Hvorfor vil jeg rejse alene?

Kære alle sammen.

Tak for de fine tilbagemeldinger på det tidligere indlæg!

Jeg sidder og læser til eksamen. Nu har jeg terpet det tyske skolesystem igennem siden i morges. Nu sidder jeg og kigger over på den mørke Universitetspark, mens stearinlysene reflekteres i vinduet. Nøøj, hvor hyggeligt! Har brug for en overspringshandling, så nu kommer der et blogindlæg!

Flere har spurgt, hvorfor jeg vil rejse alene til Sri Lanka. Det er et godt spørgsmål, og derfor tænkte jeg, at jeg vil gå lidt dybere ind i det emne. Det kræver lidt historie..

Da det fulde familieskifte skulle fuldbyrdes, altså da adoptionen skulle finde sted, skulle både min biologiske mor og min mor dukke op i retten. Sådan er loven i Sri Lanka. Begge parter skal møde op. Det betyder naturligvis, at mine to mødre har mødt hinanden. De har delt et betydningsfuldt øjeblik sammen. Et øjeblik, som har har så stor en betydning, at det slet ikke kan beskrives med ord. (Det var i hvert fald et fantastisk øjeblik for min mor, har hun fortalt.) Jeg vil ikke beskrive den dag mere end det her, for det er meget privat for min familie. Pointen er bare, at de to har mødtes.

Måske er det egoistisk af mig, men jeg føler ligesom, at det er min tur nu. Det er min tur til at få et sådan fantastisk øjeblik med den kvinde, som har født mig. Hold op, hvor jeg lyder selvvisk, men jeg kan nok ikke forklare det med andre ord. I må ikke misforstå mig.

Som i de fleste andre adoptivfamilier, er det meget følsomt at snakke om den biologiske familie. Det er overhovedet ikke negativt. Det er følsomt, fordi adoptionen er en stor ting, og fordi at jeg sammen med min søster er ønskebørn.
Og som for mange andre adoptivbørn, som har mødt deres biologiske forældre, så er det her møde en rigtig stor ting.
I de fleste tilfælde vil jeg altid have mine forældre og deres følelser i baghovedet. Men lige i det her tilfælde, ønsker jeg at kunne forholde mig helt og holdent til mine egne følelser. Hvis mine forældre tog med, ville jeg nok automatisk føle, at jeg skulle tage hensyn til dem, for det er jo naturligt at tage hensyn til medmennesker, men til det her møde, vil jeg gerne kunne fokusere udelukkende på mig selv og min biologiske mor. Og hvorfor så det? Jo, det er fordi, at jeg godt er klar over, at jeg måske ikke får hende at se igen. Måske gør jeg, måske ikke. Ingen ved det. Skulle jeg ikke få hende at se mere end én gang, ja så vil jeg være sikker på at, at jeg kan nyde det 100 % og få sagt de ting til hende, som jeg gerne vil sige.

Det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke ønsker at mine forældre skal møde min biologiske mor (og forhåbentlig også min storesøster!), det må de hjertens gerne. Jeg forestiller mig det sådan, at de skal med, hvis kontakten mellem mig og min biologiske familie holder i fremtiden. Hvis der er grobund for en god kontakt, og et besøg mere, ja så må de hellere end gerne tage med.

Jeg er mine forældre taknemmelige for, at de ikke har taget mig med til Sri Lanka før. Jeg har ikke følt mig klar til at møde den del af mig før nu. Mange adoptivforældre tager deres børn med til deres fødelande, og det fungerer måske godt for nogle, men jeg er glad for, at et møde med Sri Lanka ikke er blevet "presset ned over mit hoved". Mine forældre ville ALDRIG tvinge mig, men jeg er glad for, at det ikke har været på tale, før jeg ligesom selv sagde til. For mig er det først rigtigt nu, hvor det for andre adoptivbørn er rigtigt i en tidligere alder. Det er svært at sige, hvornår det rigtige tidspunkter indfinder sig, i virkeligheden findes der ikke noget generelt tidspunkt. Det afhænger fuldstændig af adoptivbarnet, det vigtige er bare, at adoptivbarnet selv kan sige til og fra.

Jeg ser to måder for mig, og jeg ved ikke, hvad der generelt er bedst. Jeg ved bare, hvad der var bedst for mig.
1. Man rejser tilbage med familien, mens børnene er forholdsvis unge, så det bliver en del af deres barndom. At børnene vokser op med besøg i hjemlandet. Det tror jeg kan være gavnligt for nogen. (Men hvad så, hvis der er nogle børn, hvor det ikke har været godt!?)

2. Man gør ligesom i min familie. Taler om det en gang imellem, men lader beslutningen være helt og holdent op til barnet.

Jeg aner virkelig ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Der er nok også mange andre scenarier, end dem jeg lige har opstillet her. Det var bare de scenarier, som umiddelbart faldt mig ind.

Nu blev jeg tom for ord, jeg tror det rækker for denne gang.
God weekend til alle.

- Choko