Kære alle sammen.
Tak for de fine tilbagemeldinger på det tidligere indlæg!
Jeg sidder og læser til eksamen. Nu har jeg terpet det tyske skolesystem igennem siden i morges. Nu sidder jeg og kigger over på den mørke Universitetspark, mens stearinlysene reflekteres i vinduet. Nøøj, hvor hyggeligt! Har brug for en overspringshandling, så nu kommer der et blogindlæg!
Flere har spurgt, hvorfor jeg vil rejse alene til Sri Lanka. Det er et godt spørgsmål, og derfor tænkte jeg, at jeg vil gå lidt dybere ind i det emne. Det kræver lidt historie..
Da det fulde familieskifte skulle fuldbyrdes, altså da adoptionen skulle finde sted, skulle både min biologiske mor og min mor dukke op i retten. Sådan er loven i Sri Lanka. Begge parter skal møde op. Det betyder naturligvis, at mine to mødre har mødt hinanden. De har delt et betydningsfuldt øjeblik sammen. Et øjeblik, som har har så stor en betydning, at det slet ikke kan beskrives med ord. (Det var i hvert fald et fantastisk øjeblik for min mor, har hun fortalt.) Jeg vil ikke beskrive den dag mere end det her, for det er meget privat for min familie. Pointen er bare, at de to har mødtes.
Måske er det egoistisk af mig, men jeg føler ligesom, at det er min tur nu. Det er min tur til at få et sådan fantastisk øjeblik med den kvinde, som har født mig. Hold op, hvor jeg lyder selvvisk, men jeg kan nok ikke forklare det med andre ord. I må ikke misforstå mig.
Som i de fleste andre adoptivfamilier, er det meget følsomt at snakke om den biologiske familie. Det er overhovedet ikke negativt. Det er følsomt, fordi adoptionen er en stor ting, og fordi at jeg sammen med min søster er ønskebørn.
Og som for mange andre adoptivbørn, som har mødt deres biologiske forældre, så er det her møde en rigtig stor ting.
I de fleste tilfælde vil jeg altid have mine forældre og deres følelser i baghovedet. Men lige i det her tilfælde, ønsker jeg at kunne forholde mig helt og holdent til mine egne følelser. Hvis mine forældre tog med, ville jeg nok automatisk føle, at jeg skulle tage hensyn til dem, for det er jo naturligt at tage hensyn til medmennesker, men til det her møde, vil jeg gerne kunne fokusere udelukkende på mig selv og min biologiske mor. Og hvorfor så det? Jo, det er fordi, at jeg godt er klar over, at jeg måske ikke får hende at se igen. Måske gør jeg, måske ikke. Ingen ved det. Skulle jeg ikke få hende at se mere end én gang, ja så vil jeg være sikker på at, at jeg kan nyde det 100 % og få sagt de ting til hende, som jeg gerne vil sige.
Det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke ønsker at mine forældre skal møde min biologiske mor (og forhåbentlig også min storesøster!), det må de hjertens gerne. Jeg forestiller mig det sådan, at de skal med, hvis kontakten mellem mig og min biologiske familie holder i fremtiden. Hvis der er grobund for en god kontakt, og et besøg mere, ja så må de hellere end gerne tage med.
Jeg er mine forældre taknemmelige for, at de ikke har taget mig med til Sri Lanka før. Jeg har ikke følt mig klar til at møde den del af mig før nu. Mange adoptivforældre tager deres børn med til deres fødelande, og det fungerer måske godt for nogle, men jeg er glad for, at et møde med Sri Lanka ikke er blevet "presset ned over mit hoved". Mine forældre ville ALDRIG tvinge mig, men jeg er glad for, at det ikke har været på tale, før jeg ligesom selv sagde til. For mig er det først rigtigt nu, hvor det for andre adoptivbørn er rigtigt i en tidligere alder. Det er svært at sige, hvornår det rigtige tidspunkter indfinder sig, i virkeligheden findes der ikke noget generelt tidspunkt. Det afhænger fuldstændig af adoptivbarnet, det vigtige er bare, at adoptivbarnet selv kan sige til og fra.
Jeg ser to måder for mig, og jeg ved ikke, hvad der generelt er bedst. Jeg ved bare, hvad der var bedst for mig.
1. Man rejser tilbage med familien, mens børnene er forholdsvis unge, så det bliver en del af deres barndom. At børnene vokser op med besøg i hjemlandet. Det tror jeg kan være gavnligt for nogen. (Men hvad så, hvis der er nogle børn, hvor det ikke har været godt!?)
2. Man gør ligesom i min familie. Taler om det en gang imellem, men lader beslutningen være helt og holdent op til barnet.
Jeg aner virkelig ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Der er nok også mange andre scenarier, end dem jeg lige har opstillet her. Det var bare de scenarier, som umiddelbart faldt mig ind.
Nu blev jeg tom for ord, jeg tror det rækker for denne gang.
God weekend til alle.
- Choko
fredag den 18. januar 2013
mandag den 14. januar 2013
København - Doha - Colombo
Kære alle sammen.
Det bliver efterhånden lidt mere sporadisk med de indlæg. Nu er det på tide med et nyt!
For tiden er min hverdag påvirket af sygdom og eksamen. Jeg har haft influenza ligesom alle andre, og mine lunger stod af i en kort periode. Nu er jeg færdig med tabletkur og er holdt op med at ryge! Puuuh det er hårdt - lige midt i projekt vægttab! Men det skal lykkedes!
Igår kom min far på besøg, han skulle hjælpe mig med nogle forsikringer osv. Vi kom så til at snakke om Sri Lanka. Jeg har jo længe haft kontakt til min srilankanske sagsbehandler i Colombo. Hun er en gammel dame, og derfor tør jeg ikk vente for længe, jeg er nødt til at rejse til Sri Lanka snart. Det kræver en masse overvejelser, eftertanke og refleksion. Det skal lige siges, at jeg kom til Danmark for 21 år og 5 dage siden, og jeg har aldrig været tilbage på Sri Lanka.
For det første er det vigtigt for mig at have en rejsepartner. Mine forældre har altid sagt, at de gerne vil rejse med mig til Sri Lanka. Det er dog ikke det, jeg ønsker. Det har ikke noget med mine forældre at gøre. Det handler om, at det er min tur til at møde min biologiske familie. Min mor har allerede mødt dem for 21 år siden. Jeg ved, at et møde vil være lige så stort og følsom for min mor som for mig, men jeg kan overskue at skulle rumme hendes følelser samtidig med mine egne. Derfor har jeg valgt at tage min moster med. Jeg synes bestemt ikke, at man skal rejse alene. Rejsen er lang, og kan blive meget meget følsom af flere grunde. Rejsen kan blive forbundet med sorg, forladthed, men også forhåbentlig glæde og lykke. Derfor skal jeg have en, som jeg kan græde ved, og som jeg kan tale med. Det kan jeg med min moster.
For det andet så er der de økonomiske spørgsmål. En rejse til Sri Lanka er dyr. Jeg er studerende, og lever af SU. Jeg har jo planlagt en lang rejse til Tyrkiet til sommer, og nu skal der også finansieres en rejse til Sri Lanka. Puuuha! For at deltage i min sagsbehandlers Search Program, skal jeg naturligvis også betale et mindre beløb på omkring 600-700 amerikanske dollars. Det vil jeg godt give, hvis det betyder, at jeg får min biologiske familie at se. (Der er naturligvis risiko for, at jeg ikke får dem set!) Anyways, så skal der også betales flybilletter (fandt dog nogle ret billige gennem Qatar Airways med mellemlanding i Doha), hotelværelse osv. Det er lidt besværligt at komme til Colombo og rejsetiden lyder på min. 12 timer pga. transittid i Doha eller i Dubai. Det er ellers ikke dårligt at have et par timer i enten Dubai eller Doha, hva!
Det var faktisk økonomien som i starten afholdte mig fra at tage afsted. Havde oprindeligt planlagt at rejse i 2014, men da min sagsbehandler er gammel, kunne jeg godt se nødvendigheden i at tage afsted nu.
Jeg har længe tænkt over at rejse tilbage. Nu synes jeg ligepludselig, at det kommer meget tæt på. Jeg føler ikke, at jeg har ret meget at sige? Det er ret atypisk for mig! Måske er det fordi, at jeg ikke aner, hvad jeg egentlig går ind til? Jeg kan jo på ingen måde kontrollerer mine følelser, når jeg først står i Colombo. Jeg kender ikke udfaldet, måske får jeg dem ikke at se, måske gør jeg. Jeg kan forestille mig, hvad jeg ville føle, men jeg har i virkeligheden ingen anelse om, hvordan det føles.
Jeg er udemærket godt klar over, at 2 ud af 3 mulige scenarier har et udfald, som ikke er til min fordel.
- Mine familiemedlemmer kan være gået bort.
- Det kan være, de ikke ønsker at se mig. (Og hvordan søren tackler man at blive forladt for 2. gang?)
Alligevel så går jeg og håber på, at det bliver et lykkeligt udfald, som betyder at jeg får kontakt til min biologiske familie, og at de måske modtager mig med kyshånd.
Nå, det blev da en længere smøre. Der er meget mere at sige, men jeg må hellere komme i seng.
Imorgen skal jeg lægge sidste hånd på mit forsvar - jeg har eksamen på onsdag. Wish me luck!
Godnat.
- Choko
Det bliver efterhånden lidt mere sporadisk med de indlæg. Nu er det på tide med et nyt!
For tiden er min hverdag påvirket af sygdom og eksamen. Jeg har haft influenza ligesom alle andre, og mine lunger stod af i en kort periode. Nu er jeg færdig med tabletkur og er holdt op med at ryge! Puuuh det er hårdt - lige midt i projekt vægttab! Men det skal lykkedes!
Igår kom min far på besøg, han skulle hjælpe mig med nogle forsikringer osv. Vi kom så til at snakke om Sri Lanka. Jeg har jo længe haft kontakt til min srilankanske sagsbehandler i Colombo. Hun er en gammel dame, og derfor tør jeg ikk vente for længe, jeg er nødt til at rejse til Sri Lanka snart. Det kræver en masse overvejelser, eftertanke og refleksion. Det skal lige siges, at jeg kom til Danmark for 21 år og 5 dage siden, og jeg har aldrig været tilbage på Sri Lanka.
For det første er det vigtigt for mig at have en rejsepartner. Mine forældre har altid sagt, at de gerne vil rejse med mig til Sri Lanka. Det er dog ikke det, jeg ønsker. Det har ikke noget med mine forældre at gøre. Det handler om, at det er min tur til at møde min biologiske familie. Min mor har allerede mødt dem for 21 år siden. Jeg ved, at et møde vil være lige så stort og følsom for min mor som for mig, men jeg kan overskue at skulle rumme hendes følelser samtidig med mine egne. Derfor har jeg valgt at tage min moster med. Jeg synes bestemt ikke, at man skal rejse alene. Rejsen er lang, og kan blive meget meget følsom af flere grunde. Rejsen kan blive forbundet med sorg, forladthed, men også forhåbentlig glæde og lykke. Derfor skal jeg have en, som jeg kan græde ved, og som jeg kan tale med. Det kan jeg med min moster.
For det andet så er der de økonomiske spørgsmål. En rejse til Sri Lanka er dyr. Jeg er studerende, og lever af SU. Jeg har jo planlagt en lang rejse til Tyrkiet til sommer, og nu skal der også finansieres en rejse til Sri Lanka. Puuuha! For at deltage i min sagsbehandlers Search Program, skal jeg naturligvis også betale et mindre beløb på omkring 600-700 amerikanske dollars. Det vil jeg godt give, hvis det betyder, at jeg får min biologiske familie at se. (Der er naturligvis risiko for, at jeg ikke får dem set!) Anyways, så skal der også betales flybilletter (fandt dog nogle ret billige gennem Qatar Airways med mellemlanding i Doha), hotelværelse osv. Det er lidt besværligt at komme til Colombo og rejsetiden lyder på min. 12 timer pga. transittid i Doha eller i Dubai. Det er ellers ikke dårligt at have et par timer i enten Dubai eller Doha, hva!
Det var faktisk økonomien som i starten afholdte mig fra at tage afsted. Havde oprindeligt planlagt at rejse i 2014, men da min sagsbehandler er gammel, kunne jeg godt se nødvendigheden i at tage afsted nu.
Jeg har længe tænkt over at rejse tilbage. Nu synes jeg ligepludselig, at det kommer meget tæt på. Jeg føler ikke, at jeg har ret meget at sige? Det er ret atypisk for mig! Måske er det fordi, at jeg ikke aner, hvad jeg egentlig går ind til? Jeg kan jo på ingen måde kontrollerer mine følelser, når jeg først står i Colombo. Jeg kender ikke udfaldet, måske får jeg dem ikke at se, måske gør jeg. Jeg kan forestille mig, hvad jeg ville føle, men jeg har i virkeligheden ingen anelse om, hvordan det føles.
Jeg er udemærket godt klar over, at 2 ud af 3 mulige scenarier har et udfald, som ikke er til min fordel.
- Mine familiemedlemmer kan være gået bort.
- Det kan være, de ikke ønsker at se mig. (Og hvordan søren tackler man at blive forladt for 2. gang?)
Alligevel så går jeg og håber på, at det bliver et lykkeligt udfald, som betyder at jeg får kontakt til min biologiske familie, og at de måske modtager mig med kyshånd.
 |
| Sri Lanka har nogle smukke strande! Generelt en meget imponerende natur. Glæder mig til at opleve den selv. |
Jeg har også gjort mig nogle overvejelser omkring den eventuelle fremtidige kontakt. Jeg er blevet opfordret til ikke at have kontakt til min biologiske familie efter et eventuelt møde. Nogle mener, at det er nok med et besøg, få sagt de ting man ønsker, få udvekslet gaver, taget billeder osv., og så er det det! Det virker meget unaturligt for mig. På nuværende tidspunkt virker det i hvert fald ikke som en god løsning for mig. Jeg vil da gerne have en kontinuerlig kontakt til min familie. Men jeg har også hørt historier om biologiske familier, som med tiden bad om penge af deres børn. Dér har jeg også gjort mig nogle overvejelser. Jeg vil gerne hjælpe og støtte min familie til et bedre liv, hvis de ønsker det. Men det må ikke blive et forhold, som er baseret på økonomisk hjælp. Hvis de kun vil have kontakt til mig pga. penge, ja så ville jeg føle mig udnyttet og såret.
Jeg ved det ikke... Jeg må se, hvad der sker i fremtiden. Måske bliver disse overvejelser også helt overflødige.
Imorgen skal jeg lægge sidste hånd på mit forsvar - jeg har eksamen på onsdag. Wish me luck!
Godnat.
- Choko
lørdag den 5. januar 2013
Grab a seat in the world!
Kære alle sammen.
Så kom vi ind i det nye år! Håber I alle har hænder, øjne og resten af kroppen i god behold!
Jeg ligger syg med influenza, feberen har steget mig til hovedet, så jeg er slet ikke i stand til at tænke konstruktivt og intelligent! Alligevel syntes jeg, at det var på tide med et nyt indlæg.
Derfor kommer der lige en tekst taget fra en sang af Nahiba. Meget livsbekræftende og sigende!
Isn't it funny?
I like to dance when I'm on my own
and whenever it's sunny (yeah)
you know I don't wanna stay at home
I fly in my dreams almost every night
and I'mma be down with miss Marple for life (ay)
It's the incidental things
that makes me who I am
Mind the gap
mind the girl
have another drink on me
grab a seat in the world
Yeah, have it your way
I dont give a damn about the looks I bear
Even when it snows I'm wearing flowers in my hair
Mind the gap
mind the girl
Life isn't easy
But I cry when I watch the news
Not everything's peachy, no
but let's keep a good attitude
My friends know I always run late on a plan
and I like a good man with humor and warm hands
It's the incidental things
that makes me who I am
Mind the gap
mind the girl
have another drink on me
grab a seat in the world
Yeah have it your way
I don't give a damn about the looks I bear
Even when it snows I'm wearing flowers in my hair
Mind the gap
mind the girl
Gotta do something crazy
at least once a day
it's good for you baby
sugar for the brain
Igår startede jeg på et projekt sammen med en veninde og 3 andre piger. Vi deltager i Horsens På Vægten, som er lidt ligesom the Biggest Loser. Som samtlige billeder antyder, så trænger jeg til at smide 10-15 kilo (det har været nødvendigt lææææænge.)
Nå, men igår løb indvejningen af stablen. Over 500 deltagere mødte op, vi fik en masse gode råd og fik taget billeder til "før-efter" billedet. Så jeg tog til Horsens med feber og snot i hele hovedet, men som den tosse jeg er, så gør jeg det jo ;)
Kosten er langt om, motivationen er fundet frem, og nu skal de kilo smides, så jeg er lækker til en måneds ferie i Tyrkiet til sommer!
Siden jeg blev single i august, har jeg haft et behov for at gøre nogle radikale ting (Ja, både med mine elskede radikale venner, men også noget radikalt i mit liv), jeg har brugt et år på at arbejde med mig selv og min psyke, jeg har bekæmpet angst og lykkepiller. Jeg har fået endnu en tatovering, jeg er medlem af Adoption & Samfunds Hovedbestyrelse, jeg har lært, hvad der er vigtigt i mit liv. Trying to grab a seat in the world!
Nu skal jeg kæmpe kampen mod kiloene. (Og nej, jeg er ikke den der dovne, småfede, ulykkelige kvinde, der bare lukker tomme ord ud. Det bliver til noget!) Jeg er pissebange for, at det går galt. Jeg vil nødig se mig selv, som hende der gang på gang mislykkedes og aldrig kommer ned i en str. 36 igen. Det skal lykkedes! Jeg vil!
Nååå, nu skal jeg sove videre. Min feber og jeg er ikke helt enige om, hvorvidt den skal blive ved med at overtage min krop! Host host.
Peace!
- Choko
Så kom vi ind i det nye år! Håber I alle har hænder, øjne og resten af kroppen i god behold!
Jeg ligger syg med influenza, feberen har steget mig til hovedet, så jeg er slet ikke i stand til at tænke konstruktivt og intelligent! Alligevel syntes jeg, at det var på tide med et nyt indlæg.
Derfor kommer der lige en tekst taget fra en sang af Nahiba. Meget livsbekræftende og sigende!
Isn't it funny?
I like to dance when I'm on my own
and whenever it's sunny (yeah)
you know I don't wanna stay at home
I fly in my dreams almost every night
and I'mma be down with miss Marple for life (ay)
It's the incidental things
that makes me who I am
Mind the gap
mind the girl
have another drink on me
grab a seat in the world
Yeah, have it your way
I dont give a damn about the looks I bear
Even when it snows I'm wearing flowers in my hair
Mind the gap
mind the girl
Life isn't easy
But I cry when I watch the news
Not everything's peachy, no
but let's keep a good attitude
My friends know I always run late on a plan
and I like a good man with humor and warm hands
It's the incidental things
that makes me who I am
Mind the gap
mind the girl
have another drink on me
grab a seat in the world
Yeah have it your way
I don't give a damn about the looks I bear
Even when it snows I'm wearing flowers in my hair
Mind the gap
mind the girl
Gotta do something crazy
at least once a day
it's good for you baby
sugar for the brain
 |
| Nytårsaften bringer det skøreste frem i folk! Hahah |
Nå, men igår løb indvejningen af stablen. Over 500 deltagere mødte op, vi fik en masse gode råd og fik taget billeder til "før-efter" billedet. Så jeg tog til Horsens med feber og snot i hele hovedet, men som den tosse jeg er, så gør jeg det jo ;)
Kosten er langt om, motivationen er fundet frem, og nu skal de kilo smides, så jeg er lækker til en måneds ferie i Tyrkiet til sommer!
Siden jeg blev single i august, har jeg haft et behov for at gøre nogle radikale ting (Ja, både med mine elskede radikale venner, men også noget radikalt i mit liv), jeg har brugt et år på at arbejde med mig selv og min psyke, jeg har bekæmpet angst og lykkepiller. Jeg har fået endnu en tatovering, jeg er medlem af Adoption & Samfunds Hovedbestyrelse, jeg har lært, hvad der er vigtigt i mit liv. Trying to grab a seat in the world!
Nu skal jeg kæmpe kampen mod kiloene. (Og nej, jeg er ikke den der dovne, småfede, ulykkelige kvinde, der bare lukker tomme ord ud. Det bliver til noget!) Jeg er pissebange for, at det går galt. Jeg vil nødig se mig selv, som hende der gang på gang mislykkedes og aldrig kommer ned i en str. 36 igen. Det skal lykkedes! Jeg vil!
Nååå, nu skal jeg sove videre. Min feber og jeg er ikke helt enige om, hvorvidt den skal blive ved med at overtage min krop! Host host.
Peace!
- Choko
søndag den 23. december 2012
Dagen før dagen
Kære alle sammen.
Så blev det d. 23. december. Julestemning har der godt nok ikke været meget af her. Tiden har været præget af eksamener. Jeg har ligget begravet i bøger og opgaver, så julehyggen har måtte vente på sig. Men imorgen går det løs!
Jeg skal fejre jul i Skanderborg med hele min familie. Og i år prøver vi noget nyt, i stedet for at mødes ved spisetid, så samles vi om eftermiddagen og laver al maden sammen, spiller pakkespil og leger med ungerne! Det bliver så hyggeligt!
Så den der snestorm må godt gå væk!
Hvad er jeres juletraditioner?
Alle julehilsnerne er sendt ud, gaverne er købt og jeg har vundet 50 kr. i Quicks skrabejulekalender!
Jeg er så klar til jul!
Da jeg sad og skrev julehilsner til DanAdopt, AC Børnehjælp og A&S, reflekterede jeg lidt over året der gik.
Det har været et rigtig hårdt år, som har været præget af en massiv kritik af adoption. Fra adopterede, fra forskere, fra journalister og fra den gængse dansker.
Heldigivis sker der al muligt positivt på den politiske dagsorden, som jo er enormt vigtigt for os som familier, der i sidste ende gerne skulle forblive lykkelige og sunde.
Personligt har det været et turbulent år. Jeg blev single, min veninde flyttede ind, jeg blev rask - og nu har jeg det rigtig godt. 2013 byder på spænding: Jeg skal en tur til Prag til februar, en måned til Tyrkiet og forhåbentlig tabe 10 kg! Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer!
Jeg kommer med et meget længere og uddybende indlæg i løbet af ugen, når jeg har proppet mig med så meget julemad, at jeg lige skal have en pause :)
Jeg vil ønske alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.
Ich wünsche Euch alle ein fröhliches Weihnachten und Guten Rutsch!
Merry Christmas to everyone, and a happy happy New Year!
- Choko
Så blev det d. 23. december. Julestemning har der godt nok ikke været meget af her. Tiden har været præget af eksamener. Jeg har ligget begravet i bøger og opgaver, så julehyggen har måtte vente på sig. Men imorgen går det løs!
Jeg skal fejre jul i Skanderborg med hele min familie. Og i år prøver vi noget nyt, i stedet for at mødes ved spisetid, så samles vi om eftermiddagen og laver al maden sammen, spiller pakkespil og leger med ungerne! Det bliver så hyggeligt!
Så den der snestorm må godt gå væk!
Hvad er jeres juletraditioner?
Alle julehilsnerne er sendt ud, gaverne er købt og jeg har vundet 50 kr. i Quicks skrabejulekalender!
Jeg er så klar til jul!
Da jeg sad og skrev julehilsner til DanAdopt, AC Børnehjælp og A&S, reflekterede jeg lidt over året der gik.
Det har været et rigtig hårdt år, som har været præget af en massiv kritik af adoption. Fra adopterede, fra forskere, fra journalister og fra den gængse dansker.
Heldigivis sker der al muligt positivt på den politiske dagsorden, som jo er enormt vigtigt for os som familier, der i sidste ende gerne skulle forblive lykkelige og sunde.
Personligt har det været et turbulent år. Jeg blev single, min veninde flyttede ind, jeg blev rask - og nu har jeg det rigtig godt. 2013 byder på spænding: Jeg skal en tur til Prag til februar, en måned til Tyrkiet og forhåbentlig tabe 10 kg! Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer!
Jeg kommer med et meget længere og uddybende indlæg i løbet af ugen, når jeg har proppet mig med så meget julemad, at jeg lige skal have en pause :)
Jeg vil ønske alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.
Ich wünsche Euch alle ein fröhliches Weihnachten und Guten Rutsch!
Merry Christmas to everyone, and a happy happy New Year!
mandag den 10. december 2012
Den anden side..
Kære alle sammen.
Ved godt, at der har været lidt stille her - det er der en god grund til.
Efter Mercy Mercy blev vist, blev det simpelthen for meget for mig.. Der skal slet ikke være nogen tvivl om, at det har været.. ja undskyld, men pisse hårdt!
Dokumentaren og den efterfølgende debat tog så hårdt på mig, at jeg den dag i dag stadig ikke sover ordentligt, og jeg i en hel uge glemte at spise. Det er et tegn på, at kroppen siger STOP DIG SELV!! Nu er jeg jo en stædig dame, og jeg forsøgte at finde op & ned i alt det her kaos. Holde hovedet koldt, og være den, som kunne se tingene i det større perspektiv, være den som kunne nuancere debatten.
Jeg gjorde mit bedste..
Nå, men jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg går til psykolog. Min psykolog er vanvittigt dygtig, og hun siger altid noget klogt, men jeg bed mærke i én bestemt ting.
Vi sad og snakkede om hel adoptionsdebatten og om den negative tone. Jeg påpeger, at det jo altså "kun" er 7-10 % af de adopterede, som får vanskeligheder, hvad faaaaen det så betyder.
Pludselig, med hendes hjælp, gik det jo faktisk op for mig, at jeg selv delvist tilhører den procentdel.
Nej, jeg er hverken fysisk handicappet, anbragt uden for hjemmet, eller har en tilknytningsforstyrrelse.. men de første 20 år af mit nu 21 årige liv har været præget af mange forskellige vanskeligheder.
Først så blev jeg adopteret, hvilket jeg priser mig lykkelig for - men selvom, at jeg kun var 49 dage gammel, så blev jeg altså forladt, og det bed min underbevidsthed mærke i.
Da jeg var 4 år gammel, var jeg ved at miste livet ved et astmaanfald, og har siden kæmpet med tanken om at lide af en kronisk sygdom. Ikke nok med det så har jeg haft, jeg nævner i flæng, infektion i lungerne flere gange, helicobaktor i tyktarmen, svineinfluenza, lungebetændelse (som kan være fatal for en lungepatient) og mange andre sygdomme.
Jeg har gået på 3 forskellige folkeskoler/privatskole og i 4 forskellige klasser, og kan den dag i dag ikke sige, at jeg havde det skidegodt i nogle af klasserne. Min skolegang var præget af mobning, frustration og behov for tilknytning.
Da jeg blev student i 2010 fik jeg en depression, som jeg først fik behandlet efter et halvt år. Jeg mistede hukommelsen i 2 måneder. I mellemtiden fik jeg udviklet angst og måtte på lykkepiller. De gjorde intet godt. Jeg kunne ikke være vågen mere end 6 timer ad gangen, og så måtte jeg lægge mig. Det gjorde mig konstant træt, meget sårbar og asocial. Dem, som kender mig godt, ved at jeg af natur er MEGET social. Elsker at begå mig mellem mennesker. Det er i en sådan arena, at jeg har det bedst.
Nå, men først for et par måneder siden, kunne jeg ånde lettet op. Jeg overlevede!
Hvorfor blotlægger jeg nu hele min historie? Jo, det gør jeg fordi, at jeg vil understrege, at man faktisk godt kan komme ud på den anden side - helskindet!
Jeg lever i dag! Jeg trækker vejret, jeg bevæger mig i fuld fart. Jeg er i live. Jeg har det godt. Jeg har accepteret min adoption.
Så selvom at man måske på nogle punkter kan tilhøre de 7-10 % (måske kun i perioder), så kan man altså godt ende med at være lykkelig.
Ved godt, at der har været lidt stille her - det er der en god grund til.
Efter Mercy Mercy blev vist, blev det simpelthen for meget for mig.. Der skal slet ikke være nogen tvivl om, at det har været.. ja undskyld, men pisse hårdt!
Dokumentaren og den efterfølgende debat tog så hårdt på mig, at jeg den dag i dag stadig ikke sover ordentligt, og jeg i en hel uge glemte at spise. Det er et tegn på, at kroppen siger STOP DIG SELV!! Nu er jeg jo en stædig dame, og jeg forsøgte at finde op & ned i alt det her kaos. Holde hovedet koldt, og være den, som kunne se tingene i det større perspektiv, være den som kunne nuancere debatten.
Jeg gjorde mit bedste..
Nå, men jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg går til psykolog. Min psykolog er vanvittigt dygtig, og hun siger altid noget klogt, men jeg bed mærke i én bestemt ting.
Vi sad og snakkede om hel adoptionsdebatten og om den negative tone. Jeg påpeger, at det jo altså "kun" er 7-10 % af de adopterede, som får vanskeligheder, hvad faaaaen det så betyder.
Pludselig, med hendes hjælp, gik det jo faktisk op for mig, at jeg selv delvist tilhører den procentdel.
Nej, jeg er hverken fysisk handicappet, anbragt uden for hjemmet, eller har en tilknytningsforstyrrelse.. men de første 20 år af mit nu 21 årige liv har været præget af mange forskellige vanskeligheder.
Først så blev jeg adopteret, hvilket jeg priser mig lykkelig for - men selvom, at jeg kun var 49 dage gammel, så blev jeg altså forladt, og det bed min underbevidsthed mærke i.
Da jeg var 4 år gammel, var jeg ved at miste livet ved et astmaanfald, og har siden kæmpet med tanken om at lide af en kronisk sygdom. Ikke nok med det så har jeg haft, jeg nævner i flæng, infektion i lungerne flere gange, helicobaktor i tyktarmen, svineinfluenza, lungebetændelse (som kan være fatal for en lungepatient) og mange andre sygdomme.
Jeg har gået på 3 forskellige folkeskoler/privatskole og i 4 forskellige klasser, og kan den dag i dag ikke sige, at jeg havde det skidegodt i nogle af klasserne. Min skolegang var præget af mobning, frustration og behov for tilknytning.
Da jeg blev student i 2010 fik jeg en depression, som jeg først fik behandlet efter et halvt år. Jeg mistede hukommelsen i 2 måneder. I mellemtiden fik jeg udviklet angst og måtte på lykkepiller. De gjorde intet godt. Jeg kunne ikke være vågen mere end 6 timer ad gangen, og så måtte jeg lægge mig. Det gjorde mig konstant træt, meget sårbar og asocial. Dem, som kender mig godt, ved at jeg af natur er MEGET social. Elsker at begå mig mellem mennesker. Det er i en sådan arena, at jeg har det bedst.
Nå, men først for et par måneder siden, kunne jeg ånde lettet op. Jeg overlevede!
Hvorfor blotlægger jeg nu hele min historie? Jo, det gør jeg fordi, at jeg vil understrege, at man faktisk godt kan komme ud på den anden side - helskindet!
Jeg lever i dag! Jeg trækker vejret, jeg bevæger mig i fuld fart. Jeg er i live. Jeg har det godt. Jeg har accepteret min adoption.
Så selvom at man måske på nogle punkter kan tilhøre de 7-10 % (måske kun i perioder), så kan man altså godt ende med at være lykkelig.
Jeg er lykkelig for, at jeg blev adopteret.
Jeg blev forladt, men jeg blev også valgt.
Jeg blev svigtet, men også fundet.
Når man taler om adoption, så taler man om stærke følelser, om ønskebørn og vanskeligheder. De svære ting skal også frem i lyset, de er jo med til at nuancere debatten. Alligevel anser jeg dette som målet - at komme helskindet ud på den anden side. At kunne acceptere sin adoption og være lykkelig for at være blevet valgt til.
Og det er min pointe, jeg har haft det svært, jeg har været rigtig sur på livet, det kostede mig troen på Gud, det resulterede i høje medicinudgifter - men jeg er her endnu!
Vi skal simpelthen holde fast i, at man sagtens kan være et lykkeligt adoptivbarn. Vi må ikke glemme de knapt 90 % midt i det her kaos. Dermed ikke sagt, at jeg ikke føler med Amy og Masho - for det gør jeg bestemt! Jeg ønsker bare ikke, at journalister, instruktører og andre aktører kan få vendt debatten så meget, at man faktisk glemmer, hvad adoption betyder for langt de fleste.
Det måtte blive den sidste bemærkning for nu. Nu vil jeg sove.
- Choko!
torsdag den 6. december 2012
Danmark skal tage ansvar for de adopterede og deres familier!
Kære alle sammen.
Der er nu gået ca. halvanden uge, siden Adoptionens Pris blev vist på TV2. Det sætter jo mange tanker igang, og
Adoption er en
fantastisk måde at stifte familie på, men desværre tabes der nogle børn
undervejs. Det er sørgeligt og vidner om, at vi har brug for, at Danmark tager
ansvar nu!
Sagerne om Amy og Masho vidner begge om, at det kan være
vanskeligt at være en del af en adoptivfamilie. I nogle tilfælde kan forældrene
simpelthen ikke magte den opgave, der er forbundet med at have et adoptivbarn –
selvom at det er deres største ønske! For selvfølgelig er der ingen
adoptivforældre, som giver op uden en kamp for deres børn. Ingen forældre vil
gå igennem et langt godkendelsesforløb, kurser og ikke mindst den lange
ventetid, hvis ikke det var fordi, de gerne ville deres børn det godt! Når et
adoptivbarn bliver anbragt udenfor hjemmet, så er det ikke fordi, at
adoptivforældrene giver op! Det er et skrig på hjælp. Hvad skal man gøre, når
man står med et barn, som har det ualmindeligt svært? Svært ved at takle sine
følelser, svært ved at styre sin vrede, sorg, forladthed og frustration? Hvad
skal man gøre, når kommunen ikke har nogle fagfolk med adoptionskyndig viden?
Hvem skal man gå til?
De to sager om Amy og Masho giver mig et meget klart indtryk
af, at der er behov for hjælp. Der er behov for, at den danske stat tager
ansvar for de her familier. Vi har forpligtet os som stat at tage os af de her
børn. Så skal vi altså også gøre det! Det er uacceptabelt, at adoptivfamilier
får helt forkert vejledning af fagpersoner, som ikke har forstand på adoption.
Staten må sørge for at tage hånd om os!
Den rigtige
rådgivning:
For at man som adoptivfamilie kan klare sig, skal der i
nogle tilfælde hjælp og rådgivning til. Hvad er den rette rådgivning? Det kan
besvares med tre bogstaver: P A S.
Post Adoption Service ordningen er lige det,
vi har brug for! Vi skal bare have en livslang PAS ordning, så de adopterede
også kan få hjælp senere i livet. Jeg har mødt rigtig mange unge adopterede,
som først fik problemer, da de gik i puberteten eller selv skulle have børn.
Når alle følelserne så vælter frem og er ustyrlige, så har de unge og voksne
adopterede heller ikke nogen at gå til. Det er sørgeligt, at vi som samfund
ikke gør nok for de her mennesker. Vi har et stort sikkerhedsnet og en
velfærdstat, som de fleste af os er stolte af. Det plejede jeg også at være. I
dag ser jeg et system, som lader deres adoptivbørn sejle i deres egen sø – det
kan vi simpelthen ikke være bekendt! Vi har brug for den PAS ordning på
Finansloven nu, det er vores ansvar at vi ikke får flere sager som Amys og
Mashos.
Ifølge Haagerkonventionen, som vi jo altså har forpligtet os til, så skal vi sørge for rådgivning til adoptivbørnene. Efter min mening så overholder vi ikke Haagerkonventionen. En kommunalt ansat psykolog uden forstand på adoption, er ikke godt nok!
Efter Mashos ulykkelige historie har politikerne endelig fået øjnene op for, at der skal gøre noget radikalt! De har derfor vist besluttet at sætte penge af til PAS. Det er jo fantastisk! Det er bare 40 år for sent.. Men ok, bedre sent end aldrig.
Er spændt på at se, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid. Lad os håbe, at vi kan få adoption på Finansloven!
Nu når jeg desværre ikke mere, jeg har en eksamensopgave, der desværre ikke skriver sig selv.
God dag til alle!
- Choko
lørdag den 1. december 2012
Sikke en uge
Kære alle sammen.
Lytter til en af de største stemmer fra Tyrkiet. Ebru Günes har en fængende stemme! Jeg kobler af.
Hold nu op en uge, jeg har haft! Sjældent har jeg sovet så lidt, siddet foran min Mac i så mange timer, røget så mange cigaretter og gået frem og tilbage i mit køkken!
Det har virkelig været hårdt. Det skal der slet ikke være nogen tvivl om. Adoption har aldrig fyldt så meget i medierne, som de har gjort i den forgangne uge.
Det har været rigtig svært - af flere grunde.
1. Jeg har så ondt af lille Masho.
2. Jeg får ondt af hendes forældre, fordi de udsættes for et så stort og offentligt had, som efter min mening er helt uhørt. De er blevet rådgivet dårligt.
3. Manglen på viden om adoption skriger så højt i den dokumentar. Den psykolog aner ikke, hvad han taler om! Han er totalt afsporet.
4. En helt ny problemstilling er kommet til overfladen. Mediernes besøg hos de biologiske forældre. Det er så uetisk og så forkert! Det må ikke ske! De skal lade vores familier være i fred, skal de!
5. Jeg har tillid til et system og de danske myndigheder - men det kritiseres så groft!
6. Jeg elsker adoption, det reddede mit liv, og debatten er så fjendsk og fuld af had.
7. Folk forstår simpelthen ikke, hvordan det er at være adopteret. Og de vil heller ikke lytte..
Det hele bunder i, at der mangler viden om adoption, støtte til adopterede og et eftersyn af systemet her og der. Vi skal have ryddet op i alt det her, og vi skal hele vejen rundt. Bliver næsten helt forvirret af alle de ting, som kan forbedres!
Jeg skal vist have det lidt på afstand. Jeg skal have tømt hovedet og se tingene mere klart! (Måske et par timers søvn ville gøre godt?)
I dag har jeg brugt dagen hos en veninde. Juleklip og hygge hele dagen.
Imorgen kommer far og laver lidt praktisk her i lejligheden. Der skal skrives eksamensopgave. Hele ugen gik med adoption, journalister og eftertanke. Kunne overhovedet ikke koncentrere mig om opgaven, så nu er jeg en uge bagud, og det skal indhentes imorgen! Bum..
Nu vil jeg gå i seng..
Jeg skal nok komme med et mere sigende oplæg. Skulle bare lige have det her ud af systemet.
Godnat
- Choko <3
Lytter til en af de største stemmer fra Tyrkiet. Ebru Günes har en fængende stemme! Jeg kobler af.
Hold nu op en uge, jeg har haft! Sjældent har jeg sovet så lidt, siddet foran min Mac i så mange timer, røget så mange cigaretter og gået frem og tilbage i mit køkken!
Det har virkelig været hårdt. Det skal der slet ikke være nogen tvivl om. Adoption har aldrig fyldt så meget i medierne, som de har gjort i den forgangne uge.
Det har været rigtig svært - af flere grunde.
1. Jeg har så ondt af lille Masho.
2. Jeg får ondt af hendes forældre, fordi de udsættes for et så stort og offentligt had, som efter min mening er helt uhørt. De er blevet rådgivet dårligt.
3. Manglen på viden om adoption skriger så højt i den dokumentar. Den psykolog aner ikke, hvad han taler om! Han er totalt afsporet.
4. En helt ny problemstilling er kommet til overfladen. Mediernes besøg hos de biologiske forældre. Det er så uetisk og så forkert! Det må ikke ske! De skal lade vores familier være i fred, skal de!
5. Jeg har tillid til et system og de danske myndigheder - men det kritiseres så groft!
6. Jeg elsker adoption, det reddede mit liv, og debatten er så fjendsk og fuld af had.
7. Folk forstår simpelthen ikke, hvordan det er at være adopteret. Og de vil heller ikke lytte..
Det hele bunder i, at der mangler viden om adoption, støtte til adopterede og et eftersyn af systemet her og der. Vi skal have ryddet op i alt det her, og vi skal hele vejen rundt. Bliver næsten helt forvirret af alle de ting, som kan forbedres!
Jeg skal vist have det lidt på afstand. Jeg skal have tømt hovedet og se tingene mere klart! (Måske et par timers søvn ville gøre godt?)
I dag har jeg brugt dagen hos en veninde. Juleklip og hygge hele dagen.
Imorgen kommer far og laver lidt praktisk her i lejligheden. Der skal skrives eksamensopgave. Hele ugen gik med adoption, journalister og eftertanke. Kunne overhovedet ikke koncentrere mig om opgaven, så nu er jeg en uge bagud, og det skal indhentes imorgen! Bum..
Nu vil jeg gå i seng..
Jeg skal nok komme med et mere sigende oplæg. Skulle bare lige have det her ud af systemet.
Godnat
- Choko <3
Abonner på:
Opslag (Atom)