21 dage.

Kære alle sammen.

Det er efterhånden lidt tid siden, jeg har fået skrevet et indlæg. I overmorgen rejser jeg endelig til Tyrkiet, så jeg må hellere lige få skrevet lidt, inden jeg tager afsted.
Det kommende tid kommer der ikke så mange indlæg, da jeg ikke har adgang til internet i Tyrkiet og på Sri Lanka. (I hvert fald ikke lige, hvad jeg ved af.)

Jeg sidder nede på min terrasse, vejret er skønt - og jeg er ved at blive stegt. Jeg har jo egentlig ikke brug for så forfærdeligt meget farve, men jeg forsøger at suge lidt D-vitaminer til mig. Det er jo vigtigt, når man har en mørk hudfarve - og jeg har lige fået konstateret D-vitamin mangel.

Den sidste tid har følelsesmæssigt været meget turbulent. Jeg har været lidt ved siden af mig selv, og har haft lidt svært ved at finde en indre ro og balance. Der kommer hele tiden en masse reaktioner, både psykisk og fysisk. Det må være på grund af min kommende rejse.

Forleden dag forsøgte jeg at pakke til ferien. Så opdagede jeg, at min kuffert var gået i stykker. Det resulterer i et panisk opkald til min mor, som påpegede at min reaktion nok kom pga. rejsen. Det blev alt for overvældende. Lige pludselig stod jeg med et bjerg af tøj som skulle pakkes til Sri Lanka, og jeg havde ikke noget at pakke det ned i. Der var jeg lige ved at gå i spåner.

Jeg forsøger hele tiden at være godt forberedt på alting. Både til Tyrkiet og til Sri Lanka. Men det er ærligt talt skidesvært, når der hele tiden dukker noget op, som kan slå mig helt ud. Jeg vidste godt, at det kunne være overvældende at arrangere den her rejse, men jeg havde ikke forventet, at det ville virke så uoverskueligt for mig, som det har været. Heldigvis har mine forældre været gode til at hjælpe - specielt med fly og hotel. Det var super dejligt, at min far hjalp med det. I virkeligheden er meget af det praktiske arrangeret, men indeni føles det som om, at der stadig mangler 1000 ting. Jeg skal have fundet en gave til min biologiske mor, som jeg kan give hende. Jeg er blevet anbefalet at købe en guldhalskæde, og det er foreløbigt også planen.

I virkeligheden er det totalt latterligt at stresse over alt det her, jeg har fået ordnet så mange ting, og nu kan jeg ikke gøre mere, før jeg er dernede. Men jeg stresser, fordi situationen er uvant og ny for mig. Jeg har det elendigt, når jeg ikke har kontrol over tingene. Og den her situation har jeg ikke meget kontrol over. Jeg spekulerer enormt meget på selve mødet med min biologiske mor.

Hvordan skal jeg hilse på hende?
Hvordan skal jeg starte samtalen? Hvad skal jeg indlede den med?
Hvad er det vigtigste at få sagt?
Hvad nu hvis jeg føler en form for tilknytning og tilhørsforhold til hende? (Jeg får hende jo kun at se den ene gang!) - Og hvad nu, hvis jeg IKKE føler det?

Som et led i forberedelsen har jeg set Shital Andersens film "Et fundament i forandring". Den handler om 3 adopterede, som fortæller om deres møde med deres biologiske familier. De fortæller om, hvad der er svært, og den ene fortæller også om, at hun måtte cutte kontakten til familien igen, fordi det blev for svært.
Det var enormt lærerigt at høre deres historier. Men vores udgangspunkter er forskellige. Jeg ved allerede nu, at jeg kun får min biologiske mor at se én gang. Og at jeg ikke får resten af min familie at se. Døren er ikke fuldstændig åbnet, den står på klem. Det komplicerer naturligvis en hel masse ting, men det betyder samtidig også, at jeg ved, at mit liv er i Danmark hos min familie. Det er her jeg skal tilbage og leve mit liv efter mødet. Det er her min fremtid venter. Det har jeg nu aldrig været i tvivl om, men det er nu meget rart at fokusere på alligevel. Og nok også rimelig vigtigt.
Jeg behøver ikke at forholde mig til et fremtidigt forhold til min biologiske familie. Det er godt nok, det jeg i starten ønskede mig. Jeg vil stadig gerne møde dem alle sammen, men den dag i dag, er jeg nok i tvivl om en fast kontakt ville være en god idé. Jeg ved det ikke.

I torsdags var jeg oppe hos min reserve mormor. Det er fedt at komme derop og snakke med hende. Det er dér, jeg kobler allerbedst fra. Hun glæder sig på mine vegne, hun er én af dem, som har vist allermest interesse. Og det er rart. Det varmer. Vi taler rigtig meget om det, og hun har fuld forståelse for, at jeg er ved siden af mig selv. Som regel snakker jeg i ét væk, men for tiden mangler jeg ord. Og det forstår hun. I torsdags snakkede vi naturligvis også om min rejse. Vi snakkede om hvilke billeder, jeg skal medbringe. (Og nu har jeg faktisk fået lavet en fotobog - glæder mig til at den kommer med posten!)
Vi snakkede om mine forventninger, og det gode ved min reserve mormor er, at hun siger tingene ligeud. Hun siger, når jeg er total blød i skallen, og når jeg skal tage mig sammen. Hun sætter tingene i perspektiv. Men samtidig så kan hun også berolige mig! Og hun fik beroliget mig i torsdags. Hun gjorde det meget klart, at jeg jo ikke kan vide noget som helst, før jeg står nede på hotellet og kigger på min mor. Jeg må tage et skridt ad gangen. Aflæse reaktioner og udtryk for at få det bedste møde som muligt. Jeg skal stole på min mavefornemmelse.
Åhh hun er så klog!
Derudover så snakkede vi også om tiden, når jeg kommer hjem igen. Det er jo faktisk først dér, det hårde arbejde begynder. Hvis jeg føler det her tilhørsforhold til min biologiske mor, ligger der jo et kæmpe stykke arbejde foran mig resten af mit liv. Så skal der arbejdes på at acceptere, at vi aldrig ser hinanden igen. Jeg skal kunne håndtere savnet (Og det kan måske også føles som endnu et svigt).
Jeg forsøger ikke at tage sorgerne på forskud. Jeg vil ikke sige, at jeg forventer det værste - for det er sådan set sket, jeg må ikke møde mine søstre. Men jeg forventer, at tiden efterfølgende vil blive hård. Og jeg gør alt, hvad jeg kan for at komme hel ud på den anden side. Normalt anser jeg mig selv som rimelig stærk - og jeg er født af en rimelig stærk kvinde. Altså hvis hun kan overleve det, så kan jeg også. Men i mine svage øjeblikke kan jeg godt komme i tvivl, om jeg nu virkelig kan klare det.

Jeg er så bange for, at det knækker mig. Bare se på mig nu, jeg befinder mig i en gråzone, jeg ikke kan komme ud af. Det kommer jeg nok først, når jeg har været på Sri Lanka. Men det er virkelig svært. Sådan har jeg følt mig i snart knapt 3 måneder. Det er altså langt tid at gå rundt og føle sig rundt på gulvet. Det har da også medvirket til, at mit vægttab er gået helt i stå, fordi jeg ikke får mig bevæget ned i fitness. Mine lunger har valgt at stå af toget, så nu er jeg på en tablet kur med binyrebarkhormon, og det normalt store overskud er totalt i underskud. Jeg orker ingenting.
Så jeg glæder mig sindssygt meget til at tage det næste skridt. Om 21 dage sidder jeg på hotellet og kigger på min biologiske mor. Puuuh der er godt nok ikke lang tid til.

Tiden går lige pludseligt meget stærkt.
Nu kan jeg bare vente.
Og i den her forvirrende ventetid kan jeg så glæde mig til, at jeg om ca. 50 timer sætter kursen mod Istanbul, Izmir og Antalya. Og når jeg kommer hjem, venter der en 60 års fødselsdag hos reservebedsteforældrene, 2 nye liv kommer til verden - og så skal jeg være instruktor på Uni igen! Så der er nok af gode oplevelser at se frem til.

Det var alt for nu. Nu skal der pakkes videre. 
Det blev sidste indlæg inden Tyrkiet (og måske sidste inden Sri Lanka.) Så jeg vil benytte lejligheden til at takke alle Jer, som har vist støtte undervejs. Tak for alle kommentarerne. Tak til min familie. Tak til alle mine dejlige veninder og venner! Tak til min reservemormor for al snakken. 
Tak til alle! 

- Choko

Det store kanel hotel

Kære alle sammen.

Sidste gang blev det noget følsomt - ja det endte faktisk i 15 minutters ukontrolleret hulken.
Jeg har fået taget hul på den sorgproces, som det er. Det er det, fordi jeg skal tage afsked med nogle mennesker, som jeg ikke er parat til at tage afsked med. I 21 år var jeg ikke klar til at lukke dem ind i mit liv, og lære dem at kende. Det er jeg nu, og nu får jeg aldrig chancen.
Inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke kunne have ændret på det - og det er ikke min skyld. Det er et resultat af kultur og traditioner - og ikke mindst ære. Jeg ved også godt, at det var et af de mange scenarier, som kunne vente mig, så snart jeg gik i gang med den her søgning. Men jeg havde nok et eller andet sted håbet, at dette scenarie aldrig ville blive virkeligt for mig. Men det gjorde det. Og det gør ondt. Havde jeg nu ikke vidst, hvad jeg går glip af (mine søstre), så havde det nok heller ikke været så svært. For det har været rigtig svært, lige siden jeg modtog billedet af min biologiske mor. Det var været så overvældende, at jeg ikke kunne overskue at læse til eksamen, gå i fitness eller vaske tøj. (Så idag måtte jeg ordne 3 maskiner! ØV!)
Jeg har været så forvirret og overrumplet af det hele. Men det har hjulpet rigtig meget, at vi nu har fået booket flybilletter og hotel!! :) Jeg troede aldrig, jeg skulle komme så langt. Det er rart at få krydset af den mega lange to-do liste.

Efterhånden har jeg fået tingene bearbejdet tilstrækkeligt meget, så jeg nu kan glæde mig lidt. Ej ok, jeg flyver fra Kastrup 36 timer efter, at jeg lander i Billund (Jeg skal 15 dage til Tyrkiet! Wuhuu). Men det er ligemeget.
Vi kommer til Colombo kl. 10:05 lokal tid, og tjek lige det hotel, der venter på os!

Det er da luksus!
Det er ikke fordi, det skal være overdådigt - men det er vigtigt, at jeg kan slappe fuldstændigt af på hotellet, for jeg ved udemærket godt, at de 5 dage i Colombo, bliver de vildeste dage i mit liv. Jeg skal kunne koble hjernen helt fra, og gå ind i mig selv. Have lov til at føle sorg, glæde og forvirring. Jeg skal kunne bearbejde mine følelser - og det kan ikke vente til, jeg kommer tilbage til Århus. Og jeg kan allerede mærke nu, at dette hotel kommer til at spille en stor rolle i min rejse..

For mig er det rigtig vigtigt, at jeg om 20 år kan tænke tilbage på den her rejse, og føle at jeg gjorde det rigtige! Det er jeg sikker på, at det er nu, men jeg skal gerne kunne mindes den som noget stort, betydningsfuldt og positivt. Og for at den her rejse og hele forløbet kan blive positivt skal der være tid og rum til at jeg kan forliges med det hele - på dette fantastiske hotel.

Nåå ja, og så hedder det The Grand Cinnamon "Det store kanel hotel". Det er da meget sjovt, når man nu er kanelfarvet som mig :-)

Det var alt for denne gang.

- Choko

At lede efter sin biologiske familie

Kære alle sammen.

Der har været rigtig mange, som har lykønsket mig. Alle har en forestilling om, at det er enormt positivt at finde sin biologiske familie. Det er det også.
Det er enormt stort og betydningsfuldt. Men det gør også rigtig ondt.

Jeg er så heldig, at min biologiske mor er i live - og at hun vil mødes med mig. Men hun vil kun mødes med mig én gang. For hende handler det naturligvis om ære og hendes fremtid, og det forstår jeg godt. Jeg ønsker på ingen måde at ødelægge noget for hende.
Men det faktum, at hun kun vil se mig, gør mig rigtig ked af det.

Jeg skal både sige goddag og farvel. Jeg skal lære et menneske at kende, og samtidig tage afsked med hende.
Det er så stort at få lov til at møde hende, men det er virkelig svært at indstille sig på, at jeg aldrig får hende at se igen.

Ligeledes skal jeg affinde mig med, at der på Sri Lanka sidder 2 unge kvinder, 2 tvillingesøstre, som faktisk er mine storesøstre. Dem får jeg heller aldrig mødt, for de kender ikke til mig, og kommer heller aldrig til det.
Det gør så ondt. Jeg vil så gerne møde mine søstre, men af respekt for min biologiske mor, så kommer jeg aldrig til det. Det er noget af en kamel at skulle sluge.

Alt det her gør vanvittigt ondt, og det sætter da også glæden lidt til side. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg overhovedet får mødt min biologiske mor, men jeg vil heller ikke negligere den anden side af processen, nemlig den her del, som er fyldt med sorg og tristhed.

Alting er så overvældende for tiden. Jeg har fået min først udenlandsvaccination, og fundet ud af hvor jeg søger visum henne.
Hvis alt går efter planen, så skal jeg MEGET snart afsted. Alene det er overvældende. Jeg troede, jeg havde god tid til at planlægge det. Jeg regnede med september, men nej - jeg skal snart afsted. Der er slet ikke nogen tvivl om, at den her rejse får betydning for mig resten af mit liv. Det er en stor og vigtig begivenhed, men den er måske altid så rosenrød, som man umiddelbart tror.


Puuuha, det her blev lidt følsomt.
Nu vil jeg nyde lidt af solen med en kold drink og en god veninde.
- Choko

Min biologiske mor

Kære alle sammen.

I skrivende stund sidder jeg og kigger på et billede.
Det er et billede af et fremmed ansigt. Men ansigtet ligner mig. Det er min biologiske mors ansigt.
Det er virkelig mærkeligt.
Næsen har samme form, overlæben krummer på samme måde. Øreflippen er ligeså stor som min. Ansigtsformen ligner på en prik, og der er de samme linjer i ansigtet.

Der er slet ikke nogen tvivl om, hvem den kvinde er! DET ER MIN BIOLOGISKE MOR!!!
Kvinden, der fødte mig. Det er dér, mine gener kommer fra, det er helt sikkert.

Hun er 45 år gammel, og har hverken rynker eller grå hår. Det tegner godt for fremtiden ;-)

Det er så kæmpestort, og det er stadig ikke sunket helt ind.
Jeg modtog mailen i eftermiddags, mens jeg sad i en bus.. Meget akavet bustur, for jeg sad og græd hele vejen! Lidt pinligt..
Som jeg har skrevet tidligere, så er min far jo desværre ikke fundet alligevel. Han forsvandt, før jeg blev født. Men det kan jeg godt lære og leve med, for udgangspunktet var hele tiden min mor og min søster.
Desværre får jeg aldrig set min søstre, da deres far ikke må vide noget om mig.

Lige siden sidst jeg skrev, har jeg vidst, at jeg havde to søstre. De er tvillinger. Den ene blev dog givet til min biologiske moster og onkel, da de var barnløse. Den anden har boet hos min biologisle mor, og hun er i dag gift og har et barn. De bor sammen med min biologiske mor.
Jeg er faktisk ret ked af, at jeg aldrig får muligheden for at møde mine søskende, men jeg kan jo godt forstå det, og accepterer det også. Men det gør da ondt.
Min mor er gift med en mand, som arbejder i Mellemøsten. Efter jeg blev adopteret, rejse min biologiske mor til Libanon og boede der i 2 år. (Måske er det ikke helt tilfældigt, at jeg har en lille passion for Mellemøsten!?)

Nu går jeg og undersøger flyafgange, visumregler og vaccinationer. Hvis alt går godt, så er jeg fløjet til Sri Lanka i slutningen af juli.
Jeg er rigtig glad for, at min far skal med mig. Han tager det så flot, og er altid så dejligt jordnær. Ja sorry mor, jeg ved du læser med, men man kan jo ikke sige helt det samme om dig ;-)

Den her dag kræver en lille drink, så nu vil jeg tage ned til åen i Århus og få mig en velfortjent mojito!

- Choko!

Mother found!

Kære alle sammen

Ja, det var titlen på den mail, som jeg modtog i formiddags.
Det er ubeskriveligt! Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg kan næsten ikke trykke på tasterne, for jeg mangler ord for, hvad der kan beskrive den følelse, jeg fik, da jeg læste dette!

Men jo, den var rigtig nok.
Pam (min sagsbehandler) har fundet frem til kvinden, som de formoder er min mor. Det sitrer helt i fingerspidserne.. Jeg forsøger ihærdigt at kunne skabe et dybt og klogt indlæg, men i virkeligheden aner jeg ikke, hvad jeg skal skrive. Der findes ingen ord i verden, som kan beskrive den følelse.

Nå, men altså jeg har jo tidligere fået af vide, at man også har fundet min far. Desværre viser det sig jo nok, at manden nok ikke er min far alligevel. Det er naturligvis ærgerligt - men omvendt ikke så overraskende. Han står jo altså som ukendt i mine papirer. Det vigtigste med denne eftersøgning var jo også at finde min biologiske mor - og søster. Hvis den lille pige, min mor så i retten, er min søster. Hun kan jo ligeså godt have været en niece eller anden slægtning til min biologiske mor. Da jeg troede, jeg havde fundet min far, var det som en ekstra bonus. Det vigtigste er min biologiske mor, det er hende min mor altid har talt om. Det er hende, jeg gerne vil have et forhold til. Eller bare få at se. Og jeg håber inderligt, at jeg får lov en dag. Og forhåbentligt snart! Jeg er allerede ved at finde ud af, hvornår jeg kan flyve derover, men det er jo ikke så ligetil. Der skal søges om visum, jeg skal vaccineres - og jeg skal være først og fremmest være færdig med mine eksaminer.

Jeg er lykkelig for, at de har fundet frem til hende (hvis det nu er hende.) Alene det, at hun er i live, er kæmpe stort. Når man går i gang med sådan en søgning, er det jo altid et sats, man aner jo ikke, hvad man kaster sig ud i. Jeg anede jo ikke, om hun var gået bort. Men det er hun ikke, og det er fantastisk! For så er jeg skridtet nærmere et møde med den kvinde, som har født mig.

Jeg har fået en masse deltaljer af vide, som jeg lige vil holde lidt for mig selv endnu. Jeg har i denne process lært, at ikke alle oplysninger er korrekte, og derfor vil jeg også vente med at fortælle mere lige nu. Jeg skal have tingene bekræftet først. Det får jeg i næste uge, når Pam skal mødes med min biologiske mor.
Jeg vil dog alligevel lige dele dette udsnit af en mail fra Pam. Det er dybt rørende, og skænker mig en vis mængde af håb.

Er det ikke et tegn på moderskab? 

På kærlighed til det barn, man valgte at give bort af kærlighed?

På lettelse?

På håb?

I don't know, men det er da nogle af de ting, jeg forestiller mig i øjeblikket. 

Det var alt for nu. Jeg må hellere forsøge at færdiggøre den der eksamensopgave, selvom at det er skidesvært! Kulturdimensioner og tysk arbejdskultur er det sidste, jeg kan tænke på i dag!

- Choko

Mit frirum

Kære alle sammen

Jeg har brugt weekenden i selskab med en masse andre unge mennesker fra Adoption & Samfund - Ungdom.
Solen skinnede, humøret var højt og vi har hygget helt vildt.

På færgen mod Sj. Odde

Det har virkelig været en god weekend. Jeg kan næsten ikke beskrive med ord, hvor godt det har været.  Vi har været sammen i to og en halv dag, det er lang tid - specielt for de nye medlemmer, som deltager for første gang - men det virker til at alle har været rigtig glade.

Vi har både haft et virkelig spændende oplæg fra en rumænsk udvekslingsstuderende, vi har spillet fodbold og haft roulade-ræs, vi har set Eurovision Song Contest, og så har vi bare hygget helt vildt!

Nu er jeg kommet hjem, og jeg kan mærke, at denne weekend bare lige var det, som jeg havde brug for. Jeg har både fysisk og psykisk haft brug for at stresse af efter al den medieomtale, min krop var begyndt fysisk at sige fra, hvilket udspiller sig i massiv træthed, sygdom og andre ting. Så jeg vidste godt, at jeg skulle passe på mig selv. Og der findes ingen bedre måde at stresse af på, end at være sammen med 14 andre unge mennesker. Det var simpelthen så rart. 

Jeg kom hjem igår, og selvom at jeg var mega træt og nærmest var ved at falde i søvn stående, så kunne jeg mærke en glad lille følelse i maven! 

Der er noget livsbekræftende i at se unge mennesker fra hele landet, med hver sin historie og hver sit liv, mødes på en campingplads og bare have det dejligt sammen. 

Adoption & Samfund er foreningen, hvor jeg engagerer mig personligt. Det er foreningen, hvor jeg har ambitioner for mig selv.
Men Adoption & Samfund - Ungdom ér og bliver stedet! Det er stedet, hvor jeg kan slappe af!

Det er mit frirum!

Det er enormt vigtigt, at vi unge mennesker har nogle frirum, som vi kan ty til, når tingene koger over. Der var flere, som virkelig nød at kunne puste ud i en tid, som ellers er ret så anspændt, hvad adoption angår.

Vi har fået ladet op - og mange af os skal allerede ses igen om en måneds tid i Århus, hvor jeg har taget initiativet til en bytur.

Nu må jeg hellere få skrevet på den eksamensopgave. Dette lille blogindlæg var blot en pause fra eksamensskrivningen.

- Choko

Det sociale eksperiment

Kære alle sammen

I forgårs deltog jeg sammen med min veninde i "Gadens Parlament" på DR2.

Med 48 deltagere og 25 minutter er det begrænset, hvad man kan nå at få diskuteret. Det blev i hvert fald meget overfladisk.
Som man også ser i programmet, er jeg langt fra enig i alle synspunkter. Og jeg vil gerne konkretisere mine holdninger, det er en vigtig debat - men 25 minutter giver ikke anledning til de store forklaringer.

Det første jeg vil tage fat i, er Merete Laubjergs udsagn om, at adoption er verdens største sociale eksperiment...
Jeg har ikke ord for, hvad jeg mener om det udsagn!
Hendes argument er, at vi ikke ved, hvordan det ender - og derfor mener hun vel, at vi eksperimenterer med børn.
Men undskyld - på hvilket tidspunkt i livet ved vi, hvad der vil ske om 30 år? Adopteret eller ej, så er der jo ingen garantier i livet.
Hvis adoption er et socialt eksperiment, så eksperimenterer vi vel også med plejebørn, skilsmissebørn - og alle andre børn!!
Og hvordan kan man tillade sig, SOM ADOPTIVMOR, at kalde det for et socialt eksperiment? Ej, altså .. Jeg mangler ord.

Det næste, jeg gerne vil ind på, er hele debatten om international adoption. 

For tiden hører vi rigtig meget fra voksne adopterede, som er adopteret fra Korea. Jeg kan sagtens forstå og rumme deres vrede, frustration og sorg. 

Jeg er bare nødt til at understrege, at det ikke er alle adopterede, som har det sådan. Langt de fleste har et rigtig godt liv i DK. Vi må ikke underkende, at der tilbage i 70'erne blev begået en masse fejl. Det gjorde der - og hvor gør det ondt. Men det er ikke længere repræsentativt for alle adopterede. 

Vi er nødt til at spørge os selv, hvad er alternativet? Hvilket liv kunne vi have haft i stedet ? 

De fleste ville have haft et liv som gadebørn, et liv i slummen, mange af os havde måske slet ikke haft livet i dag. Jeg havde i hvert fald ikke kunne fejre min 10 års fødselsdag. Og det er jo ikke bare noget, jeg formoder - det er noget, jeg ved. Og nej, det er ikke en myte, at børne på børnehjem har det svært. DET ER FAKTUM. At påstå andet er direkte flabet!

Mange af de her kritikere får det til at lyde som om, at alternativet altid ville være et liv hos de biologiske familier. Og det er jeg ganske enkelt ikke enig i .. De børn, som er blevet adopteret indenfor de sidste 20 år, er for det meste hittebørn. De er forældreløse! Måske var det ikke sådan i Korea dengang, der blev børnene måske faktisk narret fra deres forældre - men sådan er det ikke i dag. 

I Sri Lanka er lovgivning stykket således sammen, at de biologiske forældre SKAL dukke op i retten ved barnets overdragelse til adoptivfamilierne. Det forhindrer lige præcis, at børnene bliver givet væk uden forældrenes accept. 

Jeg har kender til flere historier, hvor livet hos den biologiske familie ville have været ualmindeligt forfærdeligt. Forestil dig lige, at være resultatet af din mors voldtægt? Eller incest? 

Jeg vil egentlig også gerne snakke lidt om konsekvenserne af at stoppe international adoption i Danmark. Vi har tiltrådt Haagerkonventionen, Menneskerettighederne og Børnekonventionen. Vi er altså en del af et fælles international ansvar. At lukke international adoption er i mine øjne at løbe fra det ansvar. Vi ville lade nogle børn i stikken, og det kan vi ikke være bekendt! Desuden ville det jo påvirke enormt mange lande. Vi arbejder sammen med omkring 20 forskellige lande, og en lukning vil også påvirke dem. Vi skal altså lige tænke os om en ekstra gang... 

I "Gadens Parlament" blev der også snakket om de biologiske forældre. 

Nogle mener, at der er for lidt fokus på dem, og at de er blevet forsømt. Det er en meget svær debat, både fordi der er mange følelser indblandet, men også fordi, at de biologiske mødre kommer fra forskellige lande, kulturer, kår osv. 

Herhjemme respekterer vi kvindens ret til selv at bestemme - så bør vi også respektere kvindens ret til bortadoption! (Her mener jeg rent principielt)

Jeg synes, der har været lidt en tendens til at romantisere de biologiske forældre. Det er åhhh så synd for dem, og de har alle sammen fået franarret deres børn. Det er simpelthen ikke rigtigt. Mit hjerte bløder for de mødre, som har fået stjålet deres barn. Uden tvivl. 

Men vi må simpelthen også anerkende, at der er kvinder i verden, som sætter børn i verden, som de ikke er i stand til at opdrage og elske. Og ja, der findes kvinder, som ikke elsker deres børn! Eller ikke kan. 

Derudover er der enormt stor forskel på at være biologisk mor i Colombia, Sri Lanka, Kina m.m og så i Danmark. Der er så mange faktorer, som spiller ind - og derfor er det også lidt svært at sige noget generelt om biologiske mødre.

Man er ikke en god forældre, bare fordi man har født børn! Det er et hårdt arbejde at være en god forælder! Kæmpe respekt til alle dem, som gør et fantastisk stort stykke arbejde! 

Man giver ikke sit barn en god opvækst, bare fordi at man deler gener med dem. 

De fleste biologiske mødre har valgt at forlade deres børn. De fleste har nok også gjort det af kærlighed! 

Det vigtigste og mest udfordrende for os adopterede, er nok at vi ALDRIG MÅ GENERALISERE UD FRA VORES EGNE HISTORIER. 

Vores historier kan bruges til oplysning i forbindelse med bestemte emner, men de afspejler jo ikke alle adoptioner. 

Min egen historie er unik, jeg har både haft det svært og godt, jeg er på nogle områder en del af statistikken, men på andre måder ikke. 

Lige nu er vandene mellem adopterede delt. Ulykkelige vs. lykkelige. Det er en ærgeligt drejning! Og jeg ville da ønske, at vi ikke var så splittede. 

Vi kæmper godt nok delvist for det samme mål, men når vores udgangspunkter er så forskellige, så er det godt nok svært at styrke et sammenhold. Efter min mening. 

Hvordan kan jeg kæmpe for adoption sammen med mennesker, som egentlig bare synes, det er noget lort - fordi deres egen opvækst var forfærdelig? 

Dette er en bøn til alle kritiske adopterede, om at vi ALLE sammen kigger udover vores egen navle. At vi alle sammen bevæger os op på et højere plan, og forsøger at se tingene i et større perspektiv. Vi må se fremad og ikke hænge os i fortidens adoptioner. Vi er blevet så meget klogere siden da, og vi har forbedret os! 

Adoption skal være til barnets bedste. Adoption handler om at give børn en ny primæromsorgsgiver. Og hey, så er det en kæmpe bonus at forældre kan øse en masse kærlighed ud til dejlige børn! Vi må ikke accpetere adoptioner, som er foregået på uetisk vis - det må der ikke herske tvivl om, men vi må også huske på, at de fleste foregår korrekt. Vi skal ALTID kæmpe for adoptioner, som udelukkende er til barnets bedste.

Vi snakkede også om åbne adoptioner, som er blevet et nyt og smart emne indenfor adoption. Jeg vil gerne kommentere lidt på det - men det må blive lidt senere. Og måske i et andet indlæg. 

Det her er ren utopi, men hvis man nu som baby fik valget, hvad man helst ville - ville man så ikke vælge et liv hos en familie fremfor et liv på gaden? 

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge. 

Nu vil jeg takke af. 

Tak for opmærksomheden. 

- Choko