidt. Alle gik og sagde ”Ja ja, EU er noget andet”. Men jeg havde bare en rigtig dårlig mavefornemmelse. Og jeg fik ret.

Danmark har det seneste års tid ændret sig. Jeg kan næsten ikke genkende det. I dag er humanisme et skældsord. Når et menneske hjælper et andet, bliver det kaldt for væmmeligboer.
25% procent synes, at tortur er okay i forbindelse med krigsafhøringer. Fem-og-fucking-tyve procent!
Det er skræmmende.


Jeg har været Venligboer i et års tid snart. Jeg har lagt så meget hjerte og sjæl i det. Jeg har aldrig været så rasende på vores system før (med undtagelse af vores sundhedsvæsen of course!) 

Det er ikke rart at se mennesker falde fra hinanden. 
Se dem blive ødelagt af vores system. Vi har politisk besluttet at placere voksne og børn i fattigdom. En unødvendig fattigdom. 

Når jeg sidder og læser Berlingske og de mange kommentarer, så mister jeg igen al troen på Danmark. Men når jeg så stikker antennen frem og ser, hvor mange gode initiativer der rundt omkring i landet, så kryber troen langsomt frem igen. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg for evigt vil være venligboer. Men jeg vil til hver en tid gøre mit for, at Danmark er anstændigt. At nogle i det mindste behandler andre med respekt og ligeværdighed. 

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg skriver dette indlæg. Men nogle gange får jeg bare nok. 

Jeg savner mit land, hvor respekt og medmenneskelighed var en kerneværdi. Hvor vi stolt blev kaldt Roligans og ikke Hooligans. Hvor vi hjalp folk i nød med stolthed, og ikke bitchede over TV-stationernes indsamlinger til Afrika og Syrien. 
Den tid hvor man godt kunne hjælpe sin næste syd for grænsen OG sin bedstefar på plejehjemmet. 

Jeg savner den tid. 

Følg med i den nærmeste fremtid. Jeg kommer med lidt flere indlæg om cafeen, om frivillighed og så skal jeg gæsteblogge hos min veninde Freja. 
Skal dog lige have overstået nogle rejser i forbindelse med arbejdet. 

God søndag

- Choko

mandag den 2. maj 2016

The Dreamteam

Kære alle

Man kan få en idé. Man kan udleve den. Men kan sjældent gøre det alene.

Det har jeg naturligvis heller ikke gjort.

Jeg har et temmelig fedt hold i Café Venligbo - Aarhus!

Lige nu er vi lidt over 40 mænd og kvinder, der arbejder frivilligt i cafeen.
De frivillige (Nogle af dem)

Vi arbejder langt hen ad vejen med en flad og demokratisk struktur. Vi har alle en stemme. Vi har nogle undergrupper, som tager sig af diverse opgaver. Nogle tager sig af events, nogle af kontakterne til lokalområdet og nogle tager sig af vores udendørsområder. 

Det giver alle en mulighed for at engagere sig i lige netop det, folk gerne vil. 
Oftest er det ikke driften, der er det mest sexede, og derfor sørger Dea, Christina og jeg for at holde biksen kørende. Det er ikke nødvendigvis min yndlingsopgave! Jeg vil nogle dage meget hellere være med til at skabe kontakt til lokalområdet (Det gør jeg så også lidt alligevel.) Eller noget andet. 

Men faktum er, at vi er en virksomhed. Selvom Venligboerne er en ny bevægelse, noget helt nyt i Danmark, så slipper vi jo ikke for at blive en del af et system. Vi følger naturligvis alle regler. Hvis vi skal gøre det her, så skal vi naturligvis også gøre det ordentligt. Derfor var det også en kæmpe befrielse, da Fødevarestyrelsen fortalte os, at de sjældent havde set et så gennemarbejdet kontrolsystem, da de var på besøg hos os. 

Når man er en helt ny virksomhed, en helt ny café, ja så er der mange ting at holde styr på. Min personlige udfordring er, at jeg kaster enormt mange bolde i luften, fordi der er rigtig mange vigtige ting at gøre. Men jeg er ved at indse, at det også kan være fordelagtigt at slå bremsen i her i starten. 
Vi har haft enormt mange studerende, som gerne vil skrive om os. Det forstår jeg godt - vi er også fede at skrive om :-) Men hver eneste gang en studerende ringer til mig, vil jeg gerne give et godt svar. Noget som de også kan bruge. Det tager bare rigtig lang tid, for jeg har meget på hjerte. Så lige nu tager vi en pause fra de mange studerende. Det er bestemt ikke en prioritering, jeg bryder mig om. For jeg mener med hver eneste celle i kroppen, at Café Venligbo - Aarhus er vigtig for Danmark. Vi kan noget. 

Nå, tilbage til de fantastiske frivillige. 

Jeg bliver glad hver eneste gang, jeg ser en af dem. De gør det så godt! Uden dem eksisterede cafeen slet ikke. 



Vi er en fantastisk blanding af mennesker. Nogle kommer og går. Rigtig mange vil gerne være en del af projektet, fordi de synes det er vigtigt. Men når hverdagen så melder sig, så varierer det rigtig meget, hvor meget tid folk egentlig har. Men vi har en kerne, som virkelig lægger kræfter og sjæl i cafeen! Som tager vagter, når der er brug for det, skaber hygge, laver events - tilføjer liv til cafeen. Det er alt sammen uundværligt! 

De frivillige er meget forskellige. Der er alt fra gymnasieelever til førtidspensionister. Sygeplejerske, lærere, kommunikationsfolk, kontanthjælpsmodtagere/integrationsydelser, studerende, økonomer, kunstnere og meget meget mere! 
Det helt fantastiske ved dette er, at det giver cafeen en diversitet, som man ikke finder ret mange andre steder. Det er ikke tit, at man ser en så forskellig blanding af mennesker på et sted. 
De tilfører alle sammen noget forskelligt. Forskellige kompetencer, forskellige interesser. Nogle kan lynhurtigt lave en kagedag eller en udstilling. Andre har i løbet af en eftermiddag bygget en disk ud af paller og en IKEA rumdeler. 

Vi har danskere, flygtninge, tidligere flygtninge og folk, der er her på greencard. Vi repræsenterer folk fra Danmark til Østeuropa til Syrien, Uganda og hele vejen til Sri Lanka. Det er helt fantastisk! 


Jeg har egentlig meget mere, jeg gerne ville fortælle om de frivillige kræfter bag caféen, og det kommer jeg også til en dag. Men lige nu skal jeg recover lidt fra min vacciner, som jeg fik i dag. Så det må blive en anden dag. 

Over and out! 

- Choko 



lørdag den 30. april 2016

Et nyt kapitel

Kære alle.

Jeg har stadig ikke et helt fundet ud af, hvad bloggen skal indeholde. Men den første meningsfulde idé, der faldt mig ind, var at skrive om Café Venligbo - Aarhus. I takt med, at der kommer et nyt indhold, kommer der også et nyt layout.
Jeg har efterhånden prøvet lidt forskellige layouts, men lige nu leder jeg efter det helt "rigtige". Og indtil jeg finder det, vil bloggen været totalt neutral.

Så her kommer det første "prøve-indlæg".

Café Venligbo - Aarhus
En kaffebar for flygtninge.
 
Det hele startede sidste sommer, da jeg blev venligboer. Det er sjovt, for jeg har gennem tiden været ret aktiv i forskellige foreninger. Politik aktiv og ja, selvfølgelig meget aktiv på adoptionsområdet.

Men Venligboerne var bare noget andet. Jeg ved ikke, om jeg kan beskrive bevægelsen anerledes, end at man gør, hvad man kan - når man kan. Det, du byder ind med, er godt nok.
I det danske foreningsliv får man en titel, der forpligter og et hav af opgaver. Derfor var det ret befriende at blive del af en bevægelse, hvor det ikke forventes, at jeg gør en hel masse. Jeg blev ret overrasket over min egen drivkraft, mit engagement. Jeg gjorde det ikke for titlernes skyld, dem har jeg haft rigeligt af. Jeg gjorde det ikke for 15 minutes of fame. Men jeg endte med at få en stærk stemme i debatten. Jeg endte med at blive sindssygt indigneret, som jeg aldrig har været før.

Min entré til Venligboerne blev Mads Nygaard. Han skrev et opslag, om at asylansøgere på Lyngbygaard var ensomme. De var ved at gå til! De havde brug for besøg.

Det mindste jeg kan gøre, er da at lytte til et andet menneske. Være deres ven. Det kan enhver idiot finde ud af.

I København blev der over sommeren dannet en cafe. Den havde stor succes. Jeg tænkte, at vi naturligvis også kunne have en i Aarhus. Og som ægte venligboer bød jeg ind med en idé, som jeg kunne føre ud i livet. En café. Det skulle vise sig at være et kæmpe projekt, men det er det hele værd!

En proces over 6 måneder og et lejemål hos Kulturforvaltningen skulle blive startskuddet til vores kaffebar. Jeg vil skrive meget mere om opstartsfasen, om det praktiske, om al flueknepperiet og meget meget mere! Jeg har haft Dea (#DeaMedHatten) som partner lige siden dag 1. Mange er kommet og gået. Og heldigvis kom Christina (#ChristinaKanHængeLamperOp) til. Siden har de 2 damer haft en kæmpe indflydelse på mit humør. Fået mig til at græde af grin! Få mig til at smile, når jeg hænger med mulen.
Og heldigvis er der siden hen kommet rigtig mange til. Vi er en café-bande på 40 medlemmer. 40 helt igennem fantastiske mennesker. Dem slipper I heller ikke for at høre noget mere om :-)


Snart har vi haft åbent i 3 måneder. Tiden flyver afsted.

Dette bliver et rodet startskud til noget, jeg endnu ikke helt ved, hvad er. Refleksioner over at være ejer af en kaffebar. At være initiativtager til et projekt for flygtninge. At skulle motivere 40 frivillige. At skulle placere sig i Aarhus' kultur og byliv.

Frustrationer over et system, der ikke behøvede at behandle mennesker som skidt. Frygten for at se mit land blive til en bananstat.

Jeg har så meget at sige.

Så i den kommende fremtid vil der komme flere, måske lidt mere velovervejede og systematiske indlæg om det at have en kaffebar for flygtninge.

Men nu skal jeg efter 3 dages intenst arbejde i Birkerød slappe fuldstændigt af på sofaen.

Det var alt for denne gang.

- Choko

mandag den 18. april 2016

Time is changing..

Kære alle.

Den trofaste læser vil bemærke, at der har været meget stille på bloggen. Mine følgere i adoptionsverdenen vil også vide, at det skyldes mit nye arbejde.

I december stoppede jeg i Musikhuset Aarhus og i starten af det nye år tiltrådte jeg som Post Adoption Service Coordinator hos Danish International Adoption.

Det betød også et farvel til ASU og Adoption & Samfund. Det var den sværeste beslutning, jeg har måtte træffe. Men den var god. Jeg er glad for mit arbejde.

I kraft af mit arbejde ophører mit politiske arbejde med adoption. Man kan ikke sidde på begge sider af bordet. Jeg har accepteret, at min position er anerledes.

Der har selvfølgelig været en fase, hvor jeg har skulle lære min nye rolle. Hvor jeg har måtte skuffe andre. Takke nej til oplæg, sige nej til spændende projekter. Lære at andre skal bruge deres stemme.

Der er stadig meget at sige om international adoption. Der er stadig meget at kæmpe for. Det gør jeg nu fra en anden vinkel!

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, der har læst med. Bloggen er blevet læst mere end 50.000 gange. Indlæggene om min biologiske mor er de mest læste. Det fortjener hun i den grad også.
Jeg véd, at jeg har været med til at påvirke nogen.
Et indlæg blev delt i en adoptionskritisk gruppe, og jeg blev sirligt massakreret fra ende til anden. Man har gjort det godt, når man har pisset nogen så godt og grundigt af.
Min blog er blevet læst i ind - og udland. Jeg husker tydeligt, at jeg var i Tórshavn, Færøerne, hvor en adoptivmor kom hen til mig, efter jeg havde holdt tale for Nordic Adoption Council. Hun læste flittigt med, og hun synes min stemme var vigtig. Mere kan jeg ikke forlange. Flottere kompliment kan jeg ikke få.

Tusind tusind tak til jer alle sammen!
Jeg håber, at adoptanter, adopterede, journalister, fagpersoner - og alle kritikerne stadig vil læse med. Måske kommer jeg ikke til at skrive om adoption mere, men jeg har stadig mange ting på hjerte!

Og hvor efterlader det så bloggen? 

Jeg er endnu ikke afklaret, men jeg er ikke klar til at lukke den ned. Jeg har stadig noget at sige. Men om andre ting.
Jeg er blevet aktiv venligboer det seneste år, og driver nu Café Venligbo - Aarhus. Måske min drivkraft og skrivelyst skal forenes her.

I skal nok opdage, når der sker noget nyt :-)



Det her er IKKE et farvel. Det er starten på noget nyt.

God aften til alle
- Choko