Kære alle sammen.
Der er nu gået ca. halvanden uge, siden Adoptionens Pris blev vist på TV2. Det sætter jo mange tanker igang, og
Adoption er en
fantastisk måde at stifte familie på, men desværre tabes der nogle børn
undervejs. Det er sørgeligt og vidner om, at vi har brug for, at Danmark tager
ansvar nu!
Sagerne om Amy og Masho vidner begge om, at det kan være
vanskeligt at være en del af en adoptivfamilie. I nogle tilfælde kan forældrene
simpelthen ikke magte den opgave, der er forbundet med at have et adoptivbarn –
selvom at det er deres største ønske! For selvfølgelig er der ingen
adoptivforældre, som giver op uden en kamp for deres børn. Ingen forældre vil
gå igennem et langt godkendelsesforløb, kurser og ikke mindst den lange
ventetid, hvis ikke det var fordi, de gerne ville deres børn det godt! Når et
adoptivbarn bliver anbragt udenfor hjemmet, så er det ikke fordi, at
adoptivforældrene giver op! Det er et skrig på hjælp. Hvad skal man gøre, når
man står med et barn, som har det ualmindeligt svært? Svært ved at takle sine
følelser, svært ved at styre sin vrede, sorg, forladthed og frustration? Hvad
skal man gøre, når kommunen ikke har nogle fagfolk med adoptionskyndig viden?
Hvem skal man gå til?
De to sager om Amy og Masho giver mig et meget klart indtryk
af, at der er behov for hjælp. Der er behov for, at den danske stat tager
ansvar for de her familier. Vi har forpligtet os som stat at tage os af de her
børn. Så skal vi altså også gøre det! Det er uacceptabelt, at adoptivfamilier
får helt forkert vejledning af fagpersoner, som ikke har forstand på adoption.
Staten må sørge for at tage hånd om os!
Den rigtige
rådgivning:
For at man som adoptivfamilie kan klare sig, skal der i
nogle tilfælde hjælp og rådgivning til. Hvad er den rette rådgivning? Det kan
besvares med tre bogstaver: P A S.
Post Adoption Service ordningen er lige det,
vi har brug for! Vi skal bare have en livslang PAS ordning, så de adopterede
også kan få hjælp senere i livet. Jeg har mødt rigtig mange unge adopterede,
som først fik problemer, da de gik i puberteten eller selv skulle have børn.
Når alle følelserne så vælter frem og er ustyrlige, så har de unge og voksne
adopterede heller ikke nogen at gå til. Det er sørgeligt, at vi som samfund
ikke gør nok for de her mennesker. Vi har et stort sikkerhedsnet og en
velfærdstat, som de fleste af os er stolte af. Det plejede jeg også at være. I
dag ser jeg et system, som lader deres adoptivbørn sejle i deres egen sø – det
kan vi simpelthen ikke være bekendt! Vi har brug for den PAS ordning på
Finansloven nu, det er vores ansvar at vi ikke får flere sager som Amys og
Mashos.
Ifølge Haagerkonventionen, som vi jo altså har forpligtet os til, så skal vi sørge for rådgivning til adoptivbørnene. Efter min mening så overholder vi ikke Haagerkonventionen. En kommunalt ansat psykolog uden forstand på adoption, er ikke godt nok!
Efter Mashos ulykkelige historie har politikerne endelig fået øjnene op for, at der skal gøre noget radikalt! De har derfor vist besluttet at sætte penge af til PAS. Det er jo fantastisk! Det er bare 40 år for sent.. Men ok, bedre sent end aldrig.
Er spændt på at se, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid. Lad os håbe, at vi kan få adoption på Finansloven!
Nu når jeg desværre ikke mere, jeg har en eksamensopgave, der desværre ikke skriver sig selv.
God dag til alle!
- Choko
Ingen kommentarer:
Send en kommentar