Det sociale eksperiment

Kære alle sammen

I forgårs deltog jeg sammen med min veninde i "Gadens Parlament" på DR2.

Med 48 deltagere og 25 minutter er det begrænset, hvad man kan nå at få diskuteret. Det blev i hvert fald meget overfladisk.
Som man også ser i programmet, er jeg langt fra enig i alle synspunkter. Og jeg vil gerne konkretisere mine holdninger, det er en vigtig debat - men 25 minutter giver ikke anledning til de store forklaringer.

Det første jeg vil tage fat i, er Merete Laubjergs udsagn om, at adoption er verdens største sociale eksperiment...
Jeg har ikke ord for, hvad jeg mener om det udsagn!
Hendes argument er, at vi ikke ved, hvordan det ender - og derfor mener hun vel, at vi eksperimenterer med børn.
Men undskyld - på hvilket tidspunkt i livet ved vi, hvad der vil ske om 30 år? Adopteret eller ej, så er der jo ingen garantier i livet.
Hvis adoption er et socialt eksperiment, så eksperimenterer vi vel også med plejebørn, skilsmissebørn - og alle andre børn!!
Og hvordan kan man tillade sig, SOM ADOPTIVMOR, at kalde det for et socialt eksperiment? Ej, altså .. Jeg mangler ord.

Det næste, jeg gerne vil ind på, er hele debatten om international adoption. 

For tiden hører vi rigtig meget fra voksne adopterede, som er adopteret fra Korea. Jeg kan sagtens forstå og rumme deres vrede, frustration og sorg. 

Jeg er bare nødt til at understrege, at det ikke er alle adopterede, som har det sådan. Langt de fleste har et rigtig godt liv i DK. Vi må ikke underkende, at der tilbage i 70'erne blev begået en masse fejl. Det gjorde der - og hvor gør det ondt. Men det er ikke længere repræsentativt for alle adopterede. 

Vi er nødt til at spørge os selv, hvad er alternativet? Hvilket liv kunne vi have haft i stedet ? 

De fleste ville have haft et liv som gadebørn, et liv i slummen, mange af os havde måske slet ikke haft livet i dag. Jeg havde i hvert fald ikke kunne fejre min 10 års fødselsdag. Og det er jo ikke bare noget, jeg formoder - det er noget, jeg ved. Og nej, det er ikke en myte, at børne på børnehjem har det svært. DET ER FAKTUM. At påstå andet er direkte flabet!

Mange af de her kritikere får det til at lyde som om, at alternativet altid ville være et liv hos de biologiske familier. Og det er jeg ganske enkelt ikke enig i .. De børn, som er blevet adopteret indenfor de sidste 20 år, er for det meste hittebørn. De er forældreløse! Måske var det ikke sådan i Korea dengang, der blev børnene måske faktisk narret fra deres forældre - men sådan er det ikke i dag. 

I Sri Lanka er lovgivning stykket således sammen, at de biologiske forældre SKAL dukke op i retten ved barnets overdragelse til adoptivfamilierne. Det forhindrer lige præcis, at børnene bliver givet væk uden forældrenes accept. 

Jeg har kender til flere historier, hvor livet hos den biologiske familie ville have været ualmindeligt forfærdeligt. Forestil dig lige, at være resultatet af din mors voldtægt? Eller incest? 

Jeg vil egentlig også gerne snakke lidt om konsekvenserne af at stoppe international adoption i Danmark. Vi har tiltrådt Haagerkonventionen, Menneskerettighederne og Børnekonventionen. Vi er altså en del af et fælles international ansvar. At lukke international adoption er i mine øjne at løbe fra det ansvar. Vi ville lade nogle børn i stikken, og det kan vi ikke være bekendt! Desuden ville det jo påvirke enormt mange lande. Vi arbejder sammen med omkring 20 forskellige lande, og en lukning vil også påvirke dem. Vi skal altså lige tænke os om en ekstra gang... 

I "Gadens Parlament" blev der også snakket om de biologiske forældre. 

Nogle mener, at der er for lidt fokus på dem, og at de er blevet forsømt. Det er en meget svær debat, både fordi der er mange følelser indblandet, men også fordi, at de biologiske mødre kommer fra forskellige lande, kulturer, kår osv. 

Herhjemme respekterer vi kvindens ret til selv at bestemme - så bør vi også respektere kvindens ret til bortadoption! (Her mener jeg rent principielt)

Jeg synes, der har været lidt en tendens til at romantisere de biologiske forældre. Det er åhhh så synd for dem, og de har alle sammen fået franarret deres børn. Det er simpelthen ikke rigtigt. Mit hjerte bløder for de mødre, som har fået stjålet deres barn. Uden tvivl. 

Men vi må simpelthen også anerkende, at der er kvinder i verden, som sætter børn i verden, som de ikke er i stand til at opdrage og elske. Og ja, der findes kvinder, som ikke elsker deres børn! Eller ikke kan. 

Derudover er der enormt stor forskel på at være biologisk mor i Colombia, Sri Lanka, Kina m.m og så i Danmark. Der er så mange faktorer, som spiller ind - og derfor er det også lidt svært at sige noget generelt om biologiske mødre.

Man er ikke en god forældre, bare fordi man har født børn! Det er et hårdt arbejde at være en god forælder! Kæmpe respekt til alle dem, som gør et fantastisk stort stykke arbejde! 

Man giver ikke sit barn en god opvækst, bare fordi at man deler gener med dem. 

De fleste biologiske mødre har valgt at forlade deres børn. De fleste har nok også gjort det af kærlighed! 

Det vigtigste og mest udfordrende for os adopterede, er nok at vi ALDRIG MÅ GENERALISERE UD FRA VORES EGNE HISTORIER. 

Vores historier kan bruges til oplysning i forbindelse med bestemte emner, men de afspejler jo ikke alle adoptioner. 

Min egen historie er unik, jeg har både haft det svært og godt, jeg er på nogle områder en del af statistikken, men på andre måder ikke. 

Lige nu er vandene mellem adopterede delt. Ulykkelige vs. lykkelige. Det er en ærgeligt drejning! Og jeg ville da ønske, at vi ikke var så splittede. 

Vi kæmper godt nok delvist for det samme mål, men når vores udgangspunkter er så forskellige, så er det godt nok svært at styrke et sammenhold. Efter min mening. 

Hvordan kan jeg kæmpe for adoption sammen med mennesker, som egentlig bare synes, det er noget lort - fordi deres egen opvækst var forfærdelig? 

Dette er en bøn til alle kritiske adopterede, om at vi ALLE sammen kigger udover vores egen navle. At vi alle sammen bevæger os op på et højere plan, og forsøger at se tingene i et større perspektiv. Vi må se fremad og ikke hænge os i fortidens adoptioner. Vi er blevet så meget klogere siden da, og vi har forbedret os! 

Adoption skal være til barnets bedste. Adoption handler om at give børn en ny primæromsorgsgiver. Og hey, så er det en kæmpe bonus at forældre kan øse en masse kærlighed ud til dejlige børn! Vi må ikke accpetere adoptioner, som er foregået på uetisk vis - det må der ikke herske tvivl om, men vi må også huske på, at de fleste foregår korrekt. Vi skal ALTID kæmpe for adoptioner, som udelukkende er til barnets bedste.

Vi snakkede også om åbne adoptioner, som er blevet et nyt og smart emne indenfor adoption. Jeg vil gerne kommentere lidt på det - men det må blive lidt senere. Og måske i et andet indlæg. 

Det her er ren utopi, men hvis man nu som baby fik valget, hvad man helst ville - ville man så ikke vælge et liv hos en familie fremfor et liv på gaden? 

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge. 

Nu vil jeg takke af. 

Tak for opmærksomheden. 

- Choko

Genealogisk forvirring

Burde egentlig gå i seng.. Klokken er mange, og jeg skal have undervisning på Universitet imorgen. Men hjertet galoperer løs og adrenalinen pumper rundt. Jeg har lige set Horisont på DR1 om adoptivbørn, som flytter tilbage til deres fødelande.

Der var et interview med en sydkoreansk forsker, som brugte begrebet genealogisk forvirring.

Det var meget underligt at få sat et ord på den følelse, som jeg har gået med i mange år.

Genealogi betyder: Læren om slægt. Både teoretisk men også i praksis. Altså slægtsforskning.

Som adopteret kan der nemt opstå noget forvirring omkring denne lære om slægt - eller mangel på samme!
For mig har det i hvert fald været manglen på viden om min biologiske slægt, og jeg tror bestemt ikke, at jeg er den eneste adopterede, som har det sådan.

For mig kom den genealogiske forvirring til udtryk for mange år siden. Jeg har jo en kronisk lungesygdom. At bruge mange timer af sit liv på sygehuset under indlæggelser, kontroller og samtaler med læger, sætter tingene lidt i perspektiv.
Jeg har altid haft svært ved at acceptere min sygdom, og den dag i dag er jeg stadig ikke helt afklaret med det. På trods af en voldsom indlæggelse for snart 3 år siden, har jeg stadig svært ved at tage min medicin med en god fornemmelse i maven. Jeg mangler svar på, hvorfor jeg skal have det sådan.

Hvorfor er det lige MIG?
Er det fordi, at jeg har arvet det fra mine biologiske forældre? Er der lungesygdomme i familien - eller det bare fordi, jeg har været virkelig uheldig?

Jeg var engang til speciallæge sammen med min mor. Lægen spørger mig, om der er bestemte sygdomme i min familie. Jeg kigger på min mor og griner lidt. Så kigger jeg på lægen og tænker "Er du blind eller bare godt dum?"
Men ok, han kunne jo ikke vide, at jeg var adopteret. Så det måtte jeg forklare.
Jeg forlod konsultationen med en ret underlig fornemmelse. Jeg var nok lidt forvirret pga. oplevelsen. Jeg var nok godt og grundigt genealogisk forvirret! Det er episoder som disse, som får mig til at tænke på, at jeg jo faktisk er adopteret. Det er en mindre sjov side af adoptionen.

Jeg har rigtig meget brug for at få styr på den forvirring. Jeg vil virkelig gerne have nogle svar. Jeg vil rigtig gerne vide, hvorfor det lige var mig!
Hvorfor var det lige mig, som skulle have ondt i lungerne og have svært ved at trække vejret?
Hvorfor var det lige mig, som skal bruge en masse medicin bare for at kunne fungere nogenlunde normalt?
Hvorfor var det lige mig, som ikke bare kunne tage til de sportsstævner, jeg gerne ville deltage i ?

Den her genealogiske forvirring kan være enormt frustrerende, specielt fordi der ingen garanti er, for at man nogensinde får svar på sine spørgsmål. Jeg går naturligvis og håber på, at jeg får mine svar engang til sommer, hvis jeg kommer til Sri Lanka. (Hvilket jeg jo håber, at jeg gør!)

Hvem er jeg?
Hvor kommer jeg fra?
Hvem ligner jeg?
Hvorfor er jeg, som jeg er? 

Det er mange af de spørgsmål, som adopterede har florerende oppe i hovedet. Det er enormt belastende at gå og tænke på hele tiden. Jeg synes i hvert fald, at det kan være enormt frustrerende.
Det fyldte ikke så meget som barn, men i takt med at jeg er blevet ældre, fylder det mere og mere i tankerne. Jeg tænker ikke på det hele tiden, men hver gang jeg kæmper med en sygdom eller et andet slægtsrelateret problem, ja så tænker jeg naturligvis på det.

Puuh, det blev et lidt anerledes indlæg, end jeg lige havde forventet. Det blev måske lidt mere følsomt, end hvad jeg havde regnet med.
Vil se om jeg kan komme med et indlæg om et par dage.

Godnat

- Choko

Overblik

Kære alle sammen.

Ikke mere end 4 måneder efter den første mediestorm om Masho, blev der sidste fredag anledning til endnu en. Socialminister Karen Hækkerup har midlertidigt stoppet DanAdopts samarbejde med Etiopien.
Så kører maskinen igen.. Artikler og historier i samtlige medier. Der er rigtig mange danskere, som lige pludselig har fået en holdning til adoption, og de holdninger bunder mest i alt det lort, ja undskyld mig, som medierne har skrevet. Det skaber nogle forvrængede holdninger, som ikke bunder i fakta! Det kan godt pisse mig lidt af, at vi danskere er så nemme at narre. Tænk, at der ikke er nogle som bare er en smule kritiske overfor medierne. Sørgeligt, det er det.. Og det gør ondt, fordi at vi som adopterede bliver kigget skævt til. Nu skal jeg forsvare min adoption, som er foregået retmæssigt til. Det forventes jo nu af samfundet, at mine forældre blev narret af en børnehøster, og at jeg har det skidt i Danmark.

Børnehøstere, adoptionsbranche, adoptionsfirmaer og andre fantastiske begreber bliver slynget ud hvert 5. minut.

Jeg synes ikke, medierne formår at skabe et sagligt billede (men det er vel ikke noget nyt!), så derfor vil jeg forsøge at komme med mine holdninger og skabe lidt overblik. Mine holdninger er ikke opstået på grund af en artikel fra Ekstra Bladet eller TV2, nej det er en kombination af mine egne forventninger og visioner til adoptionssystemet samt Ankestyrelsens undersøgelse og mine egne erfaringer som adopteret.
Jeg vil naturligvis også understrege, at dette er min PERSONLIGE holdning. Jeg er hverken sociolog, antropolog eller psykolog, så mine betragtninger er på ingen måder faglige eller professionelle.

Etiopien: Der er rigtig mange børn i Etiopien, som har brug for forældre. Der er rigtig mange børn i Etiopien, som aldrig når at blive voksne. Det er sørgeligt, og adoption er én ud af mange måder, hvorpå man kan give børn en fremtid. Etiopien står overfor nogle udfordringer efter min mening. Der er brug for store forbedringer i adoptionssystemet, men det er de godt selv klar over, og forsøger at blive bedre. Der er behov for et mere gennemskueligt system med nogle meget klare regler indenfor området. Der er behov for at de biologiske forældre bliver mere oplyst om, hvad adoption egentlig er.
Kultur og traditioner er nogle underlige størrelser, som man skal tage hensyn til. Vi kan ikke forvente, at Etiopien har samme standarder som os - det er nok tilnærmelsesvist umuligt lige pt., men vi kan tydeliggøre, hvad vi vil acceptere. Vi vil ikke acceptere, at børnehjemmene ikke overholder visse standarder, børnene skal have tilstrækkeligt med mad og medicin! Sådanne ting kan man godt tydeliggøre for vores samarbejdspartnere.

Ophævelser af adoptioner: Der florerer for tiden en historie om, at Mashos biologiske forældre vil have omstødt adoptionen. Jeg vil godt påstå, at det er en rigtig dårlig idé! Jeg tror ikke, det er det rigtige for Masho.
1. Hun har fortrængt sit modersmål, så hun kan derfor ikke kommunikere med dem.
2. Hun ville blive forladt én gang til følelsesmæssigt, hvilket jeg tror vil have store konsekvenser for hendes velbefindende. (Uden at vide det.)
3. For mig lyder det som om, at Mashos biologiske forældre bare gerne vil have noget kontinuerlig kontakt med Masho og Roba. Der er jo intet, der hindrer dem i at kontakte myndighederne og de formidlende organisationer og sende en hilsen, et brev eller et billede til Masho. Men det er Mashos forældre, som bestemmer om der skal være kontakt, indtil hun er fyldt 18 år.

Ankestyrelsens beslutning: Jeg har fuld tillid til de danske myndigheder, og i min optik har man truffet den rigtige beslutning. Vi er nødt til at komme til bunds i den her sag.

Åbne adoptioner: Der er meget snak om, hvorvidt alle adoptioner fremover skal være åbne, såfremt det er muligt. Det mener jeg faktisk ikke nødvendigvis, at de skal. Der er flere grunde, som taler imod åbne adoptioner.
1. Hvad nu hvis barnet overhovedet ikke ønsker kontakt til den biologiske familie? Jeg kan være bekymret for, at det kan skabe nogle identitetskriser hos børn, som føler sig som kastebolde mellem 2 familier. Børnene skal vide, hvor de hører til.
2. Det ses hos nogle plejebørn, at de føler sig som en lus mellem to negle. Deres biologiske forældre har måske et større ønske om kontakt, de har flere følelser i klemme og det er et større tab. Men nogle plejebørn vil helst blive hos deres plejefamilier, fordi der har de det bedst. Der er tryghed, struktur og rummelighed. Jeg kan forestille mig, at åbne adoptioner vil skabe samme forhold mellem familierne, som i plejefamilier - og det mener jeg ikke er godt.
3. Hvis der er tale om biologiske forældre med alkohol/stofmisbrug, psykiske problemer af voldsom grad, eller tendens til at ty til vold - ja så mener jeg ikke, at en kontakt til dem er til barnets bedste!
Og essensen i adoption er jo netop, at det skal være til barnets bedste!

Jeg havde i dag besøg af min far, som skulle hjælpe med min cykel.
Vi kom til at snakke om adoption, fordi at jeg jo har været lidt i medierne på det sidste osv.
Han kom med en meget vigtig pointe...
Princippet om adoption handler om, at børn får en ny primær omsorgsgiver. Og forældre får lov til at få børn. Dét er adoption!
Adoption handler IKKE om at finde børn til forældre. Vi skal ikke have mellemmænd ud og lede efter børn, så bliver det lige pludselig en forretning. Noget tyder på, at det har foregået sådan i Etiopien, og er det tilfældet, ja så skal det naturligvis stoppes! DET ER IKKE ADOPTION!

Nååå, men jeg har faktisk arbejdet lidt på det her indlæg i nogle dage, og siden jeg skrev på det sidst, så har jeg faktisk været i fjernsynet for første gang :D
Det var en fantastisk oplevelse, og jeg kommer til at skrive meget mere om det i næste uge, for på onsdag gæster jeg "Gadens Parlament" på DR2 kl. 19. Så jeg laver nok et lille indlæg om min deltagelse i forskellige medier.
Men her kommer lidt billeder fra Aftenshowet, vist d. 8. april.

En uventet overraskelse

Kære alle sammen.

Jeg er på vej til torsdagsbar på Universitetet, men jeg vil lige tjekke min mail, inden jeg går. Så ligger der en mail fra Pam i Sri Lanka. Jeg tænker ikke yderligere over det, vi har skrevet meget sammen i forbindelse med min søgen efter min biologiske mor.
Så jeg var slet ikke forberedt på det, der ventede mig!

I mailen stod der, at de nu havde haft andet møde med den mand, som de formoder er min biologiske far!!!
OH MY GOD!
Det var for vildt. Det havde jeg slet ikke forventet.
Min far står som "Unknown" i alle papirer, og jeg havde derfor affundet mig med tanken om, at jeg aldrig skulle møde min biologiske far. Jeg har altid vidst, at han var gift med en anden, og derfor havde jeg måske også et lidt negativt indtryk af ham. Det ændrede sig lynhurtigt i går!

I mailen stod der ydermere, at han er pensioneret militærmand, og nu arbejder som sikkerhedsvagt i en bank. Han er stadig gift, men han vil gerne I AL HEMMELIGHED hjælpe med at finde min biologiske mor! :)
Den mand, som aldrig har haft betydning, får lige pludselig rigtig meget betydning. Han kunne have valgt ikke at have noget med sagen at gøre, men han mander sig op (måske af dårlig samvittighed - eller af kærlighed), og ønsker at hjælpe mig. Det er meget overvældende. Han har altid vidst, at jeg eksisterer.

Det første der skete, var jeg at brød hulkende sammen. Jeg har set mange afsnit af Sporløs, og først nu kan jeg genkende de følelser, som dukker op. Jeg vidste fra start, at jeg ville kunne komme ud i nogle situationer, som jeg ikke kunne kontrollerer. Jeg ville blive kastet ud i det ukendte. Uden nogen form for redningsvest. Men jeg havde ALDRIG tænkt, at jeg ville opleve dette. Det siger bare lidt om, at disse eftersøgninger kan have et helt andet udfald, end det man gik og forventede. Jeg gik og troede, at jeg var godt forberedt (og det er jeg på mange punker!), men jeg havde ikke set det her komme.
Efter jeg havde hulket i et par minutter, ringede jeg til mine forældre, som jo også blev rørte. Min far er en klog mand, og måske lidt mere jordnær end min hønemor! ;-) (Ja mor, jeg ved godt, du læser med) Nå, men min far gjorde det ligesom klart for mig, at jeg måske skal ned til en meget større familie, end jeg regnede med. Jeg ved, at jeg har en storesøster, men nu hvor min far er dukket op, ja så kan der være mange flere søskende på hans side. Efter 20 års ægteskab med den samme kone, tror jeg da, at han har nogle børn. Og måske har min mor også fået nogle flere. Hvem ved?

Det er så stort, og så overvældende at jeg stadig ikke helt kan fatte det. Men jeg kan allerede nu mærke, at der er nogle følelser, som jeg ikke har haft før. Lige pludselig er verden meget stor, når der sidder et mennesker 10.000 km. væk på den anden side af kloden, som jeg faktisk er forbundet med.
Han har godt nok ikke "tilstået", at han er min far endnu. Så jeg kan jo ikke være 100 % sikker, men jeg formoder, at han er min far. Men jeg håber.. Jeg tager chancen, og ved at jeg kan blive skuffet - men jeg håber virkelig!

Jeg er vokset op i vished, og har aldrig haft alle de der uopklarede spørgsmål, som mange andre adopterede har haft. Men nu hvor han er dukket op, ja så kommer der en masse spørgsmål, og lige pludselig kan jeg forstå alle mine medadopterede, som har haft de spørgsmål og har levet i uvished.

Årh, det er så stort! Jeg kommer vist til at gentage mig selv nu. Men det er virkelig vildt!
Det var alt for denne gang, nu vil jeg koble lidt fra.

God påske til alle!

- Choko

I miss Prague!

Kære alle sammen.

De sidste 2 uger har jeg tilbragt i Tjekkiets hovedstad, Prag. Skøn by!
Som de fleste har læst i medierne, har der været mange unge gymnasieelever i uge 7+8, og omtalen har ikke altid været lige god - eller korrekt! Gider dog ikke komme ind på de unges opførsel, rejseselskabet eller mit job som guide. Jeg fortryder på ingen måde, at jeg har været med i Prag, men jeg er godt klar over at synet på de unges udskejelser i vinterferien ikke er godt herhjemme. Vi har naturligvis også fulgt med nede fra Prag, og har læst hvad der er blevet skrevet om de unge herhjemme.

Jeg har haft 2 helt vildt fantastiske uger, jeg er kommet en smule småforelsket hjem - småforelsket i hele guideteamet, hold op en masse fantastiske mennesker! :) Jeg har udviklet mig enormt, jeg har stået i nogle meget stressende og pressede situationer, så jeg føler mig uovervindelig! Jeg kan klare alt. Jeg savner det allerede. Det er ukompliceret og ren luksus at bo på hotel i 14 dage, uden at skulle bekymre sig om opvask, tøjvask og madlavning. Vi var dog på arbejde 24 timer i døgnet (vi skulle jo være til rådighed for vores gæster), men det var det hele værd!

Jeg har lagt et par billeder op fra turen, der var desværre ikke så meget tid til at lege turist, men lidt billeder fik jeg da taget :-)

Her er et meget kendt monument fra Karlsbroen. 

Vores værelse på Hotel Modra Ruze, hvor dette flotte klistermærke hang på døren, hvilket var meget sigende, eftersom at Hooters er vores gode samarbejdspartner :-)

Mine to dejlige medguider i Kastrup Lufthavn. Vi er lige landet i DK, efter at have opholdt os i Prag i under 24 timer. Vi skulle sende en masse elever afsted med busser på Sjælland. Det blev et logistisk kaos, men det hele endte godt, og jeg er super glad for erfaringen :-)

Udsigten fra mit første hotelværelse på Hotel Olympik. Det er ikke ret smukt, det er faktisk ret gråt og kedeligt, men om aftenen var det super flot med en masse tændte lys! 

For enden af Karlsbroen. 

Det har været hårdt, jeg har både været til eksamen i Prag, leget tolk for alle chaufførerne, og fået influenza, men det var det hele værd. Så snart jeg er blevet rask igen, vender jeg hurtigt tilbage til virkeligheden. Allerede i den her uge skal jeg ude med Adoption & Samfund - Ungdom og besøge en anden forening, hvor vi skal tale med nogle unge. Det bliver rigtig spændende.

Jeg kommer med flere indlæg snarest, så snart at jeg er blevet rask igen.

God dag til alle :-)
- Choko

Hvorfor vil jeg rejse alene?

Kære alle sammen.

Tak for de fine tilbagemeldinger på det tidligere indlæg!

Jeg sidder og læser til eksamen. Nu har jeg terpet det tyske skolesystem igennem siden i morges. Nu sidder jeg og kigger over på den mørke Universitetspark, mens stearinlysene reflekteres i vinduet. Nøøj, hvor hyggeligt! Har brug for en overspringshandling, så nu kommer der et blogindlæg!

Flere har spurgt, hvorfor jeg vil rejse alene til Sri Lanka. Det er et godt spørgsmål, og derfor tænkte jeg, at jeg vil gå lidt dybere ind i det emne. Det kræver lidt historie..

Da det fulde familieskifte skulle fuldbyrdes, altså da adoptionen skulle finde sted, skulle både min biologiske mor og min mor dukke op i retten. Sådan er loven i Sri Lanka. Begge parter skal møde op. Det betyder naturligvis, at mine to mødre har mødt hinanden. De har delt et betydningsfuldt øjeblik sammen. Et øjeblik, som har har så stor en betydning, at det slet ikke kan beskrives med ord. (Det var i hvert fald et fantastisk øjeblik for min mor, har hun fortalt.) Jeg vil ikke beskrive den dag mere end det her, for det er meget privat for min familie. Pointen er bare, at de to har mødtes.

Måske er det egoistisk af mig, men jeg føler ligesom, at det er min tur nu. Det er min tur til at få et sådan fantastisk øjeblik med den kvinde, som har født mig. Hold op, hvor jeg lyder selvvisk, men jeg kan nok ikke forklare det med andre ord. I må ikke misforstå mig.

Som i de fleste andre adoptivfamilier, er det meget følsomt at snakke om den biologiske familie. Det er overhovedet ikke negativt. Det er følsomt, fordi adoptionen er en stor ting, og fordi at jeg sammen med min søster er ønskebørn.
Og som for mange andre adoptivbørn, som har mødt deres biologiske forældre, så er det her møde en rigtig stor ting.
I de fleste tilfælde vil jeg altid have mine forældre og deres følelser i baghovedet. Men lige i det her tilfælde, ønsker jeg at kunne forholde mig helt og holdent til mine egne følelser. Hvis mine forældre tog med, ville jeg nok automatisk føle, at jeg skulle tage hensyn til dem, for det er jo naturligt at tage hensyn til medmennesker, men til det her møde, vil jeg gerne kunne fokusere udelukkende på mig selv og min biologiske mor. Og hvorfor så det? Jo, det er fordi, at jeg godt er klar over, at jeg måske ikke får hende at se igen. Måske gør jeg, måske ikke. Ingen ved det. Skulle jeg ikke få hende at se mere end én gang, ja så vil jeg være sikker på at, at jeg kan nyde det 100 % og få sagt de ting til hende, som jeg gerne vil sige.

Det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke ønsker at mine forældre skal møde min biologiske mor (og forhåbentlig også min storesøster!), det må de hjertens gerne. Jeg forestiller mig det sådan, at de skal med, hvis kontakten mellem mig og min biologiske familie holder i fremtiden. Hvis der er grobund for en god kontakt, og et besøg mere, ja så må de hellere end gerne tage med.

Jeg er mine forældre taknemmelige for, at de ikke har taget mig med til Sri Lanka før. Jeg har ikke følt mig klar til at møde den del af mig før nu. Mange adoptivforældre tager deres børn med til deres fødelande, og det fungerer måske godt for nogle, men jeg er glad for, at et møde med Sri Lanka ikke er blevet "presset ned over mit hoved". Mine forældre ville ALDRIG tvinge mig, men jeg er glad for, at det ikke har været på tale, før jeg ligesom selv sagde til. For mig er det først rigtigt nu, hvor det for andre adoptivbørn er rigtigt i en tidligere alder. Det er svært at sige, hvornår det rigtige tidspunkter indfinder sig, i virkeligheden findes der ikke noget generelt tidspunkt. Det afhænger fuldstændig af adoptivbarnet, det vigtige er bare, at adoptivbarnet selv kan sige til og fra.

Jeg ser to måder for mig, og jeg ved ikke, hvad der generelt er bedst. Jeg ved bare, hvad der var bedst for mig.
1. Man rejser tilbage med familien, mens børnene er forholdsvis unge, så det bliver en del af deres barndom. At børnene vokser op med besøg i hjemlandet. Det tror jeg kan være gavnligt for nogen. (Men hvad så, hvis der er nogle børn, hvor det ikke har været godt!?)

2. Man gør ligesom i min familie. Taler om det en gang imellem, men lader beslutningen være helt og holdent op til barnet.

Jeg aner virkelig ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Der er nok også mange andre scenarier, end dem jeg lige har opstillet her. Det var bare de scenarier, som umiddelbart faldt mig ind.

Nu blev jeg tom for ord, jeg tror det rækker for denne gang.
God weekend til alle.

- Choko

København - Doha - Colombo

Kære alle sammen.

Det bliver efterhånden lidt mere sporadisk med de indlæg. Nu er det på tide med et nyt!
For tiden er min hverdag påvirket af sygdom og eksamen. Jeg har haft influenza ligesom alle andre, og mine lunger stod af i en kort periode. Nu er jeg færdig med tabletkur og er holdt op med at ryge! Puuuh det er hårdt - lige midt i projekt vægttab! Men det skal lykkedes!

Igår kom min far på besøg, han skulle hjælpe mig med nogle forsikringer osv. Vi kom så til at snakke om Sri Lanka. Jeg har jo længe haft kontakt til min srilankanske sagsbehandler i Colombo. Hun er en gammel dame, og derfor tør jeg ikk vente for længe, jeg er nødt til at rejse til Sri Lanka snart. Det kræver en masse overvejelser, eftertanke og refleksion. Det skal lige siges, at jeg kom til Danmark for 21 år og 5 dage siden, og jeg har aldrig været tilbage på Sri Lanka.
For det første er det vigtigt for mig at have en rejsepartner. Mine forældre har altid sagt, at de gerne vil rejse med mig til Sri Lanka. Det er dog ikke det, jeg ønsker. Det har ikke noget med mine forældre at gøre. Det handler om, at det er min tur til at møde min biologiske familie. Min mor har allerede mødt dem for 21 år siden. Jeg ved, at et møde vil være lige så stort og følsom for min mor som for mig, men jeg kan overskue at skulle rumme hendes følelser samtidig med mine egne. Derfor har jeg valgt at tage min moster med. Jeg synes bestemt ikke, at man skal rejse alene. Rejsen er lang, og kan blive meget meget følsom af flere grunde. Rejsen kan blive forbundet med sorg, forladthed, men også forhåbentlig glæde og lykke. Derfor skal jeg have en, som jeg kan græde ved, og som jeg kan tale med. Det kan jeg med min moster.

For det andet så er der de økonomiske spørgsmål. En rejse til Sri Lanka er dyr. Jeg er studerende, og lever af SU. Jeg har jo planlagt en lang rejse til Tyrkiet til sommer, og nu skal der også finansieres en rejse til Sri Lanka. Puuuha! For at deltage i min sagsbehandlers Search Program, skal jeg naturligvis også betale et mindre beløb på omkring 600-700 amerikanske dollars. Det vil jeg godt give, hvis det betyder, at jeg får min biologiske familie at se. (Der er naturligvis risiko for, at jeg ikke får dem set!) Anyways, så skal der også betales flybilletter (fandt dog nogle ret billige gennem Qatar Airways med mellemlanding i Doha), hotelværelse osv. Det er lidt besværligt at komme til Colombo og rejsetiden lyder på min. 12 timer pga. transittid i Doha eller i Dubai. Det er ellers ikke dårligt at have et par timer i enten Dubai eller Doha, hva!
Det var faktisk økonomien som i starten afholdte mig fra at tage afsted. Havde oprindeligt planlagt at rejse i 2014, men da min sagsbehandler er gammel, kunne jeg godt se nødvendigheden i at tage afsted nu.

Jeg har længe tænkt over at rejse tilbage. Nu synes jeg ligepludselig, at det kommer meget tæt på. Jeg føler ikke, at jeg har ret meget at sige? Det er ret atypisk for mig! Måske er det fordi, at jeg ikke aner, hvad jeg egentlig går ind til? Jeg kan jo på ingen måde kontrollerer mine følelser, når jeg først står i Colombo. Jeg kender ikke udfaldet, måske får jeg dem ikke at se, måske gør jeg. Jeg kan forestille mig, hvad jeg ville føle, men jeg har i virkeligheden ingen anelse om, hvordan det føles.

Jeg er udemærket godt klar over, at 2 ud af 3 mulige scenarier har et udfald, som ikke er til min fordel.
- Mine familiemedlemmer kan være gået bort.
- Det kan være, de ikke ønsker at se mig. (Og hvordan søren tackler man at blive forladt for 2. gang?)

Alligevel så går jeg og håber på, at det bliver et lykkeligt udfald, som betyder at jeg får kontakt til min biologiske familie, og at de måske modtager mig med kyshånd.

Sri Lanka har nogle smukke strande! Generelt en meget imponerende natur. Glæder mig til at opleve den selv. 

Jeg har også gjort mig nogle overvejelser omkring den eventuelle fremtidige kontakt. Jeg er blevet opfordret til ikke at have kontakt til min biologiske familie efter et eventuelt møde. Nogle mener, at det er nok med et besøg, få sagt de ting man ønsker, få udvekslet gaver, taget billeder osv., og så er det det! Det virker meget unaturligt for mig. På nuværende tidspunkt virker det i hvert fald ikke som en god løsning for mig. Jeg vil da gerne have en kontinuerlig kontakt til min familie. Men jeg har også hørt historier om biologiske familier, som med tiden bad om penge af deres børn. Dér har jeg også gjort mig nogle overvejelser. Jeg vil gerne hjælpe og støtte min familie til et bedre liv, hvis de ønsker det. Men det må ikke blive et forhold, som er baseret på økonomisk hjælp. Hvis de kun vil have kontakt til mig pga. penge, ja så ville jeg føle mig udnyttet og såret. 

Jeg ved det ikke... Jeg må se, hvad der sker i fremtiden. Måske bliver disse overvejelser også helt overflødige. 

Nå, det blev da en længere smøre. Der er meget mere at sige, men jeg må hellere komme i seng.
Imorgen skal jeg lægge sidste hånd på mit forsvar - jeg har eksamen på onsdag. Wish me luck!

Godnat.
- Choko