torsdag den 6. december 2012

Danmark skal tage ansvar for de adopterede og deres familier!


Kære alle sammen. 
Der er nu gået ca. halvanden uge, siden Adoptionens Pris blev vist på TV2. Det sætter jo mange tanker igang, og 

Adoption er en fantastisk måde at stifte familie på, men desværre tabes der nogle børn undervejs. Det er sørgeligt og vidner om, at vi har brug for, at Danmark tager ansvar nu!

Sagerne om Amy og Masho vidner begge om, at det kan være vanskeligt at være en del af en adoptivfamilie. I nogle tilfælde kan forældrene simpelthen ikke magte den opgave, der er forbundet med at have et adoptivbarn – selvom at det er deres største ønske! For selvfølgelig er der ingen adoptivforældre, som giver op uden en kamp for deres børn. Ingen forældre vil gå igennem et langt godkendelsesforløb, kurser og ikke mindst den lange ventetid, hvis ikke det var fordi, de gerne ville deres børn det godt! Når et adoptivbarn bliver anbragt udenfor hjemmet, så er det ikke fordi, at adoptivforældrene giver op! Det er et skrig på hjælp. Hvad skal man gøre, når man står med et barn, som har det ualmindeligt svært? Svært ved at takle sine følelser, svært ved at styre sin vrede, sorg, forladthed og frustration? Hvad skal man gøre, når kommunen ikke har nogle fagfolk med adoptionskyndig viden? Hvem skal man gå til?
De to sager om Amy og Masho giver mig et meget klart indtryk af, at der er behov for hjælp. Der er behov for, at den danske stat tager ansvar for de her familier. Vi har forpligtet os som stat at tage os af de her børn. Så skal vi altså også gøre det! Det er uacceptabelt, at adoptivfamilier får helt forkert vejledning af fagpersoner, som ikke har forstand på adoption. Staten må sørge for at tage hånd om os!

Den rigtige rådgivning:
For at man som adoptivfamilie kan klare sig, skal der i nogle tilfælde hjælp og rådgivning til. Hvad er den rette rådgivning? Det kan besvares med tre bogstaver: P A S. 
Post Adoption Service ordningen er lige det, vi har brug for! Vi skal bare have en livslang PAS ordning, så de adopterede også kan få hjælp senere i livet. Jeg har mødt rigtig mange unge adopterede, som først fik problemer, da de gik i puberteten eller selv skulle have børn. Når alle følelserne så vælter frem og er ustyrlige, så har de unge og voksne adopterede heller ikke nogen at gå til. Det er sørgeligt, at vi som samfund ikke gør nok for de her mennesker. Vi har et stort sikkerhedsnet og en velfærdstat, som de fleste af os er stolte af. Det plejede jeg også at være. I dag ser jeg et system, som lader deres adoptivbørn sejle i deres egen sø – det kan vi simpelthen ikke være bekendt! Vi har brug for den PAS ordning på Finansloven nu, det er vores ansvar at vi ikke får flere sager som Amys og Mashos. 

Ifølge Haagerkonventionen, som vi jo altså har forpligtet os til, så skal vi sørge for rådgivning til adoptivbørnene. Efter min mening så overholder vi ikke Haagerkonventionen. En kommunalt ansat psykolog uden forstand på adoption, er ikke godt nok! 
Efter Mashos ulykkelige historie har politikerne endelig fået øjnene op for, at der skal gøre noget radikalt! De har derfor vist besluttet at sætte penge af til PAS. Det er jo fantastisk! Det er bare 40 år for sent.. Men ok, bedre sent end aldrig. 

Er spændt på at se, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid. Lad os håbe, at vi kan få adoption på Finansloven!

Nu når jeg desværre ikke mere, jeg har en eksamensopgave, der desværre ikke skriver sig selv. 
God dag til alle!
- Choko

Ingen kommentarer:

Send en kommentar