torsdag den 13. juni 2013

At lede efter sin biologiske familie

Kære alle sammen.

Der har været rigtig mange, som har lykønsket mig. Alle har en forestilling om, at det er enormt positivt at finde sin biologiske familie. Det er det også.
Det er enormt stort og betydningsfuldt. Men det gør også rigtig ondt.

Jeg er så heldig, at min biologiske mor er i live - og at hun vil mødes med mig. Men hun vil kun mødes med mig én gang. For hende handler det naturligvis om ære og hendes fremtid, og det forstår jeg godt. Jeg ønsker på ingen måde at ødelægge noget for hende.
Men det faktum, at hun kun vil se mig, gør mig rigtig ked af det.

Jeg skal både sige goddag og farvel. Jeg skal lære et menneske at kende, og samtidig tage afsked med hende.
Det er så stort at få lov til at møde hende, men det er virkelig svært at indstille sig på, at jeg aldrig får hende at se igen.

Ligeledes skal jeg affinde mig med, at der på Sri Lanka sidder 2 unge kvinder, 2 tvillingesøstre, som faktisk er mine storesøstre. Dem får jeg heller aldrig mødt, for de kender ikke til mig, og kommer heller aldrig til det.
Det gør så ondt. Jeg vil så gerne møde mine søstre, men af respekt for min biologiske mor, så kommer jeg aldrig til det. Det er noget af en kamel at skulle sluge.

Alt det her gør vanvittigt ondt, og det sætter da også glæden lidt til side. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg overhovedet får mødt min biologiske mor, men jeg vil heller ikke negligere den anden side af processen, nemlig den her del, som er fyldt med sorg og tristhed.

Alting er så overvældende for tiden. Jeg har fået min først udenlandsvaccination, og fundet ud af hvor jeg søger visum henne.
Hvis alt går efter planen, så skal jeg MEGET snart afsted. Alene det er overvældende. Jeg troede, jeg havde god tid til at planlægge det. Jeg regnede med september, men nej - jeg skal snart afsted. Der er slet ikke nogen tvivl om, at den her rejse får betydning for mig resten af mit liv. Det er en stor og vigtig begivenhed, men den er måske altid så rosenrød, som man umiddelbart tror.


Puuuha, det her blev lidt følsomt.
Nu vil jeg nyde lidt af solen med en kold drink og en god veninde.
- Choko

Ingen kommentarer:

Send en kommentar