Ved godt, at der har været lidt stille her - det er der en god grund til.
Efter Mercy Mercy blev vist, blev det simpelthen for meget for mig.. Der skal slet ikke være nogen tvivl om, at det har været.. ja undskyld, men pisse hårdt!
Dokumentaren og den efterfølgende debat tog så hårdt på mig, at jeg den dag i dag stadig ikke sover ordentligt, og jeg i en hel uge glemte at spise. Det er et tegn på, at kroppen siger STOP DIG SELV!! Nu er jeg jo en stædig dame, og jeg forsøgte at finde op & ned i alt det her kaos. Holde hovedet koldt, og være den, som kunne se tingene i det større perspektiv, være den som kunne nuancere debatten.
Jeg gjorde mit bedste..
Nå, men jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg går til psykolog. Min psykolog er vanvittigt dygtig, og hun siger altid noget klogt, men jeg bed mærke i én bestemt ting.
Vi sad og snakkede om hel adoptionsdebatten og om den negative tone. Jeg påpeger, at det jo altså "kun" er 7-10 % af de adopterede, som får vanskeligheder, hvad faaaaen det så betyder.
Pludselig, med hendes hjælp, gik det jo faktisk op for mig, at jeg selv delvist tilhører den procentdel.
Nej, jeg er hverken fysisk handicappet, anbragt uden for hjemmet, eller har en tilknytningsforstyrrelse.. men de første 20 år af mit nu 21 årige liv har været præget af mange forskellige vanskeligheder.
Først så blev jeg adopteret, hvilket jeg priser mig lykkelig for - men selvom, at jeg kun var 49 dage gammel, så blev jeg altså forladt, og det bed min underbevidsthed mærke i.
Da jeg var 4 år gammel, var jeg ved at miste livet ved et astmaanfald, og har siden kæmpet med tanken om at lide af en kronisk sygdom. Ikke nok med det så har jeg haft, jeg nævner i flæng, infektion i lungerne flere gange, helicobaktor i tyktarmen, svineinfluenza, lungebetændelse (som kan være fatal for en lungepatient) og mange andre sygdomme.
Jeg har gået på 3 forskellige folkeskoler/privatskole og i 4 forskellige klasser, og kan den dag i dag ikke sige, at jeg havde det skidegodt i nogle af klasserne. Min skolegang var præget af mobning, frustration og behov for tilknytning.
Da jeg blev student i 2010 fik jeg en depression, som jeg først fik behandlet efter et halvt år. Jeg mistede hukommelsen i 2 måneder. I mellemtiden fik jeg udviklet angst og måtte på lykkepiller. De gjorde intet godt. Jeg kunne ikke være vågen mere end 6 timer ad gangen, og så måtte jeg lægge mig. Det gjorde mig konstant træt, meget sårbar og asocial. Dem, som kender mig godt, ved at jeg af natur er MEGET social. Elsker at begå mig mellem mennesker. Det er i en sådan arena, at jeg har det bedst.
Nå, men først for et par måneder siden, kunne jeg ånde lettet op. Jeg overlevede!
Hvorfor blotlægger jeg nu hele min historie? Jo, det gør jeg fordi, at jeg vil understrege, at man faktisk godt kan komme ud på den anden side - helskindet!
Jeg lever i dag! Jeg trækker vejret, jeg bevæger mig i fuld fart. Jeg er i live. Jeg har det godt. Jeg har accepteret min adoption.
Så selvom at man måske på nogle punkter kan tilhøre de 7-10 % (måske kun i perioder), så kan man altså godt ende med at være lykkelig.
Jeg er lykkelig for, at jeg blev adopteret.
Jeg blev forladt, men jeg blev også valgt.
Jeg blev svigtet, men også fundet.
Når man taler om adoption, så taler man om stærke følelser, om ønskebørn og vanskeligheder. De svære ting skal også frem i lyset, de er jo med til at nuancere debatten. Alligevel anser jeg dette som målet - at komme helskindet ud på den anden side. At kunne acceptere sin adoption og være lykkelig for at være blevet valgt til.
Og det er min pointe, jeg har haft det svært, jeg har været rigtig sur på livet, det kostede mig troen på Gud, det resulterede i høje medicinudgifter - men jeg er her endnu!
Vi skal simpelthen holde fast i, at man sagtens kan være et lykkeligt adoptivbarn. Vi må ikke glemme de knapt 90 % midt i det her kaos. Dermed ikke sagt, at jeg ikke føler med Amy og Masho - for det gør jeg bestemt! Jeg ønsker bare ikke, at journalister, instruktører og andre aktører kan få vendt debatten så meget, at man faktisk glemmer, hvad adoption betyder for langt de fleste.
Det måtte blive den sidste bemærkning for nu. Nu vil jeg sove.
- Choko!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar